Skønhed

…kommer i mange afskygninger.

Jeg har været Daniel Lanois-fan i mange år. Det vil man kunne se hvis man bladrer tilbage i arkivet af blogposts her på siden.

I går så jeg dette timelange NY-Times-interview med ham og et par andre dygtige musikere, og midt i det hele får han lov at spille på sin lille “church in a suitcase”, som han kalder sin pedal steel-guitar.

Han spillede to af mine yndlingsnumre, nemlig ‘Panorama’ fra Belladonna og 'JJ Leaves LA’ fra Shine. Og så tudede jeg af lykke. Det er så utroligt smukt. Hvis du ikke har tid til selve interviewet, så gå til 48m 26s, læn dig tilbage og nyd hans fantastiske evner på en pedal steel-guitar:

Inspiration

Dét. Det der gør at man får ny tro på mennesket som den mest intelligent race. Dét er jeg blevet stopfodret med i aften. Ok, jeg har selv ført skeen, men indholdet har andre produceret.

Først i den rørende hyldest til -ulykkeligvis- nærmest håbløst kræftsyge Christopher Hitchens, filmet for et par dage siden i London, med mit måske største retoriske forbillede, Stephen Fry, som ordstyrer. Hitchs kendte venner, Martin Amis, Salman Rushdie, Richard Dawkins og naturligvis Fry selv (samt flere - blandt andre, Sean Penn) talte om Christopher Hitchens’ betydning som en slags bannerfører gennem de seneste 40 år for the public intellectuals, for den kritiske journalisme og for oplysningstidens overlevelse, om jeg så må sige.

Jeg var ærligt talt rørt. Selv om teknikken af og til svigtede havde hele seancen en aura ef umådelig respekt for Christopher Hitchens’ tankevirksomhed, produktivitet og evne til at forme langtlevende og langtrækkende venskaber. Se den hvis du bekymrer dig om fremtiden, fortiden,kulturen og kunsten (og ja, det koster £5 - men de er godt givet ud). Du skal naturligvis også finde Stephen Fry og Christopher Hitchens’ debat med medlemmer af den katolske kirke (på YouTube), og opleve hvordan moralske ateister og forrygende retorikere kan pille de etablerede religioner fra hinanden som var de løse ukogte ris på et glat køkkenbord.
Herefter var jeg så heldig at fange et tweet fra Huffington Post, som ledte mig til NPRs (lovlige) streaming af hele det nye Kate Bush-album. Ja, dén Kate Bush. Kate Bush som har dannet skole for så mange kvindelige (og mandlige) kunstnere siden hendes første fænomenale udgivelser i slutningen af 70'erne. Og igen var jeg rørt. Albummet har potentiale til at blive en nyklassiker. En genkomst af de sjældne. Igen i øvrigt med vigtigt bidrag fra Stephen Fry. Dén havde jeg ikke set komme. Ej heller duetten med Elton John. Men det fungerer. Kate Bushs nye album ‘50 Words for Snow’ er absolut værd at tjekke ud. Det er en underdrivelse*.

Endelig, og her måtte jeg selv i nogen grad på banen, kunne jeg, for hvem ved hvilken gang, nyde en af samtalepassagerne fra Daniel Lanois’ forrygende (*en endnu større underdrivelse) film og album ’Here Is What Is’ som nok er et af de 4-5 vigtigste albums i min samling fra de seneste 10 år. Sekvensen hedder 'Beauty’ og er mestendels en analyse, udført af Brian Eno, da Lanois spørger ham om kunstens og skønhedens væsen. Jeg fandt ingen transkribering af sekvensen og valgte derfor at gøre det selv.
Her er den. Lad den være en påmindelse om at tro på idéer der ved første øjekast kan virke blåøjede, sårbare og urealiserbare, men som altid har potentiale til at blive til noget fantastisk.

What would be really interesting for people to see is how beautiful things grow out of shit
 - because nobody ever believes that 
You know, everybody thinks that Beethoven had his string quartets completely in his head
- they’d somehow appeared there and formed in his head before him, and all he had to do was write them down and they would kind of be manifest to the world

But I think what’s so interesting and what would really be a lesson that everybody should learn is that things come out of nothing - things evolve out of nothing
You know, the tiniest seed in the right situation turns into the most beautiful forest, and then the most promising seed in the wrong situation turns into nothing

And I think this would be important for people to understand because it gives people confidence in their own lives to know that that’s how things work
If you walk around with the idea that there are some people who are so gifted - they have these wonderful things in their head - but you’re not one of them, you’re just sort of a normal person, you could never do anything like that, then you live a different kind of life, you know

You could have another kind of life where you can say, well I know that things come from nothing very much and start from unpromising beginnings, and I’m an unpromising beginning and I could start something