Samtaler med svære ord

De ord der skal i brug når tingene ikke længere er grimme og hårde på den måde hvor de stadig kan blive gode igen, de ord er så svære at skulle bruge.

Beskyttet bolig.

Det er to ord der er svære at bruge sammen.

I går var jeg til en 40-års fødselsdag for en god ven. Til det sidste var jeg i tvivl om jeg kunne være med til at feste og fejre ham fordi jeg har været så ked af hvor hurtigt og hårdt situationen med mine forældre har udviklet sig. Men jeg var heldig at min dejlige ven fra New York stod i døråbningen og var den første gæst jeg så. Og at jeg derefter mødte en fyr jeg rent samtalemæssigt altid er fuldstændig på bølgelængde med, selv om der typisk går et år mellem vi ses. Så han og jeg fejrede vores fælles ven ved at stå mere eller mindre det samme sted i 5 timer og tale om virkeligt tunge, sørgelige og jo desværre helt aktuelle emner.

For min mor skal måske i beskyttet bolig. Vi ved intet endnu, men det er nu en fast del af samtalen. Samtalen som intensiveres over de næste par dage, i mine forældres hus, med min søster og jeg og dem. Og med systemet.

Det forundrer mig til stadighed hvor meget det hjælper at dele sine sorger. Hvor meget det at der bliver lyttet gør for ens velbefindende. Det samme gjorde sig gældende da jeg i fredags modtog et kort fra alle mine teamkolleger. Jeg har valgt at dele det med dem, hvordan det går med mine forældre. Opbakningen har været helt utroligt rørende og har igen bevist overfor mig at den slags skal man dele. 

Man er jo stadig ked af det. Jeg er jo stadig ked af det. Meget ked af det. Men det hjælper alligevel at dele det. Det er som om en brøkdel af sorgen og bekymringen nu deles med de andre. At deres skuldre bærer deres lille del af ulykkelighederne for en.

Gode kolleger gør en forskel. Tak. Og tak til Morten for 4 timers samtale om alt det hårdeste i livet. 

Kort fra mine kolleger. <3