I går blev min mor diagnosticeret med en kræftknude i tyktarmen.
Jeg troede ikke mine egne ører. Vi havde næsten vænnet os -det lyder sindssygt at tænke det- til min fars sygdom (3 kræftformer på 3 år) og selv om han er symptomfri fra sin kræft på nuværende tidspunkt, så sidder det i baghovedet at han kan få tilbagefald. Men min mor, som har været fysisk stærkere, mere aktiv og levet sundere end min far, - vi havde ikke set den komme, at hun skulle være syg. Kræft i tyktarmen er også den seneste form min far har haft. Det sætter en masse usaglige og usammenhængende tanker igang. Er der noget ved måden de lever på, det de spiser, hvor de bor etc etc der gør at et ægtepar får diagnosticeret samme kræftform inden for et år?
Jeg fik først at vide for 3 dage siden at hun overhovedet havde været til undersøgelse. Jeg ved ikke hvad det er med forældre men de krumspring de gør for at skærme en for bekymringer er nogen gange ikke indsatsen værd. Jeg ville gerne have vidst tidligere at hun skulle undersøges. Det gør kun chokket større at jeg ikke anede at det var en bekymring der fandtes, om jeg så må sige. Og min mor, som har passet min far mens han var syg, er selv blevet slidt af forløbet. Hun havde sådan brug for lidt tid til at samle kræfter, til at få luft og overskud igen.
Men det bliver ikke nu hun får tid, for nu skal mine forældre i gang igen - med skanninger og behandlingsforløb og usikkerhed og smerte og bekymringer til op over begge ører. Og min mor er helt fra den, selvfølgelig. Hun har set hvor svag min far blev i forbindelse med strålebehandling af netop tyktarmskræft. Og vi ved det alle sammen. Det er ikke for sjov. Og derfor er hun pisse bange. Vi er alle sammen pisse bange og kede af det.
Og Lisa, Rasmus og Simon - tusind tak fordi jeg kunne hænge med jer i går.