Måske farvel

Denne uge har indeholdt de hårdeste 24 timer i mit voksne liv.
Det lyder voldsomt - men der er også voldsomt.

Min søster og jeg tager på landet mandag for at se til mine forældre og for at deltage i et såkaldt netværksmøde med psykiater, psykolog og distriktspsykiatri-sygeplejerske. Mødet var tirsdag.

Mandag møder der os et kaos som jeg ikke før har oplevet. Min mor er i øjeblikket så mentalt svækket at hun stort set ikke kan udtrykke sig meningsfyldt. Alt er farligt, alt er umuligt. I hendes øjne.

Det er hårdere end det lyder. ALT er umuligt. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe.

Jeg vil ikke skrive i detaljer om de episoder der udspiller sig, men det er hjerteskærende og uhyggeligt at se min mor reduceret til et barn. Et følelseshæmmet barn.

Både min far, søster og jeg har hver vores sammenbrud i løbet af aftenen og om morgenen, og min mor ‘er der bare’. På et tidspunkt sidder jeg lige over for hende og ser hende i øjnene. Tårerne triller ned af mine kinder og hun stirrer tomt på mig. Det er noget af det sørgeligste jeg nogensinde har oplevet. Det gør ondt i hele kroppen at opleve det.

Tirsdag morgen vil hun ikke have at jeg løber en morgentur. “Du må ikke løbe væk”. Ingen yderligere argumentation. Bare, fordi!

Vi skal til netværksmøde kl 12:45. Kl. 06 bliver min mor nervøs for om vi når det, og må stå op. Igen springer jeg detaljer over. Men tør godt sige at vi oplever min mor på en måde som ingen har godt af at opleve et nært familiemedlem. Hun siger det faktisk bedst selv da vi må bruge 10 minutter på at få hende ind i bilen fordi hun mangler noget. “Jeg skal have mig selv med!” 

Mødet.

Psykologen vil godt køre mødet som en slags serieinterviews i plenum. Det giver god mening. Min mor fatter intet.

Vi græder. Og fortæller om ting hun har gjort og sagt over de seneste 3-4 uger. Og distriktssygeplejersken bakker os op. Og psykiateren bakker os op. Og psykologen bakker os op. Og alle er konstruktive og pro-aktive mens vi andre mest græder, men også får sat ord på alle de ting der er i vejen med min mors psyke.

Hun har måske demens. Siger psykiateren. Men det kan også være en sen-hjerneskade fra en række bittesmå blodpropper, afledt af en atrieflimmer hun har haft i flere år. Siger psykiateren.

Vi ved ikke hvad der lyder værst.

Hun skal indlægges. Det er alle enige om. Undtagen hende. Hun tør ikke. Det ville blive hendes tredje indlæggelse på 8 måneder.

Det tager 6 mennesker en time at få hende til at sige ja til en frivillig indlæggelse, som gør processen nemmere. 20 minutter senere har hun glemt at hun har sagt ja, og vi må forklare hende det hele igen. Og igen. Og igen.

Hun bliver nok indlagt i løbet af den næste uge. Og skal udredes med henblik på at stille den tredje/fjerde diagnose på 8 måneder. Mani. Depression. Bipolar. Dement? Hjerneskadet?

De øjeblikke jeg har helt tæt sammen med hende over de 24 timer er de hårdeste. Hun er der næsten ikke. Hun sidder der, men min mor er der ikke.