Samtaler med svære ord

De ord der skal i brug når tingene ikke længere er grimme og hårde på den måde hvor de stadig kan blive gode igen, de ord er så svære at skulle bruge.

Beskyttet bolig.

Det er to ord der er svære at bruge sammen.

I går var jeg til en 40-års fødselsdag for en god ven. Til det sidste var jeg i tvivl om jeg kunne være med til at feste og fejre ham fordi jeg har været så ked af hvor hurtigt og hårdt situationen med mine forældre har udviklet sig. Men jeg var heldig at min dejlige ven fra New York stod i døråbningen og var den første gæst jeg så. Og at jeg derefter mødte en fyr jeg rent samtalemæssigt altid er fuldstændig på bølgelængde med, selv om der typisk går et år mellem vi ses. Så han og jeg fejrede vores fælles ven ved at stå mere eller mindre det samme sted i 5 timer og tale om virkeligt tunge, sørgelige og jo desværre helt aktuelle emner.

For min mor skal måske i beskyttet bolig. Vi ved intet endnu, men det er nu en fast del af samtalen. Samtalen som intensiveres over de næste par dage, i mine forældres hus, med min søster og jeg og dem. Og med systemet.

Det forundrer mig til stadighed hvor meget det hjælper at dele sine sorger. Hvor meget det at der bliver lyttet gør for ens velbefindende. Det samme gjorde sig gældende da jeg i fredags modtog et kort fra alle mine teamkolleger. Jeg har valgt at dele det med dem, hvordan det går med mine forældre. Opbakningen har været helt utroligt rørende og har igen bevist overfor mig at den slags skal man dele. 

Man er jo stadig ked af det. Jeg er jo stadig ked af det. Meget ked af det. Men det hjælper alligevel at dele det. Det er som om en brøkdel af sorgen og bekymringen nu deles med de andre. At deres skuldre bærer deres lille del af ulykkelighederne for en.

Gode kolleger gør en forskel. Tak. Og tak til Morten for 4 timers samtale om alt det hårdeste i livet. 

Kort fra mine kolleger. <3

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Rutsjebanemetaforen fra mit sidste indlæg synes at have indeholdt sin egen lille hybris, for selvfølgelig er det ikke mig der bestemmer hvor langt ned vi skal, inden det - måske - går opad igen.

Denne gang viste det sig at vi skulle langt længere ned, fordi min mor, oveni sin depression og angst, nu også har fået diagnosen begyndende demens. 

Demens. 

Det er ikke første gang jeg skriver om demens i familien. Den gang var jeg ekstremt frustreret over det lange tågede farvel. Det er jeg stadig.

For hvad nu hvis det er sidste gang vi har set min mor glad og ved sine fulde fem? Tanken er næsten ubærlig.

Og det koster altså tårer. Min far, min søster, jeg. Alle er vi helt slået ud af diagnosen. Min mor forstår det ikke. Hun er forvirret og usikker men nogen egentlig forståelse er der ikke tale om. Det er ikke fordi vi andre kan gennemskue konsekvenserne. Mest fordi de er ukendt land. Vi ved ikke hvordan hun får det. 

Så jeg sidder og hører George Harrison. Men indsæt endelig din allermest rørende yndlingsmusik. Og jeg opdagede lige at jeg bare sad og græd ned i tastaturet.

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Det vi ved er, at hvis det udvikler sig som den slags kan gøre, så skal vi være heldige hvis vi får et par uproblematiske stunder med hende inden hun er væk. 

For i øjeblikket spiller alle tre diagnoser ludo om at bestemme. Der er dage hvor depressionen lægger sig i førertrøjen, dage hvor angsten spænder sit greb og dage hvor forvirringen er så slagfast at min mor er uden for rækkevidde.

På den pro-aktive, konstruktive konto har jeg talt med min chef. Og arrangeret enkelte fridage i det i forvejen taknemmelige forår, der gør at jeg kan prioritere at gøre en forskel, hvilken form den end finder.