For 3 måneder siden blev min mor udskrevet - efter en indlæggelse med manisk psykose.
Det var en god indlæggelse, på den måde at den virkelig hjalp hende, både med medicin og talrige samtaler med det dygtige og venlige personale på afdelingen.
Hun var også glad for at komme ud igen. Ud i virkeligheden. Ud til en efterbehandling under distriktspsykiatrien. En efterbehandling der ikke har fundet sted.
Det var meningen af de skulle have set hende efter 5 dage hjemme. Det blev hurtigt til 10. Og dén aftale blev så flyttet. Til en ny dato. Som også blev flyttet på grund af sygdom hos dem. Så der gik 4 uger inden der igen var nogen der tog sig af hende.
Det var for lang tid. For i mellemtiden var hun blevet nervøs og havde mange bivirkninger fra sin medicin.
Da hun endelig kom til samtale sagde de at det var for tidligt at justere hendes medicin, og at hun måtte forvente at ha’ det dårligt i et stykke tid, også selv om hun havde fået det markant dårligere siden hun var kommet hjem. Derefter har det nærmest været umuligt at få noget ud af dem. Ingen behandlingsudsigt, ingen køreplan, ingen updates.
5 samtaler på 3 måneder er det blevet til. Efter en indlæggelse hvor hun havde 3 samtaler dagligt.
Distriktspsykiatrien har haft mig, min søster, min far og mor i røret løbende, alle sammen frustrerede over det totalt mangelfulde forløb og over at de billedeligt talt tabte hende på jorden igen.
Det er desværre præcis hvad der er sket. Hun har fået det værre og værre over de sidste par måneder og i dag havde min mor det igen så dårligt at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv, så i dag blev hun indlagt. Igen.
Hun er ikke manisk. Måske nærmere angst. Helt ufatteligt bange. Bange, usikker, rådvild, fra snøvsen. Det er ikke til at bære.
Når hun igen bliver udskrevet til distriktspsykiatrien, hvad så?