Måske farvel

Denne uge har indeholdt de hårdeste 24 timer i mit voksne liv.
Det lyder voldsomt - men der er også voldsomt.

Min søster og jeg tager på landet mandag for at se til mine forældre og for at deltage i et såkaldt netværksmøde med psykiater, psykolog og distriktspsykiatri-sygeplejerske. Mødet var tirsdag.

Mandag møder der os et kaos som jeg ikke før har oplevet. Min mor er i øjeblikket så mentalt svækket at hun stort set ikke kan udtrykke sig meningsfyldt. Alt er farligt, alt er umuligt. I hendes øjne.

Det er hårdere end det lyder. ALT er umuligt. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe.

Jeg vil ikke skrive i detaljer om de episoder der udspiller sig, men det er hjerteskærende og uhyggeligt at se min mor reduceret til et barn. Et følelseshæmmet barn.

Både min far, søster og jeg har hver vores sammenbrud i løbet af aftenen og om morgenen, og min mor ‘er der bare’. På et tidspunkt sidder jeg lige over for hende og ser hende i øjnene. Tårerne triller ned af mine kinder og hun stirrer tomt på mig. Det er noget af det sørgeligste jeg nogensinde har oplevet. Det gør ondt i hele kroppen at opleve det.

Tirsdag morgen vil hun ikke have at jeg løber en morgentur. “Du må ikke løbe væk”. Ingen yderligere argumentation. Bare, fordi!

Vi skal til netværksmøde kl 12:45. Kl. 06 bliver min mor nervøs for om vi når det, og må stå op. Igen springer jeg detaljer over. Men tør godt sige at vi oplever min mor på en måde som ingen har godt af at opleve et nært familiemedlem. Hun siger det faktisk bedst selv da vi må bruge 10 minutter på at få hende ind i bilen fordi hun mangler noget. “Jeg skal have mig selv med!” 

Mødet.

Psykologen vil godt køre mødet som en slags serieinterviews i plenum. Det giver god mening. Min mor fatter intet.

Vi græder. Og fortæller om ting hun har gjort og sagt over de seneste 3-4 uger. Og distriktssygeplejersken bakker os op. Og psykiateren bakker os op. Og psykologen bakker os op. Og alle er konstruktive og pro-aktive mens vi andre mest græder, men også får sat ord på alle de ting der er i vejen med min mors psyke.

Hun har måske demens. Siger psykiateren. Men det kan også være en sen-hjerneskade fra en række bittesmå blodpropper, afledt af en atrieflimmer hun har haft i flere år. Siger psykiateren.

Vi ved ikke hvad der lyder værst.

Hun skal indlægges. Det er alle enige om. Undtagen hende. Hun tør ikke. Det ville blive hendes tredje indlæggelse på 8 måneder.

Det tager 6 mennesker en time at få hende til at sige ja til en frivillig indlæggelse, som gør processen nemmere. 20 minutter senere har hun glemt at hun har sagt ja, og vi må forklare hende det hele igen. Og igen. Og igen.

Hun bliver nok indlagt i løbet af den næste uge. Og skal udredes med henblik på at stille den tredje/fjerde diagnose på 8 måneder. Mani. Depression. Bipolar. Dement? Hjerneskadet?

De øjeblikke jeg har helt tæt sammen med hende over de 24 timer er de hårdeste. Hun er der næsten ikke. Hun sidder der, men min mor er der ikke.

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Rutsjebanemetaforen fra mit sidste indlæg synes at have indeholdt sin egen lille hybris, for selvfølgelig er det ikke mig der bestemmer hvor langt ned vi skal, inden det - måske - går opad igen.

Denne gang viste det sig at vi skulle langt længere ned, fordi min mor, oveni sin depression og angst, nu også har fået diagnosen begyndende demens. 

Demens. 

Det er ikke første gang jeg skriver om demens i familien. Den gang var jeg ekstremt frustreret over det lange tågede farvel. Det er jeg stadig.

For hvad nu hvis det er sidste gang vi har set min mor glad og ved sine fulde fem? Tanken er næsten ubærlig.

Og det koster altså tårer. Min far, min søster, jeg. Alle er vi helt slået ud af diagnosen. Min mor forstår det ikke. Hun er forvirret og usikker men nogen egentlig forståelse er der ikke tale om. Det er ikke fordi vi andre kan gennemskue konsekvenserne. Mest fordi de er ukendt land. Vi ved ikke hvordan hun får det. 

Så jeg sidder og hører George Harrison. Men indsæt endelig din allermest rørende yndlingsmusik. Og jeg opdagede lige at jeg bare sad og græd ned i tastaturet.

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Det vi ved er, at hvis det udvikler sig som den slags kan gøre, så skal vi være heldige hvis vi får et par uproblematiske stunder med hende inden hun er væk. 

For i øjeblikket spiller alle tre diagnoser ludo om at bestemme. Der er dage hvor depressionen lægger sig i førertrøjen, dage hvor angsten spænder sit greb og dage hvor forvirringen er så slagfast at min mor er uden for rækkevidde.

På den pro-aktive, konstruktive konto har jeg talt med min chef. Og arrangeret enkelte fridage i det i forvejen taknemmelige forår, der gør at jeg kan prioritere at gøre en forskel, hvilken form den end finder.

Mareridtet Distriktspsykiatrien

For 3 måneder siden blev min mor udskrevet - efter en indlæggelse med manisk psykose.

Det var en god indlæggelse, på den måde at den virkelig hjalp hende, både med medicin og talrige samtaler med det dygtige og venlige personale på afdelingen.

Hun var også glad for at komme ud igen. Ud i virkeligheden. Ud til en efterbehandling under distriktspsykiatrien. En efterbehandling der ikke har fundet sted.

Det var meningen af de skulle have set hende efter 5 dage hjemme. Det blev hurtigt til 10. Og dén aftale blev så flyttet. Til en ny dato. Som også blev flyttet på grund af sygdom hos dem. Så der gik 4 uger inden der igen var nogen der tog sig af hende.

Det var for lang tid. For i mellemtiden var hun blevet nervøs og havde mange bivirkninger fra sin medicin. 

Da hun endelig kom til samtale sagde de at det var for tidligt at justere hendes medicin, og at hun måtte forvente at ha’ det dårligt i et stykke tid, også selv om hun havde fået det markant dårligere siden hun var kommet hjem. Derefter har det nærmest været umuligt at få noget ud af dem. Ingen behandlingsudsigt, ingen køreplan, ingen updates.

5 samtaler på 3 måneder er det blevet til. Efter en indlæggelse hvor hun havde 3 samtaler dagligt.

Distriktspsykiatrien har haft mig, min søster, min far og mor i røret løbende, alle sammen frustrerede over det totalt mangelfulde forløb og over at de billedeligt talt tabte hende på jorden igen.

Det er desværre præcis hvad der er sket. Hun har fået det værre og værre over de sidste par måneder og i dag havde min mor det igen så dårligt at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv, så i dag blev hun indlagt. Igen.

Hun er ikke manisk. Måske nærmere angst. Helt ufatteligt bange. Bange, usikker, rådvild, fra snøvsen. Det er ikke til at bære.

Når hun igen bliver udskrevet til distriktspsykiatrien, hvad så?