Ingen TOS hos NSA

I går var international the day we fight back-dag. I Danmark kaldte vi det #taginternettettilbage og vi var (mit bedste bud) omkring 500-600 mennesker der mødtes ved den amerikanske ambassade og siden gik til Christiansborg Slotsplads, for at markere vores frygt for- og eklatante afstandtagen til den default indeksering (overvågning) af vores, verdenssamfundets, digitale liv, foretaget af NSA, GCHQ, PET og en række andre efterretningstjenester og andre nationale spion/kontraspionage-enheder verden over.

I kølvandet på whistleblower Edward Snowdens afsløringer står det klart at der er tale om et omfang af registrering der får Stasi til at ligne en samling blinde og døve pennevenner med nedslidte blyanter og vådt brevpapir.

En af de typiske kommentarer fra skeptikere imod os der råber op, har været at det er paradoksalt at vi deler information om en demonstration på Facebook, hvor al vores data bliver brugt mod- og med os. Men det er ikke sammenligneligt med den indeksering som NSA og co. har lagt for dagen. Med Facebook (og Twitter og Tumblr osv) har jeg (vi) en aftale. Her skriver jeg under på at de godt må dele mine oplysninger med folk der vil sælge mig noget. Det er den pris jeg helt overlagt og bevidst betaler for et spændende, lærerigt og underholdende netværk af venner og bekendte, online. Det skriver jeg under på i en TOS - en Terms of Service. Og jeg får gode tilbud på fastspolehjul i min strøm, men det er en anden historie.

Jeg har sgu ikke skrevet under på nogen Terms of Service med NSA, lige som jeg har meget svært ved at gennemskue hvad de tilbyder mig i tilgift til alle mine metadata. Derfor er det ikke sammenligneligt. Og derfor skal folk vågne op og lugte til overvågningen. Det virker grotesk at skulle understrege det men, som jeg, i dagens udgave af Politiken, er citeret for at tweete, så er et verdenssamfund med en default-overvågning af *alle* menneskers digitale liv et sygt verdenssamfund.

Slut med panoptikon

Over sommeren fik jeg lov at skrive det første indlæg i et nyt tiltag som DR2 kalder Input. Det er derfor også publiceret her.

I Danmark er der pr. dags dato registreret mere end 1,1 billion stykker information om danskernes gøren og laden: Hvem du og jeg ringer til, sms'er til, hvornår vi gør det og hvorfra vi gør det.

Det er rundt regnet 180.000 såkaldte sessionslogninger pr. dansker eller ca. 500 poster pr. dansker, pr. døgn. Logningen er netop blevet forlænget, uden revision, med et år - efter afstemning i folketinget.

Det ville, kan man tænke, give mening, hvis logningen - som det er hensigten - udmøntede sig i indsigt i kriminelle netværk for politi og efterretningsvæsen. Men sessionslogningen har i følge PET indtil videre givet brugbar data i forbindelse med 1 sag. 1 sag.

Det vil, for nu at skære det ud i pap, sige at der er blevet registreret mere end 1 billion indtil videre komplet ubrugelige sessionslogninger, af vi danskeres færden på nettet. Telelogningen som er paraplybegrebet for denne slags registrering af vores gøren og laden, har siden 2007 kostet os mindst en halv milliard kroner.

Er det pengene værd? Nej, et enkelt brugbart tilfælde af informationer opnået ved sessionslogning er ikke en halv milliard kroner værd. Men hvad langt mere alvorligt er, vi har som samfund ikke råd til at mistænkeliggøre hinanden på den måde. Wachowskibrødrenes film ‘V For Vendetta’ fra 2005 virkede som en overdrevet fremtidsdystopi, men ser ud til at være påbegyndt i virkelighedens verden uden større hurlumhej i Danmark, for et par år siden.

Kan vi være tilfredse med det? Nej, det kan vi vel ikke, men da politikerne angiveligt stadig er fortalere for et veritabelt panoptikonsamfund, må det være den enkelte borgers ansvar at råbe vagt i gevær.

Det samme syntes at være Edward Snowdens logik, da han for nylig lækkede en række hemmeligholdte dokumenter om USAs omfattende og systematiske overvågning af både landsmænd og udlændinge gennem det tophemmelige PRISM-program. Snowden var ansat i det, selv for amerikanske agenturers standarder, hemmelighedsfulde NSA, National Security Agency.

Han kunne dokumentere at PRISM-programmet metodisk overvågede verdensborgere via Facebook, Google, Apple og flere andre firmaer og tjenester, benyttet af snart sagt hvem som helst verden over. Og da han havde gjort det stak han af til Hong Kong og siden Rusland, hvor han nu afventer verdenssamfundets kollektive reaktion.

Skal vi lade ham sejle sin egen sø, eller skal vi sige at nu er det nok. Det ville klæde os gevaldigt hvis vi så op fra vores mobiltelefoner, eller vores reality-tv-udsendelser og et øjeblik overvejede hvilket samfund vi lever i. Det er et overvågningssamfund - så meget er på det seneste slået fast med syvtommerssøm. Men er det det vi gerne vil have? Nej, vel? Derfor bør vi lade vores politikere stå til ansvar for denne negative spiral der er det digitale panoptikonsamfund. Inden vi lander midt i Wachowskibrødrenes dystopi. Der er ikke langt, så det er nu vi skal reagere. Alle sammen.