Podcrastination #2

Jeg ku’ simpelthen ikke holde mig fra at fortsætte gårsdagens eksperiment med min nye mikrofon. Det er tydeligt at jeg lige skal lære den at kende, men det er også tydeligt at det med tiden nok skal lade sig gøre.

Der er mindst 1 større fejl i dette podcast - kan du mon høre hvad det er for en? Her det i hvert fald - Podcrastination #2, med både filmmusik, dansk musik og smukke ballader. Hvis du har bud på soundcloudnumre jeg kunne inkludere i fremtidige temaudsendelser, så smid dem i kommentarsporet! God fornøjelse.

Min alle tiders album top 10

For længe siden ovre på min gamle blog påbegyndte jeg et projekt hvor jeg ville skrive om mine yndlingsalbums gennem tiden. Mine 10 favoritalbums, for at være mere præcis. Eftersom jeg aldrig kom længere end godt halvvejs synes jeg nu det er på tide at samle projektet op igen. Jeg lægger ud med en række reposts af de første indlæg i serien. Det første er fra juli 2008.

Uffe Stenstrop Foreslog i en kommentar til mit forrige indlæg at jeg skulle gå min alle tiders top 10 over musikalbums igennem, et efter et. Det synes jeg faktisk var så god en idé at jeg hilser opfordringen velkommen. Da rækkefølgen ærligt talt var en lille smule tilfældig (album nr. 6 ku’ sagtens have været nr. 7 osv) kan jeg ligeså godt tage dem fra toppen og altså starte med The Young Gods’ Only Heaven. Det falder pudsigt nok sammen med at min spritnye anmeldelse af The Young Gods’ nye album Knock On Wood netop i dag er lagt op på diskant.

The Young Gods / Only Heaven

Mine fætre Lars og Peter, som er brødre, introducerede mig for fænomenet The Young Gods for 13 år siden. The Young Gods er en schweizisk industrial-trio som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg ved så præcist at det er 13 år siden fordi The Young Gods netop havde udsendt deres album Only Heaven, som både Lars og Peter var meget begejstrede for. Især Lars var forholdsvis hysterisk og mente at det var en klar mangel i min opdragelse at jeg ikke anede hvem de var. Derfor så jeg mig som yngre fætter til de to “gamle” nødsaget til at købe ikke blot den nye skive, men også mesterværket (det sagde Lars) L'eau Rouge. Så det gjorde jeg.

Det ville være en underdrivelse at sige at jeg fik et chok. Jeg havde ALDRIG hørt noget der nærmede sig dette musikalske udtryk, og det rykkede grænserne for hvad jeg overhovedet ville karakterisere som lyttevenligt en hel del. Med andre ord var der lige 2-3 kameler der skulle sluges. Det tog ca. 3 uger, hvor jeg tilskriver min egen tålmodighed og nysgerrighed en hel del af æren, før det slog klik. På den gode måde. Hold helt fast. Franz Treichlers vokal er en dyster stentorrøst der virkelig udfordrer koncepterne for definitionen på en god sanger.

Men. jeg. ELSKER. hans. stemme.

Den er uhyggelig, mystisk, gudeagtigt (Young God indeed) og helt forrygende, synes jeg. Og jeg kunne med det samme høre at L'eau Rouge ganske rigtig også i mine ører var et mesterværk. Da første nummer pludselig eksploderer i et et helt overraskende messende violinsample fra Allegrettoen i Shostakovich’s 5. symfoni, er jeg solgt. Den dag i dag er det med største hårrejsende fryd at jeg hører den passage.

Meget “værre” (altså bedre) sku’ det dog gå med Only Heaven. Udefinerbare percussive samples, distortet banegårdsvokal og et fuldkommen unikt lydunivers bobler over i innovativ sonisk arkitektur fra første tone. Det gik op for mig at det var sådan jeg synes rockmusik skulle lyde. Første nummer Strangel (fed titel, ik?) slog benene væk under mig, og siden trampede resten af pladen ind over mig med største frydefulde tilfredsstillelse til følge. For hvert nummer skulle jeg tage stilling til en ny måde at tænke musik på. Der er så meget nytænkning på den plade at jeg næsten ikke ku fatte det. Den er hård - drønhård!- men ikke på den der heavy metal-agtige måde.

Den næsten 17 minutter-lange suite “Moon Revolutions” var ligesom hvis Stravinsky havde været en gizmo (Gremlins) der ikke ku tåle vand, men så er faldet i vandet og derefter med vanvidsblik i øjnene beslutter sig for at sætte atomar fut under en fremtidig komposition. Det lød simpelthen som Stravinsky på speed og lsd. For mange vil dette måske lyde som en udrikkelig cocktail - men for mig var det bare himmelsk. Only Heaven.

Det sidste nummer jeg vil fremhæve er den meget dystre ballade Child In A Tree, som på smukkeste vis beskriver et trip der er gået galt. Jeg var faktisk halvbange for det nummer de første mange gange jeg hørte det. Det er råt og helt delikat på samme tid. Farligt og resignerende. Jeg elsker det.

Men for mig er der ikke et svagt nummer på denne plade. Den rykker ved koncepterne, tager dig med på en musikalsk rejse ud i afkrogene af din fantasi, og lader dig dykke ned i en enestående verden, hvor musik bliver skabt udfra ganske unikke kreative tilgange til kunstværket. Den er svært tilgængelig, udfordrende og provokerende. Men lader man sig forføre har man alle tiders mulighed for at opleve noget fantastisk.

Virgil Donati Band Highlights fra 3. september

Endnu engang sætter Virgil og Co. nye standarder for progressiv fusion på det lillebitte men omvendt proportionalt navnkundige spillested The Baked Potato.

Hvis du overhovedet er til den slags skulle du tage at tjekke den her highlights-video ud. Især Proto Cosmos sparker r*v.