Udskrevet 2.0

image


Som bekendt var jeg en tur på Hvidovre Hospital for 6 uger siden, med Divertikulit. Den blussede op igen i mandags og de sidste 4 dage har jeg ligget på Hvidovre. Igen.

Denne gang var mine infektionstal ikke så uhyrlige som de var sidst, og derfor ville lægerne ikke bare pumpe mig med antibiotika igen. Desuden ville de godt se lidt nærmere på min galdeblære, så jeg blev CT-scannet igen og desuden MR-scannet. Sammen med ultralydsscanningen fra første indlæggelse viste der sig nu et uklart billede af mit sygdomsforløb. For de divertikler der kunne ses sad simpelthen for langt væk fra hvor min betændelse var forekommet. Så de trak langsomt i land med divertikulit-diagnosen, selv om jeg jo har divertikler, der er grundlaget for divertikulit. I stedet begyndte lægerne at kredse om muligheden for galdesten og selv om de aldrig nåede en skudsikker diagnose blev jeg sendt hjem i går med det bedste bud som lægestaben kan præstere. Deres diagnosegæt er som følger:

Ved den første indlæggelse i slutningen af juni har jeg sandsynligvis haft både galdesten OG galdeblærebetændelse.
Grunden til at de blev snydt er at jeg *har* divertikler (få og små, som den ene læge sagde) og de sidder tæt på hvor jeg havde betændelse. Men ikke tæt nok til at det er dem der var betændelse i, viser ultralydsscanningen, de 2 CT-scanninger og MR-scanningen til sammen. Altså hvis lægerne har ret. Så altså… ikke divertikulit.

Ved første indlæggelse er galdeblærebetændelsen blevet nedkæmpet af antibiotikaen og jeg har ikke mærket noget til galdestenen før her 5 uger senere, hvor den så under min indlæggelse angiveligt selv har fundet vej ud, for MR-skanningen viste i dag at der ikke er nogen galdesten nu. Som den ene læge jokede… “vi mangler stadig at opfinde et retroskop”. Ja, de kan ikke vide med sikkerhed at der har været en galdesten. Men det har der muligvis - og med en vis sandsynlighed.

Så nu har jeg fået noget smertestillende med hjem som gerne skulle blive mindre relevant for hver time over de næste to dage, og hvis alt går vel er jeg på arbejde igen i løbet af næste uge.

Det har taget hårdt på systemet - også nerverne - at være indlagt igen og det er, må jeg indrømme, utroligt frustrerende ikke at vide præcis hvad jeg har fejlet. Hvis det kommer igen og viser sig med sikkerhed at være galdesten, så skal jeg have fjernet galdeblæren. Men lad os håbe det ikke kommer så vidt.

Tak for besøgene over de to indlæggelser, Charlotte, Ulla, Søren (+drengene), Nina (+Elva), Nicolai, Lea, Annette, Christian, Lisbeth (+pigerne), Rikke, Vibeke, Anders, Jennie, Loa og Filip. De betød mere end I aner - og det skal jeg huske næste gang en ven bliver indlagt.

Måske farvel

Denne uge har indeholdt de hårdeste 24 timer i mit voksne liv.
Det lyder voldsomt - men der er også voldsomt.

Min søster og jeg tager på landet mandag for at se til mine forældre og for at deltage i et såkaldt netværksmøde med psykiater, psykolog og distriktspsykiatri-sygeplejerske. Mødet var tirsdag.

Mandag møder der os et kaos som jeg ikke før har oplevet. Min mor er i øjeblikket så mentalt svækket at hun stort set ikke kan udtrykke sig meningsfyldt. Alt er farligt, alt er umuligt. I hendes øjne.

Det er hårdere end det lyder. ALT er umuligt. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe.

Jeg vil ikke skrive i detaljer om de episoder der udspiller sig, men det er hjerteskærende og uhyggeligt at se min mor reduceret til et barn. Et følelseshæmmet barn.

Både min far, søster og jeg har hver vores sammenbrud i løbet af aftenen og om morgenen, og min mor ‘er der bare’. På et tidspunkt sidder jeg lige over for hende og ser hende i øjnene. Tårerne triller ned af mine kinder og hun stirrer tomt på mig. Det er noget af det sørgeligste jeg nogensinde har oplevet. Det gør ondt i hele kroppen at opleve det.

Tirsdag morgen vil hun ikke have at jeg løber en morgentur. “Du må ikke løbe væk”. Ingen yderligere argumentation. Bare, fordi!

Vi skal til netværksmøde kl 12:45. Kl. 06 bliver min mor nervøs for om vi når det, og må stå op. Igen springer jeg detaljer over. Men tør godt sige at vi oplever min mor på en måde som ingen har godt af at opleve et nært familiemedlem. Hun siger det faktisk bedst selv da vi må bruge 10 minutter på at få hende ind i bilen fordi hun mangler noget. “Jeg skal have mig selv med!” 

Mødet.

Psykologen vil godt køre mødet som en slags serieinterviews i plenum. Det giver god mening. Min mor fatter intet.

Vi græder. Og fortæller om ting hun har gjort og sagt over de seneste 3-4 uger. Og distriktssygeplejersken bakker os op. Og psykiateren bakker os op. Og psykologen bakker os op. Og alle er konstruktive og pro-aktive mens vi andre mest græder, men også får sat ord på alle de ting der er i vejen med min mors psyke.

Hun har måske demens. Siger psykiateren. Men det kan også være en sen-hjerneskade fra en række bittesmå blodpropper, afledt af en atrieflimmer hun har haft i flere år. Siger psykiateren.

Vi ved ikke hvad der lyder værst.

Hun skal indlægges. Det er alle enige om. Undtagen hende. Hun tør ikke. Det ville blive hendes tredje indlæggelse på 8 måneder.

Det tager 6 mennesker en time at få hende til at sige ja til en frivillig indlæggelse, som gør processen nemmere. 20 minutter senere har hun glemt at hun har sagt ja, og vi må forklare hende det hele igen. Og igen. Og igen.

Hun bliver nok indlagt i løbet af den næste uge. Og skal udredes med henblik på at stille den tredje/fjerde diagnose på 8 måneder. Mani. Depression. Bipolar. Dement? Hjerneskadet?

De øjeblikke jeg har helt tæt sammen med hende over de 24 timer er de hårdeste. Hun er der næsten ikke. Hun sidder der, men min mor er der ikke.

Frit valg på den mest nederen hylde

Det er 6 uger siden jeg skrev et længere indlæg om min mor og hendes indlæggelse. Min mor er hjemme igen og i klar, utvetydig bedring. Det virker næsten som en alternativ virkelighed, det der skete. Svært at forholde sig til, og samtidig står det lysende klart i hukommelsen. Der kom i øvrigt et radioindslag ud af det (ca. 55 minutter inde). Det var også svært. Men også en nødvendig ventil som jeg har fået meget fin feedback på. De var flinke og forsigtige og jeg følte mig godt behandlet.

Mens min mor har været indlagt, og i virkeligheden et par måneder før det, har min far også været syg. Ikke psykisk, som min mor, men fysisk. Han har spist mindre og mindre og for at gøre en virkelig lang historie kort(ere) så har han i den sidste måned på det nærmeste ikke spist noget. Vi er flere i familien der frygter at kræften har fat igen.

En af grundende til at jeg tog til mine forældre i weekenden var at vurdere hans fysiske tilstand helt tæt på, i et par dage. Han vejer forsvindende lidt. Hans læge har ikke reageret - før min søster i dag tog fat i ham - altså lægen.

I aften blev min far indlagt til observation og med det del-formål at få noget næring i ham. Det er selvfølgelig ret kaotisk, men også rart at nogen nu ser til ham med professionelle øjne.

Jeg synes, det der med at være den voksne over for sine forældre, stinker. Men bekymringer omkring nære venners eller familiens svære sygdomme, om de er fysiske eller psykiske, er altså nødvendige at dele med andre.

Ellers bliver man selv skør. Ellers bliver jeg selv skør.