Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Rutsjebanemetaforen fra mit sidste indlæg synes at have indeholdt sin egen lille hybris, for selvfølgelig er det ikke mig der bestemmer hvor langt ned vi skal, inden det - måske - går opad igen.

Denne gang viste det sig at vi skulle langt længere ned, fordi min mor, oveni sin depression og angst, nu også har fået diagnosen begyndende demens. 

Demens. 

Det er ikke første gang jeg skriver om demens i familien. Den gang var jeg ekstremt frustreret over det lange tågede farvel. Det er jeg stadig.

For hvad nu hvis det er sidste gang vi har set min mor glad og ved sine fulde fem? Tanken er næsten ubærlig.

Og det koster altså tårer. Min far, min søster, jeg. Alle er vi helt slået ud af diagnosen. Min mor forstår det ikke. Hun er forvirret og usikker men nogen egentlig forståelse er der ikke tale om. Det er ikke fordi vi andre kan gennemskue konsekvenserne. Mest fordi de er ukendt land. Vi ved ikke hvordan hun får det. 

Så jeg sidder og hører George Harrison. Men indsæt endelig din allermest rørende yndlingsmusik. Og jeg opdagede lige at jeg bare sad og græd ned i tastaturet.

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Det vi ved er, at hvis det udvikler sig som den slags kan gøre, så skal vi være heldige hvis vi får et par uproblematiske stunder med hende inden hun er væk. 

For i øjeblikket spiller alle tre diagnoser ludo om at bestemme. Der er dage hvor depressionen lægger sig i førertrøjen, dage hvor angsten spænder sit greb og dage hvor forvirringen er så slagfast at min mor er uden for rækkevidde.

På den pro-aktive, konstruktive konto har jeg talt med min chef. Og arrangeret enkelte fridage i det i forvejen taknemmelige forår, der gør at jeg kan prioritere at gøre en forskel, hvilken form den end finder.