Kære netværk af dygtige, dejlige mennesker

Kære netværk af dygtige, dejlige mennesker.

Min arbejdsplads, memit, er her i opstartsfasen sårbar på en række fronter. En af dem er økonomien.

Det der var en nær-fuldtidsstilling til mig er med øjeblikkelig virkning blevet skåret til det halve, hvilket betyder at jeg står en lille smule (ret meget) med håret i postkassen. Det er gamet i en start-up, men det betyder at jeg får brug for ekstraindtægter i form af en deltidsstilling på omkring 15 timer om ugen, i hvert fald de næste par måneder og med øjeblikkelig virkning.

Måske er det tidspunktet hvor jeg skal prøve selvstændig-kasketten, men jeg er også åben for faste deltidsstillinger som community-manager, copywriter, mere generel kommunikationsmedarbejder og lignende.

Og jeg har brug for al den hjælp jeg kan få.

Du og dem du måske sender dette videre til kan læse andres mening om mig her: morgenthaler.tumblr.com/anbefalinger 

Jeg håber du vil sende det videre i dit eget netværk. Det ville være en stor hjælp.

De bedste hilsner,
Jeppe

jeppe . morgenthaler @ gmail . com

I anledning af Anna og Jons bryllup

I går var jeg til sommerens 4. og sidste bryllup - endnu en helaftensforestilling med sange, taler, dans og sindssygt godt selskab. Mine dejlige venner Anna og Jon blev gift. Jeg kender dem fra danskstudiet, hvor vi har en dejlig tradition med at skrive lejlighedssange. Jon er Metallicafan med stort fucking M og jeg tænkte jeg ville kombinere de to ting. Jeg valgte den fine ‘Jeg Plukker Fløjlsgræs’ og beholdt 1. og 4. vers for så at introducere to vers, nemlig min oversættelse af 'Nothing Else Matters’, som jeg sku’ ha’ til at passe på versefødderne. Dette er resultatet.

Mel: Jeg plukker fløjlsgræs

En vår er kommet så mildt og stille med drømmedufte om mark og vang. På sølvstreng klimprer den friske kilde, og fuld af sødme er fuglens sang. Jeg plukkerfløjsgræs og ridderspore, jeg plukker mandstro og jomfrusko. Men blodet brænder i mine årer, mit lille hjerte har ingen ro.

Lad hjertet hamre, lad blodet strømme, mens barmen runder sit hvide lin. Snart kommer helten fra mine drømme, skønt ingen ved det, er han dog min.
Jeg plukker fløjsgræs og ridderspore, jeg plukker mandstro og jomfrusko. Dig gi'r jeg alle mit hjertes blomster, for du har taget mit hjertes ro.

I er så tætte, selv fra hinanden - ku’ ikke være et bedre par
For evigt tror vi på, I vil være, og intet andet betydning har 
Tør godt at være sårbare sammen - livet er jers, på det sæt I vil
De ord er ikke kun nog’d jeg siger og intet andet betydning har

Jeg søger tillid, den viser du mig - hver dag for os er jo noget nyt
Med åbent sind for en anden tilgang - og intet andet betydning har 
Aldrig kun plejes, hvad andre plejer og aldrig hylde en status quo
Fordi vi ved I er noget særligt, det kan man mærke, det vi ved, jo!

Tillykke! - and nothing else matters

/Jeppe

Om politiske konsekvenser...

I forbindelse med Skattesagen mod en række venstrepolitikere og deres rådgivere + diverse skatteansatte, nærmere bestemt i lyset af det nye ‘mystiske brev’, antydes det af mange såkaldte eksperter, at det kan få konsekvenser for venstrepolitikerne hvis de har løjet i sagen.

Ha. Ha… HA HA HAHAHAHAHAH

Hvornår, siden tamilsagen, har det haft andet end absolut midlertidige konsekvenser for Venstrepolitikere at de løj? Tidligere skatteminister Fogh blev bakset ud på røv og albuer efter kreativ bogføring. Konsekvensen var… at han blev statsminister, hvor han fik lov til at lyve, prale og sjofle sig gennem sin ministertid, lige som hans nærmeste ministre gjorde det. 

Jeg skulle blive så grundigt overrasket hvis det får nogen langsigtede konsekvenser for Venstrepolitikere at de har løjet i denne sag. Det virker historisk set først og fremmest som et incitament for Venstrevælgere til at belønne dem ved førstkommende lejlighed.

2 cents. Out. 

Semiviral cm-succesoplevelse

I går morges oploadede jeg en video til Virgil Donatis Facebookside. Det er en minidokumentar med musikklip og interviews med et par af musikerne der spiller på hans nye album. Samme album som min fætter og jeg arbejdede på i foråret, hvor jeg var projektleder på artwork og han lavede al grafikken.

Jeg lagde, som altid, videoen ud på både Virgils YouTubekanal og Vimeo-ditto. De to kanaler har et ikke helt overlappende publikum, derfor gi'r det mening at have to kanaler.

Og så gjorde jeg noget jeg ikke har gjort før, nemlig oploadede videoen direkte til Facebook, altså ikke som indlejret YouTube/Vimeovideo men direkte i Facebooks eget videos/photossystem.

Videoen har, efter 27 timer, følgende -for os imponerende- stats:

203 har kommenteret den
1.072  har delt den
2.337 har like'et den
217.856 har set den

Al aktivitet er organisk. Vi har ikke købt nogen promotion af videoen og som jeg ser det har især fire faktorer spillet ind i hvad der skete det forløbne døgns tid: 

1. Det voksende publikum vi har på hans FB-side (+51.000 fans/likes).
2. Det at videoen omhandlede et nyligt udgivet album, som er en utvetydig succes blandt disse fans. 
3. Den ekstraordinært gode kvalitet i forhold til Virgils typiske videoer.
4. At jeg oploadede videoen direkte i Facebooks eget system.

Nok ikke mindst det 4. punkt.

Jeg vidste godt at Facebook belønner fuldblodsoploads højere end embeds, men altså først ved denne video, med så meget immanent potentiale, har vi set det gøre så stor en forskel. Videoen var set af 1000 mennesker efter 5 minutter. På et tidspunkt hvor hans største geografiske fanbaser sover.

Værd at skrive sig bag øret, at når indholdet først er spot on, så skal man absolut benytte sig af Facebooks egen videodeling og ikke blot indlejre YouTubevideoer. Men her må jeg godt… :) 

Slut med panoptikon

Over sommeren fik jeg lov at skrive det første indlæg i et nyt tiltag som DR2 kalder Input. Det er derfor også publiceret her.

–

I Danmark er der pr. dags dato registreret mere end 1,1 billion stykker information om danskernes gøren og laden: Hvem du og jeg ringer til, sms'er til, hvornår vi gør det og hvorfra vi gør det.

Det er rundt regnet 180.000 såkaldte sessionslogninger pr. dansker eller ca. 500 poster pr. dansker, pr. døgn. Logningen er netop blevet forlænget, uden revision, med et år - efter afstemning i folketinget.

Det ville, kan man tænke, give mening, hvis logningen - som det er hensigten - udmøntede sig i indsigt i kriminelle netværk for politi og efterretningsvæsen. Men sessionslogningen har i følge PET indtil videre givet brugbar data i forbindelse med 1 sag. 1 sag.

Det vil, for nu at skære det ud i pap, sige at der er blevet registreret mere end 1 billion indtil videre komplet ubrugelige sessionslogninger, af vi danskeres færden på nettet. Telelogningen som er paraplybegrebet for denne slags registrering af vores gøren og laden, har siden 2007 kostet os mindst en halv milliard kroner.

Er det pengene værd? Nej, et enkelt brugbart tilfælde af informationer opnået ved sessionslogning er ikke en halv milliard kroner værd. Men hvad langt mere alvorligt er, vi har som samfund ikke råd til at mistænkeliggøre hinanden på den måde. Wachowskibrødrenes film ‘V For Vendetta’ fra 2005 virkede som en overdrevet fremtidsdystopi, men ser ud til at være påbegyndt i virkelighedens verden uden større hurlumhej i Danmark, for et par år siden.

Kan vi være tilfredse med det? Nej, det kan vi vel ikke, men da politikerne angiveligt stadig er fortalere for et veritabelt panoptikonsamfund, må det være den enkelte borgers ansvar at råbe vagt i gevær.

Det samme syntes at være Edward Snowdens logik, da han for nylig lækkede en række hemmeligholdte dokumenter om USAs omfattende og systematiske overvågning af både landsmænd og udlændinge gennem det tophemmelige PRISM-program. Snowden var ansat i det, selv for amerikanske agenturers standarder, hemmelighedsfulde NSA, National Security Agency.

Han kunne dokumentere at PRISM-programmet metodisk overvågede verdensborgere via Facebook, Google, Apple og flere andre firmaer og tjenester, benyttet af snart sagt hvem som helst verden over. Og da han havde gjort det stak han af til Hong Kong og siden Rusland, hvor han nu afventer verdenssamfundets kollektive reaktion.

Skal vi lade ham sejle sin egen sø, eller skal vi sige at nu er det nok. Det ville klæde os gevaldigt hvis vi så op fra vores mobiltelefoner, eller vores reality-tv-udsendelser og et øjeblik overvejede hvilket samfund vi lever i. Det er et overvågningssamfund - så meget er på det seneste slået fast med syvtommerssøm. Men er det det vi gerne vil have? Nej, vel? Derfor bør vi lade vores politikere stå til ansvar for denne negative spiral der er det digitale panoptikonsamfund. Inden vi lander midt i Wachowskibrødrenes dystopi. Der er ikke langt, så det er nu vi skal reagere. Alle sammen.

Dejlig sommer og nyt job!

Hold nu kæft mand, det har jo været en sommer som ellers kun minderne kan male barndommens lange sommerdage og -aftener, 3 superbryllupper og et 4. på trapperne. Pyh.

Med lidt for meget hvidvin og grillmad og is, som har kostet på vægttabsprojektet. Det arbejder jeg på at kickstarte igen. Blandt andet ved at gentage mit FC25K-program (from couch to 5k). Det går såmænd udmærket, bortset fra et overbelastet knæ. Forhåbentlig kun en lille sten på vejen.

Og så har jeg fået nyt job. Sig hej til memits nye community manager! Jeg er på memit 32 timer om ugen. Det betød meget for mig at kunne sætte tempoet en anelse ned og ikke arbejde 37 timer om ugen - for så får jeg tid til de mange andre dejlige projekter jeg elsker at have fingrene i. Og det bakker de fuldstændig op om. De er så seje.

Og memit er spændende. Der er en række firmaer der på forskellige måder forsøger at ordne information overload i strømmen. Den digitale strøm der vælter ind på Twitter, Facebook osv osv (og så -effing- videre!).

memit er videndeling, gone social. Og så er det dansk! Vi sidder lige inde i Vestergade og gi'r kaffe hvis du kommer forbi.

Logikken er som følger:

Vi glemmer altid hvor vi så det link dér, den artikel dér, den video dér - som var så god, og som vi jo så godt ku’ bruge lige nu, til at illustrere noget overfor en kollega, en ven, en bekendt. Og vi fik jo ikke lige bookmarked den. Eller gjorde vi? Og så læser vi en endeløs række af ustrukturerede bogmærker igennem for -som regel- alligevel ikke at finde hvad vi søgte.

memit løser det med en clipper - en enkelt knap i vores værktøjslinje, som clipper den artikel du læser, eller udvalgte dele af den, som du så kan tagge med indholdsemne, navn, alt hvad du vil, og kommentere det. Så gemmes den automatisk til din memit-profil, hvor alle kan få glæde af at læse og dermed vide det samme som dig. Og du bliver selv klogere at at se hvad dine kolleger, venner, bekendte eller ligesindede læser, deler og like'er. Det hele er gjort delbart, du kan have lukkede eller åbne stykker viden, og dele dem i grupper hvis du har lyst til det.

Det hele er egentlig meget bedre og simpelt forklaret i de her videoer. Se dem! For min skyld. Nej. For din skyld!

Jeg håber at I der læser med vil bruge et øjeblik på at overveje hvor fedt det ville være at  få styr på alt det vi møder og elsker online. Så det ikke bliver i de kedelige siloer rundt om på nettet - men kan samles éet sted, hvorfra vi kan dele det med verden og selv blive klogere på hvad andre interessante mennesker læser og bekymrer sig om.

Grow smarter. Together.
Velkommen til memit! Her er min profil: http://memit.com/morgenthaler
 

Start using memit from memit on Vimeo.

Find all your content on memit from memit on Vimeo.

Build and Collaborate with your Collections from memit on Vimeo.

Stolt med stolt på

Jeg har efterhånden skrevet mange gange om den gang jeg mødte Virgil Donati for første gang, her i København i 1996. I september spillede han med Allan Holdsworth på Jazzhouse og jeg hev min fætter Lars med derind. Lars er en utroligt dygtig arkitekt og en helt fantastisk tegner. 

For at gøre en lang historie ret kort, så viste jeg Virgil nogle af Lars’ tegninger og Virgil var solgt på stedet. Vi besluttede i fællesskab at Lars sku’ tegne og designe coveret og bookletten til Virgils kommende album, In This Life. Jeg har siden oktober sidste år fungeret som projektleder og bindeled mellem disse to kunstnere og øvelsen har været at få de to kunstneriske udtryk til at mødes bedst muligt.

Jeg kan med meget stor stolthed sige at den øvelse lykkedes. Jeg er så glad for hvordan det endelige produkt tager sig ud. Virgil er også i den 7. himmel over resultatet. Og i morgen udkommer albummet, som download og som gammeldaws digipak cd. Begge udgaver kan bestilles her.

Forleden legede jeg for første gang med en Maschine (fra Native Instruments) og sådan en bli'r jeg sgu nok nødt til at spare sammen til. Nuisj, hvor var den sjov at pille ved! (dshoig) 

I samme session optog jeg min stemme gennem vocoder, og stykkede det her lille sommerhit sammen, med min ven Hannibal. Vi dedikerede det til vores dejlige ven Philip, den mest hjælpsomme mand nord for alperne. We love you PIP!

Og - nårh ja… så har jeg fået nyt arbejde :) -mere om det, snart.

GOD SOMMER!

I dag er det 100 år siden Stravinsky gav liv til ‘verdens første stykke rockmusik’ (tjek ved minuttal 3:40 i denne video) Le Sacre du Printemps, Forårsofringen. Det er stadig et fuldstændig uovertruffent stykke musik. Hør det i dag - og nyd det.

Wish I Was Here

- er titlen på den kommende film fra Zach Braff. Som mange andre var jeg kæmpe fan af Scrubs og har været serien igennem forfra mange gange. Men det var da han lavede Garden State at jeg for alvor fik øjnene op for dybden af hans talent. Det er en af de fineste små film jeg har set. Den har snart 10 år på bagen og en ny film fra ham er længe savnet.

Det bliver der rådet bod på nu. Kickstarter, inklusiv en forrygende introduktionsvideo fra ZB & Co., slår til igen og efter 2 dage har han samlet 1,7 af de 2 millioner dollars han skal bruge for at realisere filmen. Der er altså noget forrygende fedt ved at donere håndøre til en film der bliver skabt uden filmselskabernes kassetænkning og helt på kunstnerens præmisser. Det giver også en masse udfordringer og selvfølgelig risiko for at filmen bliver noget lort. Den risiko tager jeg gerne en lille del i.

Og jeg glæder mig til Wish I Was Here.

UPDATE: Efter 4 dage er “vi” på $2,1 mio og dermed $100.000 over målet med 26 dage tilbage!

Nærmest perfekt søndag

I dag var sådan en søndag hvor jeg ikke havde været ude lørdag, og derfor vågnede klokken halv syv og lå og hørte/læste nyheder i en halv times tid mens solen strømmede ind gennem tagvinduet.

Jeg indrømmer gerne at det første der lød fra højttalerne var Anne Linnets ‘Søndag i april’ - som faktisk ret godt beskriver en god søndag - mens jeg spiste knækbrød med ost og honning.

Opvasken blev næsten taget inden klokken var 9 og jeg travede ind gennem byen for at mødes med en gammel veninde, hvis mor døde for nyligt. Det er der selvfølgelig ikke noget perfekt ved, men vores samtale, mens jeg så hendes nye designværksted og vi købte kaffe hos 'Lækkerier’, gik på kastellet og sad på en bænk i solen, inden vi via nyboder endte i Kongens Have; dén samtale nåede omkring vores forhold til vores forældre, venskaber, New York, musik, de valg vi tager i livet og meget, meget mere. Alt sammen med en lydhørhed og en tagen-sig-tid til hinandens tanker, der ærligt talt er sjælden.

Jeg kunne, timer senere, slentre tilbage til en sol-lun, lur-indbydende sofa, fyldt op af en taknemmelighed over min egen evne til at etablere, og holde på fantastiske venskaber. Det er noget jeg godt tør sige jeg er god til.

Jeg fik også set halvanden times samtale mellem fem af forfatterne fra The Simpsons.

Endelig var det en søndag hvor jeg gik mere end en halv dag uden at bekymre mig om min mor. Fordi det faktisk går godt pt. Stille og roligt fremad. Men fremad.

Det sidste års tid har jeg spillet med en barbershoptrio hvori to af mine fætre synger. En af udfordringerne er oftest at få det til at swinge med blot en cajon og et par whiskers. Normalt giver stortrommen gode muligheder for at synkopere og hihatten er en god pulsholder for de andre musikere, så når man kun har en cajon + whiskers er det en udfordring.

Resultatet kan lyde sådan her.

Fin melankoli

Jeg fik endelig købt og læst Amalies flotte debut. Hvis man nogensinde har været forelsket, eller københavner, eller tænksom - eller bare er glad for ord i gode rækkefølger, så vanker der gensynsglæde. Og hvis der er gevinst på alle ovennævnte hylder får man valuta for hver en øre her.

Hun og jeg deler en lille bitte smule uskyldig historie fuld af fester og kys og det bliver jeg ikke mindre stolt af efter at have læst hendes forfatterdebut.

Sårbar

Det er så meget op og ned med min mor at der kan være fantastiske nyheder om morgenen og dårlige nyheder inden middag, for at det så igen tegner godt sidst på dagen.

Sådan var det i dag -med omvendt fortegn- for jeg sidder her med lægevagtens telefonnummer på skødet, standby for min mor. Min mor er hjemme - med hjemmesygeplejerske hver dag - og jeg tog til mine forældre sidst på eftermiddagen og bliver her hele weekenden. Både for at være lidt praktiske gris og få gjort hovedrent i hele hytten og for, ved selvsyn, at afgøre hvor dårligt hun har det. Hun har det dårligt. Rigtig dårligt. Det er status efter i aften. Hun våndede sig som en der lige var blevet skudt og har tabt sig forskrækkeligt meget. Og det på blot et par dage hvor jeg ikke har set hende. Og vi ved stadig ikke præcis hvorfor hun har det så dårligt. For operationen ‘gik som den skulle’ og lægerne kan ikke se nogen tegn på dårligdom.

Hvilket gør det hele lidt mere ubehageligt. For hvad er det så? Hvorfor har hun det så dårligt at hun konsekvent har brug for mere morfin og æder piller som var det slik. Helt vildt sjovt er det fandeme ikke.

Nyt layout, ny platform

Ja, altså - Posterous lukker jo 30. april, efter Twitter for nylig købte det. Det er jeg egentlig lidt ked af, fordi det der med blogging via e-mail faktisk fungerede ret godt for mig.

Men jeg måtte vælge mellem Wordpress og Tumblr (og alle mulige andre) og valgte Tumblr fordi det jo er ret simpelt - og desuden var det nemt at flytte 500+ blogindlæg med Justmigrate. Så nu bor jeg her på Tumblr.

Og det er der garanteret nogle startvanskeligheder ved - men sådan er det jo altid når man flytter blog. Det er 3. gang denne flytter. Og i år fylder den 8 år! Fra en grim iloblog til blogspot til posterous til Tumblr.

Post post-op

Nu gik det hele lige så godt.

For min mors operation var jo gået fint, og selv om hun var forfærdeligt træt, så havde lægerne jo sagt at det ikke ku’ være gået bedre. Men hun havde ondt. Rigtig ondt. Og havde svært ved at sove, så selv om hun kom hjem og også fik spist lidt mere hver dag - ikke helt nok - så vedblev hun med at være frygteligt træt og have meget ondt. Og man har ingen nerver i tarmene, så det er noget andet der har gjort ondt. Måske såret. Efter 2 mareridtsnætter med stærke smerter måtte hun i forgårs indlægges igen.

I går fik vi planmæssigt svar på prøverne fra den kræftknude de tog ud - det vil sige svar på om den havde spredt sig, og det havde den angiveligt ikke. Det er naturligvis utroligt gode nyheder midt i bekymringerne over hvorfor hun har det så dårligt. Forhåbentligt får vi snart svar på hvorfor hun har været helt til hundene den sidste uges tid. Og det er rigtig kedeligt at det ikke umiddelbart er gået så godt som vi først blev ledt til at tro, og som vi håbede på og samtidig dejligt at det var en enkelt knude uden spredning. De følelsesmæssige bølger skvulper videre.

Post-op

Min mors operation er tilsyneladende gået helt efter planen. Den tog 3-4 timer her til formiddag. Hun undgik stomi og ligger i opvågning nu. Det så heller ikke ud til at kræften havde spredt sig fra den ene store knude, så det er så gode nyheder som vi overhovedet kunne håbe på.

Vi er klogere på hendes nærmeste fremtid om et par dage, men for nu er det de bedste nyheder vi kunne håbe på.

Pre-op

I dag blev min mor indlagt planmæssigt. I morgen skal hun opereres. Fredag brugte vi lidt QT sammen ved at tage i Koncerthuset og høre først Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1 og siden Sjostakovitjs 8. symfoni, der virkelig var fejende flot. Knugende melankolsk, søgende, klagende og smuk. Godt arbejde af radiosymfonikerne med den! Og jeg har altid holdt meget af hans 5. symfoni, så nu må jeg snart få lyttet ordentligt på resten af hans symfonier.

I går var jeg til herrefrokost med de gamle KUA-udvalgsdrenge. Snaps, sild, deller, hele den store danske frokosttradition rullet ud. Vi skriver altid festsange til lejligheden, på gammeldaws maner, lissom Røde i Matador. Og der er hyldest til dem der får skrevet de bedste ordspil eller aktuelle nyheder på rim. Jeg fik pluspoint for min karakteristik af Per Vers som 15-årig som “2Pac for en skilling”. Den tog kegler.Jf snapsen har dagen i dag for det meste udspillet sig på sofaen hvor jeg har set 3 Bonanzaafsnit af Kontrapunkt - med den evigt underholdende Mogens Wenzel Andreasen som tilbagevendende højdepunkt. Og så genså jeg også Filmafsnittet af QI, og blev mindet om hvor meget jeg holder af Emma Thompson. Jeg elskede hende i Angels in America og her fremstår hun simpelthen så sympatisk og lattermild.Men det meste af dagen har tankerne kredset om min mor og hendes forestående operation. Det er pudsigt at dårligdommen bringer os så tæt sammen igen - men det er godt. For hun er så frustreret og bange for sin diagnose, af så mange gode grunde - og i morgen eftermiddag er vi meget klogere på hvordan hendes nærmeste fremtid ser ud. Fingers crossed. 

Nyt job og følelsesmæssige bølgeskvulp

Det er en tid med følelsesmæssige bølgeskvulp der kan mærkes her i mit liv. Sidste torsdag fik vi den kedelige besked at min mor er kræftsyg og dagen efter landede jeg mit nye job. 

Det er et par måneder siden jeg skrev et blogindlæg om at jeg søgte job og jeg kan ikke overdrive betydningen af at Didde, Laura og Philip bød ind med anbefalinger. Det er noget folk virkelig har reageret vildt godt på og mange af de efterfølgende jobsamtaler har foregået mere eller mindre på mine præmisser. Tusind tak, gode venner, for jeres hjælp og anbefalinger. I alt har jeg været til 14 samtaler med masser af sindssygt spændende og interessante mennesker på ditto arbejdspladser. Og jeg er glad for at have tilføjet mange af dem til mit netværk.

Her skal Hanne også nævnes, da hun konstant har været på udkig efter spændende jobs til mig. Det samme skal Lisa og Rasmus som har langet middagsinvitationer og skulderklap ud på ugentlig basis, når pengene var mindst i mit stramme budget. Endelig skaffede Johanne og Marie en håndfuld ebogs-speakjob for Gyldendal i forrige uge, så du kan snart høre mig læse Peter Nordahl og Egon Mathiesen op. Jeg siger både ‘neger’ og 'røghullet’.

I det hele taget har mit netværk støttet og anbefalet jobs og været på udkig i en grad der understreger hvor vigtigt det er for mig at have så stærkt et netværk.

Men til sagen - i morgen starter jeg hos LBi Denmark, som community outreach & relations manager. Jeg er meget spændt og glæder mig virkelig meget til at komme i gang.

Lørdag fik jeg nyheden om at en gammel parallelklassekammerat havde taget sit eget liv. Jeg var aldrig tætte venner med ham, men kendte ham godt og vidste godt han var en frustreret sjæl. Hvor er det dog sørgeligt at han ikke fandt andre udveje end den ultimative.

I kølvandet på de alvorlige nyheder i sidste og denne uge gik jeg i går rundt med kæmpe skyldfølelse over at være glad for både nyt job og for at skulle have et par tusind tilbage i skat. Det kunne være dejligt en gang i mellem at kunne skubbe noget helt til side et øjeblik og bare være glad for de ting der er at være glad for. For eksempel at jeg nu får råd til en kniv fra Cut Brooklyn. Ja, det er vanvittigt materialistisk, men helt ærligt noget jeg glæder mig til.

Så følelsesmæssigt bevæger jeg mig hastigt mellem alvorlig bekymring, spændt glæde, tungsind over tabt liv og glæde over livets små skulderklap i disse dage.

I morgen vil jeg dog glæde mig over nyt job, nye kolleger og nye spændende udfordringer. 

God søndag.

Tak tweeps

Det var tilfældet da min far blev syg, og gennem hele hans sygdomsforløb, og det er tilfældet igen nu, hvor min mor også har fået en kræftdiagnose: Jeg tager en dyb indånding og skriver om det - fordi det hjælper mig at få det ud gennem tasterne og resultatet har i begge tilfælde været det samme. En fuldkommen overvældende mængde søde, betænksomme hilsner vælter ind fra twitter både ude i strømmen, i direkte beskeder og pr. mail. Fra venner, bekendte, tweeps jeg aldrig har mødt, tweeps jeg ofte er uenige  med, tweeps af alle slags. 

Og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Tusind tak for jeres fantastiske støtte. 

Kræft i familien - igen

I går blev min mor diagnosticeret med en kræftknude i tyktarmen.

Jeg troede ikke mine egne ører. Vi havde næsten vænnet os -det lyder sindssygt at tænke det- til min fars sygdom (3 kræftformer på 3 år) og selv om han er symptomfri fra sin kræft på nuværende tidspunkt, så sidder det i baghovedet at han kan få tilbagefald. Men min mor, som har været fysisk stærkere, mere aktiv og levet sundere end min far, - vi havde ikke set den komme, at hun skulle være syg. Kræft i tyktarmen er også den seneste form min far har haft. Det sætter en masse usaglige og usammenhængende tanker igang. Er der noget ved måden de lever på, det de spiser, hvor de bor etc etc der gør at et ægtepar får diagnosticeret samme kræftform inden for et år?

Jeg fik først at vide for 3 dage siden at hun overhovedet havde været til undersøgelse. Jeg ved ikke hvad det er med forældre men de krumspring de gør for at skærme en for bekymringer er nogen gange ikke indsatsen værd. Jeg ville gerne have vidst tidligere at hun skulle undersøges. Det gør kun chokket større at jeg ikke anede at det var en bekymring der fandtes, om jeg så må sige. Og min mor, som har passet min far mens han var syg, er selv blevet slidt af forløbet. Hun havde sådan brug for lidt tid til at samle kræfter, til at få luft og overskud igen.

Men det bliver ikke nu hun får tid, for nu skal mine forældre i gang igen - med skanninger og behandlingsforløb og usikkerhed og smerte og bekymringer til op over begge ører. Og min mor er helt fra den, selvfølgelig. Hun har set hvor svag min far blev i forbindelse med strålebehandling af netop tyktarmskræft. Og vi ved det alle sammen. Det er ikke for sjov. Og derfor er hun pisse bange. Vi er alle sammen pisse bange og kede af det. 

Og Lisa, Rasmus og Simon - tusind tak fordi jeg kunne hænge med jer i går.