Det er længe siden en film har påvirket mig fysisk på den måde. Jeg tog mig selv i at holde vejret og spænde i maven over lange passager i filmen. Og i nat drømte jeg utallige billeder fra den.
Uden at sige mere kan jeg sige at det var årets filmoplevelse for mit vedkommende. Min varmeste anbefaling.
Update:
Ok, et par ord mere…
Jeg har visualiseret scener fra filmen hele dagen i dag. Jeg så den i går aftes og den sidder fast på nethinden.
Den minder mig om første gang jeg hørte Kitaro og Jean Michel Jarre. Det var samme aften, hos mine forældres venner på Ærø. Jeg var 12 år gammel og jeg var fuldstændig blown away over at to mennesker på hver deres måde kunne skabe en sådan skønhed og storhed, og orkestrere det med så stor stilhed. Ja ja, siden gik det galt for både Kitaro og Jarre, men de havde fat i noget helt centralt tilbage i 70'erne og starten af 80'erne.
Jeg tror Gravity har muligheden for at blive kendt for et paradigmeskifte i filmkunsten. Den formår at sætte nye standarder for uro, ro, klaustrofobi, agorafobi, angst i al almindelighed, skrøbelighed, menneskelighed og måske flere ting endnu - i filmens verden. Og så har Steve Price skabt et helt fantastisk soundtrack. Se den, og lad os snakke om den. Hvad synes du om den?