Ok.
Det er ikke nemt at skrive eller tale om dette.
Det er heller ikke nødvendigvis velset.
Men det er nogen gange nødvendigt, for ikke at brænde inde med sine bekymringer og sorger, at dele dem med andre.
Mine forældre har gennem længere tid haft et svært indbyrdes forhold. Efter 43 år sammen er det, set udefra, mærkeligt, men når man ved at de begge har være dødssyge af kræft inden for de seneste 5 år, så er det måske ikke så mærkeligt at reserverne er helt i bund.
De har taget hver deres vej ud af sygdommen. Min far har lukket sig lidt inde i sig selv og været mere mentalt og fysisk bundet til sin lænestol, end sædvanligvis.
Min mor har omvendt set det som en ny chance for at gribe dagen og livet, og gå på museer, til koncerter, til events og generelt glædes over sin bedring, mere end at græmmes over den seneste sygdom.
Det har gjort at mine forældre sammen har haft det hårdt det seneste halve til hele års tid.
Men over de seneste par måneder har en sideløbende proces udviklet sig - først uden at det overhovedet var synligt, senere som en tendens der var ubehagelig, men uomtvistelig. Min mor fik med tiden et aktivitetsniveau der ikke bare kunne kaldes ‘glad for livet’, men som tendenserede et fyrværkeri uden ende.
Dét forløb kulminerede i løbet af den seneste uge, hvor min far inviterede flere familiemedlemmer og flere af min mors gamle venner på besøg, for at få deres indspark på min mors tilstand.
Det var ikke rart at tale med dem alle, efterfølgende. De fleste græd. Og alle var meget, meget bekymrede for min mor. Hendes fyrværkeri-lignende livsglæde havde udviklet sig til en manisk psykose og søndag formiddag besluttede min søster og jeg at tage hjem til mine forældre og forsøge at få hende indlagt. Der er flere detaljer der forklarer hvorfor vi var så sikre i vores sag, men dem udelader jeg her.
Vi besluttede os for ikke at involvere vores far i beslutningen, alene af den grund at han så ville kunne påberåbe sig absolut uvidenhed, og vi ankom søndag aften, 20 minutter før hun returnerede fra en svømmetur med en gammel veninde.
Med det samme fik vi trukket veninden til side og forklaret hende tingenes tilstand. Hun tilbød at være chauffør for hvad end der skulle ske følgende. For det er vi hende evigt taknemmelig, og det ved hun.
Vi var igennem faser af umådelig triste konfrontationer og sammenbrud, men det korte af det lange er at vi først fik overtalt hende til et besøg hos vagtlægen, som vi havde kontaktet - og at han, efter at have oplevet hende i 10 minutter gjorde os klart at han ville henvise os direkte til en psykiater i Roskilde.
Efter endnu en konfrontation og mange tårer, satte vi os i bilen og nåede hurtigt Roskilde Sygehus. Psykiateren og hendes tilknyttede sygeplejerske var forbilledlige i deres behandling af os, og af min mor, men da de i første omgang trådte ud af samtaleværelset var min mors konklusion at hun “under ingen omstændigheder” ville indlægges.
Men indlægges skulle hun, for hendes hjerne er i uorden, og selv om hun ikke direkte fysisk var til fare for andre eller sig selv, så var der flere fakta, som jeg igen udelader, der gjorde det smerteligt klart at hun var meget, meget syg.
Og derfor måtte min søster og jeg skrue bissen på. Og fortælle hende - igen og igen, og igen og igen - at der var en grund til at vi sad kl. 02 natten til mandag og havde fortalt vores respektive jobs at vi ikke kom på arbejde mandag, og at hendes veninde sad i venteværelset med tårer i øjnene, og at vi holdt så meget af hende at vi ikke kunne andet end at blive siddende til hun frivilligt lod sig indlægge. Og efter tårer der normalt ville være grædt over mange år, talrige barske konfrontationer, og højrøstede kærlighedserklæringer, gav min mor op og lod sig indlægge.
Så nu er min mor indlagt med manisk psykose. Og det er så mærkeligt og sørgeligt. Og rart. På den der mystiske måde, når man ved at i denne bizarre situation er det vigtigste at hun får professionel hjælp.
