Godt Nytår

Kære ven,

2018 var et godt, travlt og spændende år, hvor jeg dog ikke fik hverken fisket eller spillet trommer så meget som jeg gerne ville, men ellers nåede at have mange dejlige oplevelser. Året forinden var min far som bekendt, død og det trak lange, tunge skygger ind i 2018, men med den lange varme sommer kom også de der magiske aftener med venner, hvidvin og vigtige samtaler om livet.

Der kom også en masse kærlighed som jeg måske vil skrive mere om på et senere tidspunkt.

2018 blev året der cementerede podcasts som mit mest benyttede medie, både for nyheder, underholdning og historiefortællinger af både fiktiv og faktuel karakter. Men også året hvor YouTube skød op i min bevidsthed som et medie med så meget godt indhold der blot sad og ventede på mig. Det er der jeg ser NBA-sammendrag, Rocket League-gameplay og der jeg får stillet en af mine mere pudsige lyster, nemlig restoration videos.

Jeg er stor fan af repair cafés og tanken om at reparere i stedet for at købe nyt. Og ridende på den trend er en lang række fantastisk dygtige makers, fra hele verden, som finder gamle ting og sager som de sætter i stand. Med mit ønske for dig om et godt nytår, får du her 3 gode eksempler på restoration videos der har inspireret og fornøjet mig i det forgangne år. Godt Nytår!

Happy Birthday, Virgil Donati!

Today is Virgil Donati's 60th birthday.

He is the pinnacle of modern drumming and has relentlessly pushed the boundaries of drumming for more than 57 years.

I met Virgil in Copenhagen back in 1996 and from what was initially a fan/idol relationship, we formed a friendship that lives on.

I quickly became a moderator on his (then newly established) website forum, and later an editor and community manager. We grew the forum from 75 people to around 100.000 active, dedicated fans, before social media came along, and I continued my work on his various social profiles, as well as taking over for my friend Chris as Virgil's webmaster. We now entertain 170K+ fans.

Screenshot 2018-10-20 at 17.17.24.png

It is a joy to work with an artist of his caliber, and his dedication to be better at what he does is contagious and inspiring.

Although he compares to no-one, I think Bryan Beller hit the nail on the head when he described Virgil after playing with him on an improv show with Mike Kenneally:

Imagine the technical accuracy of Mike Mangini, the off-the-rails phrasing of Vinnie Colaiuta, the beat-displacement of Dave Weckl, and the rock sensibility of Tommy Aldridge, and that's pretty much Virgil Donati—all of it, all at once, all the time"

Speaking of Weckl and Vinnie, I reached out to a few of the world's greatest drummers and asked them if they'd like to join me in wishing Virgil a happy birthday.

Here it is. A short compilation of birthday greetings to Virgil from a handful of some of the other great drummers on this planet.

Happy Birthday, Virgil!

/Jeppe





Tillykke, Look Sharp!

Verdens bedste popalbum fylder 30 år i dag.

Jeg fik i sin tid credit for at være den første i min friskoleklasse der købte Look Sharp på kassettebånd. Den blev et backdrop til en stor del af min klasses fælles liv og den blev soundtracket til læsningen af 20 Dennis Jürgensen-bøger for mig, fra jeg var 12 til 14-15 år gammel.

Når jeg genhører det er der naturligvis en masse gode minder forbundet med det, men der er også en næsegrus beundring. Jeg mener, ganske seriøst, at det er det bedste og mest helstøbte popalbum i verdenshistorien. Det hele er så knivskarpt produceret af Clarence Öfwerman og som gammel trommeslager finder jeg hans sans for hihat og tamburin-detaljer fuldkommen uovertruffen og vanvittigt imponerende.

Der er de helt store ballader, Listen to your heart, Cry og blockbuster-hits som The Look, Dressed for success, Dangerous og så power-pop-sangene Shadow of a doubt, Sleeping Single, Dance Away, Chances og min lille favorit, Paint. Kombinationen af Per Gessles sangskrivning og Marie Fredrikssons tørre, inderlige vokal var simpelthen historisk god.

Tillykke med de 30 år til et popalbum der stadig er sprødt, skarpt og vanvittigt iørefaldende!

Look Sharp.jpg

Kære Kim Larsen

-Forleden da jeg kørte afsted 
godt stresset gennem byen
da skete det på et kort sekund
at solen brød som et lyn gennem skyen
-Måske jeg blir en smule sentimental
-Stjerner dukker frem
bag månens lyse bue
dagen går på hæld
det mørkner i min stue
-Skal jeg sige at jeg elsker dig?
åh nej, du ka' tro nej
for det har du sikkert hørt så tit
-Det var i nittenniogfyrre eller cirka der omkring
-Tiden den er gået med raske vingeslag
det er lang tid siden den første dag
-Livet er langt
lykken er kort
-Tik tik, klokken slår og slår
tiden går og går, vi levede igår
-Jeg tæller stjernerne
til tankerne får vinger
som jeg kan flyve på
-Søvnen sænker sig
det er på høje tid
frygtløs sover jeg ind
thi natten den er blid
-Fuldmånen står hvid
-Om lidt, om lidt er vi borte
 
vi ses måske igen
-Åh manãna
håber vi får i morgen med

Dagligdagsgrej

Hvad får dig gennem dagen? Ja, kaffe og mad og (måske) kolleger osv, men hvilke værktøjer bruger du? Her er en liste over min everyday carry, som sådan noget hedder på internetsprog :)

dt_alt.PNG

Hej mor!

Min mor har boet på plejehjem ude på landet, i 2,5 år.
 
I de 2,5 år har hun været skrevet op til plejehjemsboliger i København, og var, indtil for 3 uger siden, blevet tilbudt to forskellige, dog uden at takke ja. Så hun har boet 115 km fra min søster, mig og resten af familien de sidste par år.

Men for 3 uger siden kom så endnu et tilbud, og jeg satte alle kræfter ind på at overtale hende til at takke ja.

Det lykkedes, og de sidste 3 uger har været en lang maratonsprint med at få pakket hendes liv ned, mens hun boede midlertidigt hos min moster, flytte det hele til byen, og pakke ud igen.

Og nu bor hun i 20-minutters cykelafstand fra mig, 10 minutter fra min søster og 5 minutter fra min moster.

Det bliver så godt.

God sommer!

Ugens Udvalgte

Jeg udsender som bekendt et musiknyhedsbrev hver torsdag morgen. I denne uge er højdepunktet nok danske Jadas fabelagtige Keep Cool. Ja, der er lidt nøgenhed, men det hele handler alligevel om musikken, som er sublim.

Podcasts

Manner, jeg hører mange podcasts i disse år. Her er en udvalgt skare af de vigtigste:

99% Invisible er et program om samfundet i bred forstand, men med fokus på de usynlige elementer der former samfundet.

Criminal er korte historier om kriminalitet, så i modsætning til de lange True Crime podcasts kan du fortære en hel fortælling på 20 minutter.

Song Exploder er historien bag sanges tilblivelse, fortalt af kunstnerne.

The West Wing Weekly er min yndlingspodcast over dem alle - den gennemgår metodisk hver eneste afsnit af The West Wing, verdens bedste dramaserie.

What Trump Can Teach Us About Con Law er en uhyre interessant vinkel på Donald Trumps uhyrligheder. Hvornår trækker han (frivilligt eller ufrivilligt) tråde tilbage til tidligere tiders præsidenter, og hvornår er han på kanten af den konstitutionelle lov?

No Such Thing As A Fish er hele research-holdet bag QI, der hver uge vælger hver deres yndlingsfakta.

Missing Maura Murray er en uhyggelig sand historie om en kvindes forsvinden.

Still Untitled er Adam Savages officielle podcast. Hvis du ku' li' Myth Busters vil du elske Adams podcast.

Strangers er danske Lea Thaus fascinerende fortællinger om rigtige menneskers oplevelser i en skør verden.

Self-Help Less er 3 (nogle gange flere) kvindelige komikeres take på verden.

Third  Ear er noget af det bedste fra den danske podcast-verden. Hør 'Kvinden med den tunge kuffert'!

Desert Island Discs er kendte menneskers yndlingsmusik.

Stephen Fry's Great Leap Years er historien om menneskers utrolige opfindelser gennem tiden.

NPRs Hidden Brain er alt det du ønskede Hjernemadsen var.

Vergecast er de bedste tech-nyheder du kan lytte til.

Ricky Gervais har måske den mest imponerende podcasthistorie over de sidste 15 år. Han er stadig i absolut topform.

The Move er Lance Armstrongs ganske overraskende sublime podcast om cykling og aktuelle cykelløb.

Malcom Gladwells 'Revisionist History' tager et nyt kig på ting vi troede var slået fast med syv-tommer søm som fakta. Og hvor vi tager fejl.

Og hvis der nogle af disse du ikke har hørt, så kan jeg varmt anbefale dem alle sammen!

 

Podcasts.png

Jeppe 4.1

Hey, det er min fødselsdag!

Hvad gi'r man sig selv i 41-års fødselsdagsgave?

Jeg har givet mig selv dette nye website. Jeg har lavet det over de sidste 14 dage. Og jeg havde egentlig overhovedet ikke brug  for det. Men af og til er det dejligt med lidt uprovokeret forandring.  

Det er bygget i Squarespace, som blandt andet tillod mig, uden det mindste besvær, at importere hele min blog-historik fra Tumblr.

Det var vigtigt for mig at få historikken med, fordi jeg de sidste år har skrevet om blandt andet sygdom og dødsfald - og fordi de elementer har været en uomtvistelig del af den jeg er og har været i de sidste  par år.

På min 40-års fødselsdag holdt jeg en kæmpe fest med live-band og bobler og over 100 mennesker på Vega. Det var et bevis for mig selv, på at der er meget jeg gør rigtigt når det kommer til venskaber.

I aften sætter jeg mig ned på Vinhanen og lader hvem der har tid og lyst stikke hovedet forbi.

Det er sjovt, jeg fornemmer i højere grad et forsøg på at lave en status over mit liv i forbindelse med denne fødselsdag, end sidste år da jeg fyldte 40. Måske er det fordi min far i mellemtiden er død og det nok slet ikke er så underligt at gå med den slags behov, i kølvandet på noget så omvæltende.

Arbejdsmæssigt har jeg været rundt omkring de sidste par år, men det har hele tiden drejet sig om digital kommunikation i en eller anden form. Det føler jeg mig godt tilpas i. Ikke en tilbagelænet tilfredshed men en fortsat nysgerrighed mod forandringer, nye kulturer online, det digitale samfund og vores venskaber og fællesskaber. Flere af mine online-fællesskaber har 15 på bagen og  har for længst blandet sig med min fysiske verden og det gi'r ikke længere mening at opstille de to ting som modsætninger.

Jeg er lykkelig for de mange fantastiske venskaber jeg dyrker. Jeg elsker at dele musik med dem der har lyst til at lytte, og jeg nyder at prioritere tid til at fiske, øve trommer, spise god mad og lytte til en million forskellige podcasts. Jeg bor i Københavns dejligste kvarter og har de bedste naboer man kan tænke sig.

Det' den dejligst morgen i hundrede år, og jeg lever.

Min far er stadig død

Det er det der er så langt ude.

Jeg sover dårligt. Så dårligt at jeg har bedt om hjælp til at få styr på det. Jeg bliver ved med at drømme om grå og sorte plamager på størrelse med LP’er, som svæver foran mig, og som jeg bør tage mig af, men som jeg ikke kan hverken begribe eller gribe fat i. Og så vågner jeg. Og tænker.

Jeg savner ham. Mere end jeg troede muligt. For de sidste par år har jo ikke været sjove. Ikke fordi vi sku’ grine hele tiden, men han har været rigtig ked af især det sidste år, hvor han blev svagere fysisk og med hjælp fra en del alkohol drømte sig tilbage til slutningen af 50′erne og de næste 10-15 år frem, hvor Københavns natteliv var hans legeplads.

Og den historie er jeg lige dele fascineret af og misundelig på. Tænk, ikke at bekymre sig om sene måltider eller røg i lokalet, i en verden uden 20-minutters nyhedscyklusser og sociale medier, der drager publikum mod telefonerne i deres lommer. Tænk, at være en hjørnesten i en vennekreds af de mest kreative, kærlige og musikalske venner i byen. 

4 dage før min far døde besøgte hans gamle ven Benny Holst os på hospitalet. Benny har været en fast bestandel i min barn- og ungdom. Jeg boede hos ham da jeg var i praktik i drumstick på Frederiksberg som 14-årig. Han lærte mig at elske Clapton og Little Village.

Benny genfortalte historien om hvordan Jørgen Saabye, der også var en del af vennegruppen fra Kunsthåndværkerskolen, (hvor min far uddannede sig som keramiker) en aften i 1959 introducerede Benny, Povl Dissing og min far for Ray Charles. Mens jeg skriver det her hører jeg Ray Charles, og tårerne triller.

Ray Charles blev fundamentet for flere danske musikalske karrierer og vi græd sammen da både min Ray Charles og min far døde.

De sidste par uger har været fyldt med kvalmende mange praktiske gøremål og mange almindelige ting virker fuldkommen ligegyldige. For normalt, efter hårde, prøvende tider, bliver alting godt igen. 

Men min far er stadig død. Det er det der er så langt ude. 

image

Min far i midten med den grønne sweater, med resten af Ricardos Jazzmænd i Nyhavn 1963 (v-h Swing-Jørgen, Pip-Hans Holbroe, Fessor, min far, Ricardo, Thorkild Møller)

Tale til min fars bisættelse

image

                                 Min far illustreret af Susanne Koefoed


Kære Mogens

Jeg lærte hurtigt at du var mere end en brik i familiepuslespillet. Mere end ‘far’. Derfor kaldte jeg dig aldrig Far, men altid Mogens. Store-Mogens. Bas-Mogens. Det var jo nok Bas-Mogens der var den afgørende faktor, da jeg som 7-årig fik et trommesæt i fødselsdagsgave. Med det plantede du musikken grundigt i mig. Tak for det. Også selv om vi havde en kort og uskøn omvej gennem mine violin-øvetimer i det gamle hus på Vestergade.

At du en gang om måneden fyldte stuen til en øver med dit orkester, og konstant hørte jazz i radioen, gjorde at jeg både kunne høre og elske forskellene mellem Johnny Hodges, Lester Young, Ben Webster og Coleman Hawkins, inden jeg var 12.

Du havde en drøm om at jeg skulle være skakspiller, og du skulle rejse med mig jorden rundt, og lave mad til mig. Maden lavede du, men jeg blev hjemme. Det var nok meget godt, for ellers havde Store-Mogens måske ikke lært mig glæden ved at vente gæster, glæden ved det gode måltid og glæden ved at eksperimentere i køkkenet.

Din naturlige forståelse for sprogets finurlige mangfoldighed er også noget du med entusiasme tog med fra din side af familien og såede i vores lille kernehus, hvorfra den voksede op og satte tunge versefodaftryk på mangen en sang i festligt lag - og den satte afstikkere i mig, der uddannede mig i Nordisk Sprogvidenskab. Også det, kan jeg takke dig for.

At du engang bildte mig ind at kapgængere gik så hurtigt, at de sku’ løbe for at stoppe igen, er noget af det sjoveste nogen nogensinde har fundet på. Er du klar over hvor mange af mine venner der har grædt af grin over den geniale, uskyldige løgn mellem en voksen og et barn?

Desværre lærte du mig også ufrivilligt en vigtig lektie over de senere år. At når man holder sine bekymringer for sig selv, bliver de større og tungere, og jo mere man gør det, jo sværere er man at hjælpe. Det gør jeg alt for at gøre anderledes. Jeg deler mine sorger med mine venner. Lader dem vide når jeg er ked af det og helt nede, og at deres nærvær og trøst og råd hjælper mig op igen. Du blev aldrig god til at dele dine sorger og det gjorde det svært at hjælpe dig. Det er jeg ked af, men lektien er jeg glad for. Mine venner er med i dag for at hjælpe mig med at sige farvel til dig.

Du lærte mig hvordan man kan have vidt forskellige slags venner, som sagtens kan introduceres for hinanden, når bare man kridter banen op med åbenhed, humor, en bid brød, musik på anlægget og måske en øl. Eller to. Eller tre. Jeg har den største og kærligste beundring over at der blandt os i dag sidder venner der har kendt dig i 60 år. Det er et eksempel jeg vil gøre mit yderste for at efterleve og gentage.

Farvel, Store-Mogens, Bas-Mogens, Bobber, Monne, Mox, Købmanden, Mogens ovre fra nummer 4. Dejlige, søde, sjove, musikalske far.

image

Fyrre, fed og først lige startet!

For tre uger siden fyldte jeg 40. Og i lørdags havde jeg inviteret mine 150 bedste venner til fest og koncert på Ideal Bar.

At vi endte med at blive 114 er jeg både stolt og taknemmelig over.

Min mormor sagde at hun nok aldrig blev voksen på samme måde som hendes forældre blev, og at hun var *sikker* på at mine forældre aldrig blev voksne på samme måde som hun var. Det tror jeg hun havde ret i, og jeg tror det fortsætter til mig og min generation. I hvert fald føler jeg ikke den store forskel på mig som 30-årig og mig som 40-årig. Javist, jeg har en større økonomisk frihed og derfor langt større råderum end jeg havde som (en af de ældste) studerende på både ITU og KUA. Men grundlæggende har jeg ikke ændret mig stort. I hvert fald føler jeg mig ikke som sådan mere voksen som 40-årig end som 30-årig.

Man kan måske faktisk påstå at jeg søger tilbage mod min ungdom ved det, at jeg netop har fundet et nyt øvelokale, har pudset mine gamle trommesæt af, stillet dem op og er begyndt at øve igen. Men der mener jeg der er noget mere universelt på spil: Det var et spørgsmål om tid. Altså, hvor lang tid jeg kunne undvære de trommer jeg har elsket hele mit liv.

image

Samtidig har jeg sagt mit job op. Det var ikke det rigtige ‘fit’, selvom de var gode kolleger og jeg havde en fin hverdag. Der skal jo mere til. En arbejdsgiver skal have en ansat der brænder for virksomheden og den ansatte skal føle at det giver mening at kæmpe for virksomheden hver dag. Så det leder jeg nu igen efter.

De sidste mange år af mit liv har i nogen grad været præget af mine forældres sygdom, men som jeg efterhånden har vænnet mig til at sige, så er det blevet en “ny normal”. Altså gør det ikke så ondt som det gjorde i starten. Og der er blevet mere overskud til kreative udfoldelser igen. Og det er ikke uden stolthed at jeg ser tilbage på de projekter jeg har været en central del af de sidste 10 år, fx:

En børnebog/app/podcast der endte med at blive den mest populære podcast på Radio Ramasjang

image

Relancering af et designforskningstidsskrift

image

Et brætspil der udfordrede gængse konventioner for gameplay og blev solgt og udviklet til både Tyskland, Norge og Sverige

image

Stemmearbejde for danmarks førende forlag


Community management for et af verdens størst brands

image

Konsulentarbejde for et par andre af verdens største brands

image
image

Community management og project management for verdens bedste trommeslager


Pr Management for en af verdens bedste guitarister

image

Pr management og AR support for en række danske og udenlandske kunstnere

image
image

En række håndlavede luksusskærebrædder

image

Men, for nu at vende tilbage til i lørdags, så er jeg mest stolt af de mange, mange solide venskaber jeg har bygget og fastholdt med de mest fantastiske mennesker man kan ønske sig. Det tør jeg, om noget, sige at jeg er rigtig, rigtig god til.

Jeg er stadig høj over mine venners reaktion på hinanden. Det er ikke uvant for mig, men når jeg, som i lørdags, kører ALLE i stilling til samme fest, er tilbagemeldingerne så meget desto mere overvældende. Jeg ELSKER mine venner for at de har evnen og lysten til at møde andre mennesker nysgerrigt, kærligt og festligt.

Og således runder jeg de 40 år som en lykkelig mand.

image

Godt Nytår

De sidste par år er jeg blevet slemt nedtrykt, når jeg har tænkt over hvilket år det har været. 2013 var hårdt fordi min far var syg af en række kræftsygdomme. 2014 var slemt fordi min mor også fik kræft. 2015 var hårdt fordi de begge blev psykisk syge ovenpå deres fysiske sygdomme; den ene med depression, den anden med manisk psykose.

2016 har også været hårdt. Af mange forskellige grunde. Og ja, jeg synes det er ok at indsætte mange af de storslåede kunstnere der døde i år. Mange af dem var mine store forbilleder.

3. januar flyttede vi min mor på plejehjem
10. januar døde David Bowie
14. januar døde Alan Rickman
24. marts døde Johan Cruyff
21. april døde Prince
3. juni døde Muhammad Ali
1. juli flyttede vi min far på plejehjem
29. august døde Gene Wilder
30. august blev jeg fyret
9. november døde Leonard Cohen
24. december havde jeg den værste juleaften jeg har haft
25. december døde George Michael og Alphonse Mouzon
27. december døde Carrie Fisher
28. december døde hendes mor

Det gjorde forfærdeligt ondt at flytte begge mine forældre på plejehjem inden for et år, og det gør ondt at se sine helte dø på stribe, uanset om de havde alderen til det eller ej.

Men 2016 har også budt på så mange gode, fantastiske, sjove oplevelser:

Og jeg har mødt, kysset, krammet, grinet, skrålet og skålet med de bedste, sejeste, mest kreative og sødeste mennesker man kan ønske sig.

Møs og Godt Nytår!

/J

For madører par excellence

De næste par minutters læsning handler om glæden ved madlavning og godt håndværk. Ok, 30-40 minutter, hvis du også ser videoerne.

For små 10 år siden mødte jeg en flink fyr. Han hedder David. David er træskærer. David er sindssygt dygtig: (dette, hans svendestykke, er skåret af eet stykke træ)

image


For 3 år siden besøgte jeg en flink fyr. Han hedder Joel. Joel er knivmager. Joel er også sindssygt dygtig:

For et halvt års tid siden købte jeg en kniv af Joel. En dyr kniv. En god kniv. En håndlavet kniv der holder hele mit liv. En Prospect 240 i AEB-L-stål. For nu at være helt nøjagtig.

I dag besøgte jeg David, for at tale om et skærebræt der måske kunne matche min kniv i kvalitet. Ideen havde jeg fået ved at se en video fra et canadisk firma der laver skærebrætter i lærketræ:

Deres skærebrætter koster omkring 1500 danske kroner, men med fragt fra Nova Scotia til Danmark, og importmoms oveni, kom de op på 2500 kroner eller mere, alt efter hvor mange man bestiller. Og det er over min smertegrænse for skærebrætter. Og over mine venners. For jeg havde selvfølgelig delt Larch Wood-videoen med et par venner.

Men som sagt besøgte jeg David i dag, og hvis jeg må parafrasere hans ord så kan han “sagtens lave nogle tilsvarende, efter samme metode. Måske med lidt pænere fødder”. Så det gør vi.

Senere i dag luftede jeg projektet for mine madørevenner som umiddelbart også er med på ideen; ideen om at samle 5-10 mennesker der har lyst til at investere 1500 kr. i et godt, håndlavet skærebræt, som man til sin tid ville kunne hente på Frederiksberg og tage med hjem og skære dejlig mad på i årevis.

Kunne det ikke være sjovt og fedt?

Hvis det er noget du har lyst til at investere i, så send mig en dm på Twitter eller Facebook, eller skriv til mig på jeppe.morgenthaler@gmail.com.

Mandagsår

‘Tis the season of pis af med jeres fucking brunkager og pebernødder; vi har set på dem siden oktober måned!

Alright.

Det er længe siden jeg bloggede. 3 måneder. Hvorfor? Eat shit and die, derfor.

Hele 2015 har min mor været indlagt med depression. Den kom efter en manisk psykose i sensommeren sidste år. Så ja, jeg ved godt at året ikke som sådan ‘er’ på en særlig måde fra 1. januar til 31. december. Det er jo bare en måde at prøve at komme videre på; trække en streg i sandet, ing?

Det seneste år er min far langsomt holdt op med at spise. Han er, uden tvivl, også meget deprimeret. Han er således kun blevet tyndere og svagere hele dette år. I mandags blev han fundet af vores gamle nabo. Min far lå på gulvet og kunne ikke rejse sig op, hvor meget han end forsøgte. Han er verdensmester i ‘nej tak til hjælp’ og det gør eddermame ikke det hele nemmere. 

Min forældre er pt på hver deres institution. Min mor er godt nok langsomt blevet bedre, og er i rehabilitering, hvor hun har været i 3 måneder, men hun kom også fra det dybeste mørke. Nu skal hun flyttes på plejehjem, alt for tidligt. Højst sandsynligt i juledagene. Fordi kommune.

Min far er på sygehuset, hvor han ikke imponerer lægerne synderligt med sin sultestrejke. Og vi aner ikke om han faktisk bliver klar til at være hjemme i juledagene.

Så min søster og jeg skal forsøge, ikke blot at koordinere vores og deres juledage, men også være hovedansvarlige for at det bliver jul i det gamle hjem i vandkantsDanmark.

Det var også i år jeg blev single fra en kæreste jeg var dybt forelsket i, og et år hvor jeg blev indlagt to gange med smerter så voldsomme at jeg i begge omgange var bange for at dø. 

Så nu må 2015 gerne skride. Eller. Altså. Det jeg prøver at sige er, hold kæft hvor er det hårdt at være forælder for sine forældre; at skulle holde styr på deres økonomi og tage en masse store beslutninger for dem. Det er virkelig hårdt. Så hårdt at der er rigtig mange ting jeg har gået glip af i år. Simpelthen fordi jeg ikke orkede det.

Jeg har skrevet om mine oplevelser med sygehusvæsnet, både i forbindelse med min mors uhyggelige sygdom og med mine egne indlæggelser. Det er vel det bedste og mest konstruktive jeg har kunnet få ud af de oplevelser. At folk har lyttet og støttet og forstået i det omfang det lod sig gøre.

Der er ikke meget andet at sige en godt nytår, for det gamle år var noget lort.

Godt nytår.

Jeg har købt en kniv

For 3 år siden var jeg i New York, og et par måneder inden turen var jeg faldet over en minidokumentar fra Chow Obsessives, på YouTube. I den møder man Joel, en stor bamse af en mand, der tilsyneladende lavede nogle umanerligt flotte og gode kokkeknive. Samtidig virkede han yderst sympatisk, så ham havde jeg besluttet mig for at besøge.

Da jeg nåede frem blev jeg budt på masser af  lokal øl og en lang snak og nåede rundt at se hele hans fantastiske værksted og også få hilst på hans charmerende kone Julia, hvis første bog jeg i øvrigt lige har læst færdig. Den skrev hun på da jeg besøgte dem.

Jeg nåede selvfølgelig også at prøve flere af Joels utrolige knive, og besluttede mig på stedet for at købe en Prospect 240 i AEB-L med håndtag i G10. Jo-jo, bring on the geekery! Dog rakte budgettet ikke til at tage en med hjem med det samme, men Joel og jeg har løbende været i dialog, og for halvandet år siden havde jeg faktisk lagt billet ind på en færdig kniv, som hans assistent så desværre havde solgt en time senere i butikken, pga en misforståelse. 

Hver uge lægger Joel imidlertid den seneste uges værker op, og for 3 uger siden sprang en af knivene frem blandt de andre og jeg kunne mærke at dén måtte jeg have fingrene i, så jeg skrev til ham med det samme og sikrede mig en reservation. Min dejlige NYC-residerende ven Philip agerede pick-up og udbringer og han landede i går i København med kniven i baggagen.

Billederne herunder gør den ikke ære; lyset falder meget forskelligt og detaljerne er utydelige. Men det er en fantastisk oplevelse at holde den i hånden og mærke hvor godt den er konstrueret. Samtidig er den naturligvis så lynende skarp at min damaskus-santoku fra Endeavour virker som en papmachekniv ved siden af.

Det er en kniv der holder hele livet, hvis man passer lidt på den, og jeg er overrasket over i hvor høj grad den overgår mine ret store forventninger. Den er et lille stykke brugskunst, som jeg glæder mig til at bruge hver dag resten af mit liv.

image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image

Ting jeg er træt af - og ting jeg ikke er træt af

Jeg er træt af at være forælder for mine forældre

Jeg er træt af kommunens kassetænkning

Jeg er træt af at mine forældre er syge

Jeg er træt af ikke at kunne gøre mine forældre raske

Jeg er træt af at tiden ikke slår til

Jeg er træt af selv at have været syg

Jeg er træt af ikke at have overskud til det hele

Jeg er træt af at være træt

Jeg er træt af at savne min ekskæreste

Jeg er træt af at hun har fundet en ny

Jeg er træt af at være single

Jeg er ikke træt af lysindfaldet i min lejlighed

Jeg er ikke træt af venner der hjælper og støtter

Jeg er ikke træt af bog-gaver der rammer plet

Jeg er ikke træt af venner der besøger en på hospitalet

Jeg er ikke træt af ros for mit arbejde

Jeg er ikke træt af kolleger der bliver til venner

Jeg er ikke træt af gode løbeture

Jeg er ikke træt af Peter Kofod

Jeg er ikke træt af venner der søger mit råd

Jeg er ikke træt af lørdag formiddag

Jeg er ikke træt af fisketure

Jeg er ikke træt af musik der hjælper vigtige følelser på vej

Udskrevet 2.0

image


Som bekendt var jeg en tur på Hvidovre Hospital for 6 uger siden, med Divertikulit. Den blussede op igen i mandags og de sidste 4 dage har jeg ligget på Hvidovre. Igen.

Denne gang var mine infektionstal ikke så uhyrlige som de var sidst, og derfor ville lægerne ikke bare pumpe mig med antibiotika igen. Desuden ville de godt se lidt nærmere på min galdeblære, så jeg blev CT-scannet igen og desuden MR-scannet. Sammen med ultralydsscanningen fra første indlæggelse viste der sig nu et uklart billede af mit sygdomsforløb. For de divertikler der kunne ses sad simpelthen for langt væk fra hvor min betændelse var forekommet. Så de trak langsomt i land med divertikulit-diagnosen, selv om jeg jo har divertikler, der er grundlaget for divertikulit. I stedet begyndte lægerne at kredse om muligheden for galdesten og selv om de aldrig nåede en skudsikker diagnose blev jeg sendt hjem i går med det bedste bud som lægestaben kan præstere. Deres diagnosegæt er som følger:

Ved den første indlæggelse i slutningen af juni har jeg sandsynligvis haft både galdesten OG galdeblærebetændelse.
Grunden til at de blev snydt er at jeg *har* divertikler (få og små, som den ene læge sagde) og de sidder tæt på hvor jeg havde betændelse. Men ikke tæt nok til at det er dem der var betændelse i, viser ultralydsscanningen, de 2 CT-scanninger og MR-scanningen til sammen. Altså hvis lægerne har ret. Så altså… ikke divertikulit.

Ved første indlæggelse er galdeblærebetændelsen blevet nedkæmpet af antibiotikaen og jeg har ikke mærket noget til galdestenen før her 5 uger senere, hvor den så under min indlæggelse angiveligt selv har fundet vej ud, for MR-skanningen viste i dag at der ikke er nogen galdesten nu. Som den ene læge jokede… “vi mangler stadig at opfinde et retroskop”. Ja, de kan ikke vide med sikkerhed at der har været en galdesten. Men det har der muligvis - og med en vis sandsynlighed.

Så nu har jeg fået noget smertestillende med hjem som gerne skulle blive mindre relevant for hver time over de næste to dage, og hvis alt går vel er jeg på arbejde igen i løbet af næste uge.

Det har taget hårdt på systemet - også nerverne - at være indlagt igen og det er, må jeg indrømme, utroligt frustrerende ikke at vide præcis hvad jeg har fejlet. Hvis det kommer igen og viser sig med sikkerhed at være galdesten, så skal jeg have fjernet galdeblæren. Men lad os håbe det ikke kommer så vidt.

Tak for besøgene over de to indlæggelser, Charlotte, Ulla, Søren (+drengene), Nina (+Elva), Nicolai, Lea, Annette, Christian, Lisbeth (+pigerne), Rikke, Vibeke, Anders, Jennie, Loa og Filip. De betød mere end I aner - og det skal jeg huske næste gang en ven bliver indlagt.

Observationer fra en sygeseng


Nedenstående er min personlige oplevelse af det jeg har oplevet for nyligt. Dog tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige at min frustration deles af flere ansatte.

For et par uger siden blev jeg indlagt akut på Hvidovre Hospital med hvad der viste sig at være divertikulit. Protip: Lad være at billed-google det. Tænk på det som en slags blindtarmsbetændelse - men i tyktarmen. Det var min første hospitalsindlæggelse nogensinde. Hele den uge jeg var indlagt på Hvidovre blev jeg behandlet af professionelle og omsorgsfulde sygeplejersker og læger, som efter 3 dage kunne diagnosticere mig korrekt og påbegynde den rette behandling. Mine betragtninger er derfor ikke rettet mod de hårdtarbejdende mennesker på Hvidovre Hospital men mod den virkelighed de skal navigere i.

Om mandagen, da jeg var begyndt at få morfin, men inden jeg var diagnosticeret, lå jeg stadig på akut-afsnittet. Sent på eftermiddagen gik en af mine stue-kammerater, en ældre (læs: rigtig gammel) mand igennem stuen med sin nyligt frembragte urinprøve i hånden. Manden, der rystede slemt på hænderne, spildte en lille smule af sin prøve for hvert af sine korte skridt, så han efterlod et tydeligt spor af urinsjatter på gulvet på tværs af hele stuen. Han gjorde et helhjertet, men forgæves forsøg på at tørre noget af det op. Han kunne nemlig ikke bukke sig ned og jeg indskød at vi nok kunne få nogen til at tørre det op for ham. Det bifaldt han og fandt vej tilbage til sin seng.

Få øjeblikke senere entrerede en sygeplejerske stuen. Jeg satte hende ind i sagen og hun berettede at rengøringen alligevel var på vej, så de ville tage sig af det inden for 20-25 minutter. Fair nok, tænkte jeg. Men en time senere måtte jeg tage fat i endnu en sygeplejerske, der lovede at gøre hvad hun kunne for at få en rengøringsassistent til at komme og tørre det op.

24 timer senere var alle de små urinpøle tørret ind til let klistrede gule pletter på gulvet og fra da af tog jeg sko på hver eneste gang jeg skulle ud af sengen.

Om onsdagen, få timer efter jeg havde fået min diagnose, blev en anden af mine stuekammerater, en knapt 60-årig narkoman som vi kalder Sverre, badet. Det var også på tide. Sommeren havde med knapt 30 grader meldt sin ankomst og 4 voksne mænd på en stue kan godt på egen hånd producere en del varme og sved, skal jeg hilse at sige. Sverre var dertil decideret beskidt. Om han kom direkte fra gaden ved jeg ikke, men han lugtede så dårligt at det var permanent værre end da en af de andre kastede grundigt op dagen før.

To sygeplejersker og en portør påtog sig jobbet. Sverre skulle løftes i bad, da han ikke selv kunne hverken stå eller gå, og de fik ham bakset derud og vasket ham. Jeg ventede 2 timer og gik så, trækkende mit dropstativ ved min side, ud på badeværelset. Der blev jeg i ca 20 sekunder, da badet stadig fremviste en del souvenirs fra Sverres bad. Væggene i badet havde i forvejen mørke skjolder. Mug, svamp; et eller andet der ikke hørte hjemme der. Men dertil var der nu både våde håndklæder, gummitøfler og skumgummisvampe, alle med tydelige brune hilsner fra de kager af skidt der havde siddet på Sverre. Javist, han lugtede betragteligt bedre ude i 4-mandsstuen end før, men badet var så klamt at jeg var ved at kaste op.

Jeg returnerede dog efter at have rekvireret 3 ekstra håndklæder og havde nu 5 i alt til mit foretagende. De tre af dem endte med at fungere som helle i en slags ‘jorden er -ægte- giftig’ og jeg brugte de første 10-15 minutter på at gøre badet rent. Det er super besværligt når man har høj feber og triller rundt med et dropstativ der er permanent forbundet til ens underarm via en slange og en nål.

Dernæst kom selve mit bad. Det var endnu mere besværligt, da holderen til brusehovedet var knækket af. Jeg havde stadig kun to arme, så opgaven med at holde bruseren og dropstativet, og rent faktisk få vasket mig selv, tog omtrent 5 gange så lang tid som det plejer. Det er min ydmyge holdning at det er ret uhensigtsmæssigt. Hvorfor er den brusehovedholder ikke skiftet eller repareret?

Om fredagen, to dage efter min diagnosticering og 5 dage efter min indlæggelse, blev jeg så for første gang (!) vidne til en rigtig “rengøring”. En herre entrerede vores stue (jeg var nu flyttet fra akutmodtagelsen til et regulært sengeafsnit) skubbende en vogn med spande med vand og en af disse flade rengøringsdimser med langt skaft, I ved, sådan en slags klud der kan vådtes og vrides i en spand, for så at spændes ud over en flad plade, som den sidder fast på, og trækkes eller skubbes henover gulvet i fugtigt tilstand. Rengøringsmanden havde masser af arbejdsplads, for to af sengene var midlertidigt kørt ud fra stuen. Han ankom. Vred sin hvad-end-den-hedder, slog 2 hurtige 8-taller, der vel rørte ramte 5-10% af den frie gulvplads, placerede to papskilte, hvorpå der stod “her er gjort rent” og var ude derfra igen, ikke 30 sekunder senere. Jeg mener at jobbet nok, selv af en professionel, kunne forsvares at have taget 10 minutter.

Rengøringsstandarden kan vel bedst beskrives som “spejderhytte anno 1989, gangarealet, hvor der ikke skal gøres rigtig grundigt rent; drengene har tjansen”

Nu syntes jeg ikke det var sjovt længere. Jeg havde sovet ad helvede til alle nætter. En af mine stuekammerater snorkede så grundigt at jeg var bange for at blive trukket med ind i løbet af natten og trods ørepropper, som min veninde var kommet med, (tak, Charlotte!) så sov jeg maks 2-3 timer pr nat. Det gjaldt samtlige indlagte på stuen og det er, siger ALLE der ved noget om det, ellers noget af det vigtigste at få en god nats søvn når man skal komme sig oven på en sygdom.

Efter frokosten om fredagen vendte jeg i nedtrykt tilstand tilbage til min seng for at tage en lang lur, men tabte en øreprop under sengen. Jeg mavede mig ned under sengen og mødte, foruden den øreprop jeg savnede, en del af de blomster der var blæst ned fra bordet hos den forrige indlagte på min plads, (det vil sige for mindst 4 dage siden) en plastikhandske og rester af den tape man bruger til at holde de små stykker vat på plads over blodprøvestiksår i armen. På vej tilbage i sengen noterede jeg mig at min madras blev holdt sammen med flere stykker af selvsamme slags tape.

Dagen efter lod jeg mig udskrive på orlov og resten af min rekonvalescens foregik på min egen sofa, efter det længste og mest grundige bad jeg nogensinde har taget.

Både læger og sygeplejersker spurter rundt for at nå det hele. De kan simpelthen ikke løbe stærkere. Det samme gælder rengøringspersonalet, der ved flere lejligheder blev inddraget i plejearbejdet.

Min indlæggelse fortæller mig at der er et eller andet ret alvorligt  galt. Hvidovre Hospital mangler midler. Masser af midler. Til rengøring, istandsættelse og… well - mere rengøring. Nu.

Inconsolable

Det har musikken altid kunnet. Røre mig til tårer. Når det var nødvendigt. Når jeg er utrøstelig kan jeg lige så godt lade tårerne trille. Som Jonatha Brooke synger… Inconsolable.

Med nøje udvalgte nedslag i 70′erne, 80′erne, 90′erne og i dag finder jeg soundtracket til mit knuste hjerte. Der er ingen regler. Det kan være corny, cheasy og overdrevet. Det er de bedste ballader altid. Og når det er sådan jeg har det, kan det ikke være anderledes.

Du er velkommen til at smile overbærende. Eller græde med.