…når de, efter begge at have været alvorligt kræftsyge i aller nærmeste fortid, begge lægger telefonbeskeder om at jeg skal ringe hurtigst muligt - og det så drejer sig om at de har glemt en FUCKING iPad-pinkode, som jeg har skrevet med 3 cm høje bogstaver på en neonlyserød seddel som jeg har hængt på deres opslagstavle i gangen, så tydeligt at cyberforbrydere kan læse den fra gaden.
- og det ikke er første gang det sker.
For helvede.
I går var international the day we fight back-dag. I Danmark kaldte vi det #taginternettettilbage og vi var (mit bedste bud) omkring 500-600 mennesker der mødtes ved den amerikanske ambassade og siden gik til Christiansborg Slotsplads, for at markere vores frygt for- og eklatante afstandtagen til den default indeksering (overvågning) af vores, verdenssamfundets, digitale liv, foretaget af NSA, GCHQ, PET og en række andre efterretningstjenester og andre nationale spion/kontraspionage-enheder verden over.
I kølvandet på whistleblower Edward Snowdens afsløringer står det klart at der er tale om et omfang af registrering der får Stasi til at ligne en samling blinde og døve pennevenner med nedslidte blyanter og vådt brevpapir.
En af de typiske kommentarer fra skeptikere imod os der råber op, har været at det er paradoksalt at vi deler information om en demonstration på Facebook, hvor al vores data bliver brugt mod- og med os. Men det er ikke sammenligneligt med den indeksering som NSA og co. har lagt for dagen. Med Facebook (og Twitter og Tumblr osv) har jeg (vi) en aftale. Her skriver jeg under på at de godt må dele mine oplysninger med folk der vil sælge mig noget. Det er den pris jeg helt overlagt og bevidst betaler for et spændende, lærerigt og underholdende netværk af venner og bekendte, online. Det skriver jeg under på i en TOS - en Terms of Service. Og jeg får gode tilbud på fastspolehjul i min strøm, men det er en anden historie.
Jeg har sgu ikke skrevet under på nogen Terms of Service med NSA, lige som jeg har meget svært ved at gennemskue hvad de tilbyder mig i tilgift til alle mine metadata. Derfor er det ikke sammenligneligt. Og derfor skal folk vågne op og lugte til overvågningen. Det virker grotesk at skulle understrege det men, som jeg, i dagens udgave af Politiken, er citeret for at tweete, så er et verdenssamfund med en default-overvågning af *alle* menneskers digitale liv et sygt verdenssamfund.
Salget af 19% af aktierne i DONG til Goldman Sachs ligner en realitet. Hvad Anne Knudsen i denne kommentar, og sammen med mange andre kommentatorer, aldeles glemmer at forholde sig til, eller simpelthen ikke formår at forstå, er at det ikke handler om hvor mange penge, eller hvor meget godt salget til Goldman Sachs kan gøre det danske folk.
Det handler om Goldman Sachs.
Hvis jeg havde brug for hjælp til at holde styr på gemytterne til en stor festival, så gik jeg da også bare til rockerne. De bor jo oppe på Strandvejen i et hus der indikerer at de virkelig forstår at tjene penge - og de sidder jo ikke i fængsel alle sammen, så skidt med at de kontinuerligt bliver dømt for narkobesiddelse, ditto salg, trusler, vold, drabsforsøg etc etc. Så længe det de gør for mig er i orden, så er alt i skønneste orden!
Det handler om gammeldags moralsk kvababbelse. Vi handler kraftedeme ikke med nogen der har så rådden en moral som Goldman Sachs. Og ja, de får igen og igen rekordbøder for deres metoder, og ja, selv vores egen regering kæmper mod Goldman Sachs’ modus operandi med den ene hånd, mens den anden hånd velvilligt rækkes frem til håndtryk.
Den er ikke længere, end at det er forkert, fordi det er Goldman Sachs. De opererer umoralsk. Og det skal vi ikke på nogen måde være med til.
Men det kommer vi nu til.
Godnat og sov ad helvede til.
Hvide Hest, Vesterbro ♥. Klik på billedet for at se en større udgave.
Af og til får jeg bare de her idéer. De er totalt ubrugelige men jeg kan ikke lade være med at udføre dem.
Jeg har i en årrække haft ansvaret for en del af den australske trommeslager og komponist Virgil Donatis online-tilstedeværelse®. Det udtaler han sig om her.
De seneste par år har det blandt andet inkluderet at jeg har samarbedet med YouTube gennem deres Content Verification Program og at jeg er community manager på hans Facebook-side.
Sidstnævnte har oplevet en flot fremdrift i år og det tilskriver jeg næsten udelukkende det fantastiske indhold vi har produceret. Vi hyrede den amerikanske multikunstner Carl King til atfilme og producere et par højkvalitets videoer, som vi har delt på Facebook, YouTube og Vimeo. Især de direkte uploads til Facebook (i modsætning til YouTube-indlejring) har givet pote. Således har vi af flere gange nået ud til flere hundredetusinde mennesker, gennem organisk deling/spredning. Og siden er så småt ved at runde 80.000 fans (likes).
Oveni var det en stor oplevelse at få lov at lave coveret til hans seneste udgivelse sammen med min fætter, arkitekten Lars Steffensen. Det blev et utroligt flot resultat, som jeg er meget stolt af.
Det er min forventning at vi i første halvdel af 2014 runder 100.000 fans på Facebook, men det er ikke et mål i sig selv. Målet er at blive ved med at producere mere super godt indhold - så kommer de nye fans af sig selv.
Jeg bed mærke i et tweet fra Ricki Mae Melchior, hvor han kommenterer en del unavailable content ovre på Rdio. Jeg må indrømme at jeg har været ude for det samme.
Det er sjældent sådan at numre helt forsvinder, ofte er det en udgave af et album der afløses af en anden udgave. Det var for eksempel tilfældet med Michael Jacksons BAD-album, der pludselig var blevet afløst af en særudgave, med endnu flere numre. Det er ikke det store problem hvis man vi høre hele albummet. Så tilføjer man det blot i sin collection, eller afspiller det on the fly.
Men hvis man har snuppet enkelte udvalgte numre fra BAD, som man har tilføjet til en spilleliste og så det album er fjernet, så bliver numrene unavailable (utilgængelige) og dét er rigtig uheldigt, når nu de rent faktisk findes på Rdio! For så amputeres de spillelister man bruger så meget tid på at konstruere.
Og det er pt Rdios største udfordring, synes jeg. Designmæssigt er de stadig lysår foran Spotify - og samspillet mellem iOS og Mac OS-apps er fejlfrit.
De bliver nødt til at løse det, for det er irriterende at skulle hente de samme numre til en spilleliste igen og igen.
2013 var året hvor min mor, oven på min fars forløb med 3 kræftsygdomme, blev diagnosticeret med kræft, i form af en stor led tumor. 2013 var også et jobmæssigt noget omtumlet år, så på mange måder var det ret fedt at året bare susede derudaf og forsvandt.
På den anden side var det også året hvor begge mine forældre faktisk kom sig oven på deres kræftsygdomme og nu begge to er symptomfri. Og det var en af de bedste somre jeg kan mindes. Fyldt med venner, hvidvin, fisketure, musik, bøger og lange cykelture.
Som så mange andre har jeg også gjort mig et par tanker om det kommende års tid og de kan som sædvanligt gøres op i hvad man gerne ser lidt mere og lidt mindre af, hvis man selv får lov at vælge - og det gør man som regel, når ikke det for eksempel gælder føromtalte kræftsygdomme.
Så her kommer de, i en ikke-prioriteret rækkefølge, mine ønsker for 2014:
Færre nyhedsbreve i min indbakke
Flere fisketure
Flere e-bøger
Flere lange middagsselskaber
Flere egenproducerede podcasts
Flere løbeture
Mindre Facebook
Mere Twitter
Mere leg
Flere kreative projekter (2 på vej i skrivende stund)
Mere hjemmelavet snaps (4 på vej i skrivende stund)
Færre biler
Flere cykler
Mindre H&M
Mere Etsy
Mindre NSA
Mere NASA
Mere ASMR
Mere kærlighed
Mindre Vild med dans
Mere dans
Godt Nytår!
Som ung trommeslager har man, som alle andre musikere, en række helte, der er med til at forme ens smag og ens opfattelse af hvad der fungerer musikalsk, hvad der er beundringsværdigt og attråværdigt. Meget få trommeslagere var på højde med dig, hvad det angår. Du fungerede altid musikalsk. I forgårs døde du, kun 59 år gammel.
Dine utallige verdenshits og dit arbejde med de største stjerner, Michael Jackson, Phil Collins, Whitney Houston, Mariah Carey, Al Jarreau, Babyface, Eric Clapton, Lionel Richie - listen er fantastisk lang – cementerede din position som en af de mest lyttede-til musikere i verden. Dine grooves var i en helt særlig liga. Og de har for altid indprentet sig i min hjernebark. Din timing var uovertruffen og din smag altid et spørgsmål om præcis hvad musikken, nummeret, situationen havde brug for.
Derfor står dette ene, dit storladne slag ved breaket i ’I Will Always Love You’ inden musikken modulerer og Whitney gentager omkvædet, også som en perfekt salut til dit eget liv. Det var nemlig dig der indspillede det, og resten af nummeret, naturligvis.
Som gravskrift står også dine perfekte grooves på ’Change The World’ og ’Talk To Me’ fra Babyface: Unplugged in NYC, der begge simpelthen satte så høje standarder for hvordan den slags musik skal leveres. Tak for dem. Og tak for musikken og inspirationen. Hold op, hvor vil jeg savne dig.
2013 har været en smule mere dynamisk på jobfronten, end de forudgående år. Nytår 2012/2013 blev min arbejdsplads, Center for Designforskning, nedlagt af Morten Østergaard (rigtig, rigtig dum beslutning) så der skulle vi alle ud og lede efter nye udfordringer. Dem fandt jeg i div. små kreative freelanceopgaver for at ende med en plads hos LBi, hvor jeg for alvor fik testet mine evner som community manager for et stort brand og med mere end en million Facebookfans.
Mine kolleger var fantastiske, men det var ikke det rigtige match, så jeg sagde op 1. juli og holdt den længste og mest fuldgyldige sommerferie siden jeg var barn. jeg har stadig et super forhold til holder på LBi. De er nogle af de dygtigste og hårdest arbejdende mennesker jeg har mødt og jeg ser dem stadig privat.
Derefter rykkede jeg til memit, der tilbød en mulighed for at prøve kræfter med en start-up for første gang, for mit vedkommende. Det viste sig dog hurtigt at likviderne ikke slog til og de måtte omstrukturere for at fokusere på udvikling frem for kommunikation. Den helt rigtige beslutning. Og det efterlod mig i slutningen af oktober med en åbning for at komme til at arbejde sammen med min gamle ven Bo, som jeg havde kommunikationsfirmaet StrateKo med for en håndfuld år siden. Han var nemlig i mellemtiden skiftet til det lille reklame- og kommunikationsbureau Benzin, hvor der var plads til mig og hvor jeg nu i et par måneder har slået mine folder og befinder mig rigtig godt.
Jeg kører ikke på fuldtid, så 2014 er egentlig meget åben på jobfronten og tegner til på mange måder at kunne blive super spændende. Måske opgraderer vi til et fuldtidssamarbejde, Benzin og jeg, måske får jeg mulighed for at kombinere med egne projekter eller freelance for andre. Jeg har blandt andet et par venner, jeg har planer om at prøve ting af med. :)
Rigtig godt arbejdsrelateret nytår til jer alle!
Jule- og nytårsudgaven af Podcrastination er i luften. 45 minutters løs snak, anekdoter og julemusik. Altsammen blot for at ønske dig en rigtig glædelig jul og et godt nytår!
I programmet nævner jeg følgende julekalendre:
Juletrauma.dk
Mindreendtre.dk ( <3 )
Jeg nævner også naturvin, som du kan læse lidt mere om her.
Og så skylder jeg lige en kort kommentar til ABBA-numret. Jeg synes det er et ret smukt (om end noget overspillet) nummer, som indeholder præcis den rette mænge glæde og melankoli som er kendetegnende ved et nytår, hvor man ser tilbage på alt det gode og mindre gode der er sket i løbet af året. Derfor slutter jeg af med den.
Fra mig til dig. 37 minutters tømmermandspodcast.
Jeg nævner blandt andet denne dokumentar om og med Daniel Lanois. Den er i sig selv fremragende mod tømmermænd.
HERE IS WHAT IS from Daniel Lanois on Vimeo.
Det er mandag aften - jeg sidder med et glas rødvin og kommenterer højlydt, og dog all by myself, Sam Seaborns opførsel over for den unge kønne jurastuderende turned luksus-callgirl.
Lad os lige komme i rette stemning.
December måned har nemlig for mit vedkommende en tradition der gør juledagene rangen stridig som decembers vigtigste tema: Jeg ser The West Wing. Igen. For 6. gang, tror jeg. Fordi det er den bedste serie der nogensinde er lavet, og fordi jeg stadig ikke har fået nok af den.
Og nu har Sam lige lavet en scene på en restaurant, fordi han ikke kan lade den kønne unge callgirl være. Fordi han vil redde hende. Og jeg forstår ham. Og vender øjne og kommenterer det alligevel. Og det jo bare en fucking serie. Som jeg har set 5 gange før.
Er det ikke fantastisk så meget man kan holde af en serie?
Jeg er totalt hooked på at lege radio! Det er skide sjovt og jeg lærer faktisk en del hver gang. I denne, min tredje podcast, introducerer jeg eventuelle lyttere til den amerikanske duo Pomplamoose. Jeg glemmer såre at fortælle at alle sangene også kan købes på iTunes, men vil her godt understrege at de altså selv har lagt dem på Soundcloud til fri afspilning.
Denne blev til i et lidt forhastet tempo, men selv om lyden er lidt dårligere og mindre ensartet end ved Podcrastination #2 så lærte jeg igen noget der forhåbentligt gør en positiv forskel på den lange bane. Enjoy! Og husk at kommentere med links til gode kunstnere på Soundcloud.
Jeg ku’ simpelthen ikke holde mig fra at fortsætte gårsdagens eksperiment med min nye mikrofon. Det er tydeligt at jeg lige skal lære den at kende, men det er også tydeligt at det med tiden nok skal lade sig gøre.
Der er mindst 1 større fejl i dette podcast - kan du mon høre hvad det er for en? Her det i hvert fald - Podcrastination #2, med både filmmusik, dansk musik og smukke ballader. Hvis du har bud på soundcloudnumre jeg kunne inkludere i fremtidige temaudsendelser, så smid dem i kommentarsporet! God fornøjelse.
Dedikeret til Philip Petersen, aka @pippipsi
Det taler i virkeligheden for sig selv:
(Jeg sang vocoder-lead + kor og programmerede (lidt) bas + trommer - Hannibal spillede guitar, bas, keyboards, trompet og sang kor)
Det er længe siden en film har påvirket mig fysisk på den måde. Jeg tog mig selv i at holde vejret og spænde i maven over lange passager i filmen. Og i nat drømte jeg utallige billeder fra den.
Uden at sige mere kan jeg sige at det var årets filmoplevelse for mit vedkommende. Min varmeste anbefaling.
Update:
Ok, et par ord mere…
Jeg har visualiseret scener fra filmen hele dagen i dag. Jeg så den i går aftes og den sidder fast på nethinden.
Den minder mig om første gang jeg hørte Kitaro og Jean Michel Jarre. Det var samme aften, hos mine forældres venner på Ærø. Jeg var 12 år gammel og jeg var fuldstændig blown away over at to mennesker på hver deres måde kunne skabe en sådan skønhed og storhed, og orkestrere det med så stor stilhed. Ja ja, siden gik det galt for både Kitaro og Jarre, men de havde fat i noget helt centralt tilbage i 70'erne og starten af 80'erne.
Jeg tror Gravity har muligheden for at blive kendt for et paradigmeskifte i filmkunsten. Den formår at sætte nye standarder for uro, ro, klaustrofobi, agorafobi, angst i al almindelighed, skrøbelighed, menneskelighed og måske flere ting endnu - i filmens verden. Og så har Steve Price skabt et helt fantastisk soundtrack. Se den, og lad os snakke om den. Hvad synes du om den?
Ovenstående er den mulige titel på et eventuelt tilbagevendende podcast fra min side. Jeg har længe holdt af formatet men har savnet en anledning til at få det prøvet. Det gør jeg sådan set stadig, så nu er anledningen altså bare… at få det prøvet! Her indledningsvis på absolut amatørvis - og på bedste beskub, uden decideret velegnet udstyr.
Af fremtidige emner er følgende oplagte: Musik, sprog, gadgets, arbejdsliv, trommer, networking, film og tv. Og jeg vil samtidig lede efter oplagte samtalepartnere/gæster.
Herunder finder du det aller første spæde forsøg, optaget direkte på en iPhone 4S, inklusiv høje synkelyde, spytsmask, anglicismer og uden manuskript. Derfor glemte jeg også at få sagt at stemmetemaet jo kom i spil allerede med Susannas bløde røst - og jeg glemte hvad Snarky Puppys koncertserie hedder, nemlig ‘Family Dinner Volume One’.
Men al begyndelse er svær. Det være hermed dokumenteret og skåret ud i pap. Links til omtalte stemmefænomener følger nedefter i dette indlæg.
- ELEKTRONISTA (bestyret af Christiane Vejlø)
- TECHSISTENS (bestyret af Patrick Damsted og Susanna Rankenberg)
- HARDDISKEN (bestyret af Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen)
- SCIFI SNAK (bestyret af Jens Hjerrild Poder og Anders Høeg Nissen)
