Genhør med fortiden

En sød gymnasieveninde sendte mig i dag en e-mail, vedhæftet en demo jeg medvirkede på for -gisp- snart 17 år siden. (jeg har spillet trommer det meste af mit liv - det er der ikke så mange onlinevenner der ved)

Anledningen var at vores band ‘Your Toes’ (før det hed vi både Steppin’ Out og 'Which Witch Watched The Wrist Watch’, men 'Steppin Out’ var der allerede nogen der hed og WWWTWW kunne ingen -andre end os- udtale) sammen med 3 andre bands havde vundet en livemusik-konkurrence der kørte på Sjælland i 1995. Sommerrock '95 hed den. Ikke så meget pis der. 

Vi spillede typisk en skøn blanding af gammel funk (Tower Of Power, Larry Graham mm) ny funk (FFF, Jamiroquai, Super Groove mm), god rock (Cream, Black Crowes, Prince mm) og blues (Hendrix) og var således et rent coverband. Måske siger det noget om konkurrencen, for der var skam originalbands med. Jeg tror egentlig bare vi spillede helt hæderligt til tider - og ku’ finde ud af at spille andre steder end i øvelokalet. 
Så vi vandt altså, sammen med 3 andre bands, og fik muligheden for at indspille en demo i Den Rytmiske Højskoles den gang ret nye A-studie, hvilket virkelig lugtede af at vi skulle være rockstjerner. Pulten var 3 meter lang og vi glædede os som sindssyge til at få en smagsprøve på det søde professionelle musikerliv, omend blot for en dag. Men vi ku’ simpelthen ikke have siddende på os at de 3 andre bands sku’ indspille originalt materiale og vi sku’ finde et covernummer at indspille. Så vi skrev et nummer, på en eller anden måde. Og opkaldte det efter 4., 5. og 6. ord i 2. vers af sangen (den gang som nu var lidt mystik omkring den kreative kunstneriske proces et absolut plus).

Og her er det. Og man behøver ikke synes det er godt. Men vi var glade'ish. Ikke mindst jeg, som ved en fejl kom til at stå krediteret alene for musikken. Jeg havde kun co-skrevet intro/interlude (i 7/8) efter oplæg fra vores guitarist - og outroen, som var så Paul Shaffer'sk som vi overhovedet ku’ komme af sted med. Anywho, undertegnede anno 1995…

03 At a Time.m4a Listen on Posterous

Skrmbillede_2012-02-08_kl

I aftes

Sidste år i maj skrev jeg et indlæg med samme overskrift.
Den gang var vi en flok borgere der gjorde hvad vi kunne for at undgå at en lille dreng skulle falde i døden fra et åbenstående vindue. Han blev reddet i tide, og nåede end ikke at falde.

I går aftes fyldtes gaden af sirener. Tyve meter fra hvor vi i maj stod parat til at gribe den lille dreng, faldt en 3-årig pige i går ud af et vindue. Ingen så hende falde. Hun døde i dag.
Jeg kender ikke familien, men sender de varmeste tanker ikke desto mindre. Det må være et ubeskriveligt tab.  

Udredning for nysgerrige iACTAgere

BREAKING: World Wide Web er under angreb fra onde akronymer!!
SOPA, PIPA, ACTA, TPP, OPEN, ?

Godt så.

Vi lærer dag for dag mere om ACTAs konkrete indhold og kan i skrivende stund konstatere at mange af de mest uhyrlige forslag i traktaten er fjernet i løbet af processen. Godt nok kun fordi der blev lækket tidlige udgaver af traktaten, så jurister og eu-parlamentarikere kunne råbe vagt i gevær i forhold til de stasi-metoder der var lagt op til. Men processen er fortsat under heftig beskydning fra alle sider og i sig selv værd at påtale. Samtidig åbner ACTA stadig for lovgivning der nærmer sig de netop bortkastede PIPA- og SOPA-love, og derfor er ACTA stadig noget lort. For nu at sige det lidt firkantet.

Du kan læse Ars Technicas rigtig gode gennemgang af ACTA, og den lidt unøjagtige kritik som mange (jeg selv inklusiv) har kommet med. Der er ikke tale om Peter og Ulven. Der er tale om at vi, præsenteret med nogle informationer, gjorde hvad vi kunne for at få belyst sagen. Det er ved at lykkedes. Vi er 1,3 millioner mennesker der har skrevet under mod ACTA. Det er der stadig alt mulig god grund til at gøre.
Men der er også behov for at skue fremad. Og igen henviser jeg til Ars Technica, som med dette indlæg peger på ACTAs onde tvilling, Trans-Pacific Partnership, eller TPP, som er næste i rækken af onde akronymer der vil overtage wwwerdensherredømmet.

Jeg mener at danske it-journalister bør sætte sig (og derefter os) ind i TPP, og i samme øvelse undersøge OPEN, som er Darrel Issas bud på en fornuftig traktat (i øvrigt på tværs af partier) der vil bekæmpe pirateri og samtidigt holde nettet åbent. Han er stærk modstander af ACTA og indtil videre støtter i hvert fald Google hans OPEN-forslag. Det er et sympatisk træk at der er absolut åbenhed omkring OPEN (hvor meta), og at det er muligt at komme med ændringsforslag direkte på websitet dedikeret til OPEN. Men vi må stadig sætte vores lid til grundige journalister, der kan samle op, researche og præsentere de lovforslag vi møder. Her er Information i mine øjne hidtil bedste bud, med denne journal. Tjek den ud og hold dig opdateret.
UPDATE: OPEN bliver nu kritiseret af The Recording Industry Association of America (RIAA) - hvilket efterhånden næsten kun kan ses som et kvalitetsstempel. Issa (republikaner) og Wyden (demokrat) forsvarer deres fælles traktatforslag ved at liste en række stramninger som de mener falder indenfor rimeligheden med det bagvedliggende del-mål at bevare nettet åbent.

Brev om ACTA til Europaudvalget i Folketinget

I mandags skrev jeg en e-mail til Christel Schaldemose og Emilie Turunen angående min bekymring for den forestående underskrivning af ACTA-traktaten, fordi Schaldemose og Turunen har at gøre med forbrugerbeskyttelse i EU. Jeg har stadig ikke hørt fra dem. I går blev ACTA-traktaten underskrevet, blandt andet -beklageligvis- af Danmark. I går skrev jeg derfor nedenstående brev til Europaudvalget. Jeg aner ikke om det er det rigtige organ men Europaudvalget beskrives således: Europaudvalgets sagsområder er sager, der behandles i Den Europæiske Union og WTO, og koordineringen af Folketingets behandling af disse sager. 

–
26. januar 2012

Til Europaudvalget i Folketinget

Dags dato har Danmark underskrevet ACTA, den hidtil mest omfattende verdensomspændende traktat til kontrol og overvågning af personer på world wide web. Det foregik angiveligt i Japans udenrigsministerium.  
ACTA kommer helt uhørt til at operere uden for FN, WIPO og WTO.

Fordi forhandlingerne om traktaten har været hemmeligholdt, har offentligheden ikke haft nogen mulighed for at debattere traktatens vidtrækkende konsekvenser.
Vilkårene beskrevet i de offentligt frigivne udkast til ACTA truer på flere planer offentlighedens interesser, herunder angiveligt hver bekymring specifikt fraskrevet af forhandlerne.
Tidligere har bl.a. USA skrevet under, til trods for protester fra 75 juraprofessorer. Ved en konference i Washington College of Law udtrykte 90 forskellige delegerede fra 6 forskellige kontinenter samstemmende en dyb bekymring for de forventede konsekvenser af traktaten.
Jeg ønsker svar på hvilken (evt. hvilke) dansk EU-politiker der i dag i Japan skrev under på ACTA, lige som jeg vil opfordre Europaudvalget til straks at foretage de nødvendige foranstaltninger til at få bragt klarhed omkring konsekvenserne af ACTA for danskere og andre EU-borgere, og i det hele taget få belyst processen som virker fordækt, udemokratisk og en skændsel mod almindelig sund fornuft.

Venlig hilsen,
Jeppe Morgenthaler
– 

Jeg ved at flere andre prøver og har prøvet at råbe politikerne op. Hvis du læser dette, og kender til andre politiske instanser som det ville være mere korrekt at rette denne henvendelse til, må du meget gerne skrive det i en kommentar på dette indlæg. Endelig bør du læse hvorfor Kader Arif netop har opsagt sit arbejde med at undersøge og rapportere om ACTA. Det er skræmmende læsning.

Synsvinkel

Jeg har lige siddet og læst denne artikel om Cheff-crewet og deres for mig ganske ukendte succesår, sidste år. Der var to ting jeg hæftede mig ved, udover mit diminutive indblik i undergrundsmusikscenen i Danmark. Det ene var den for mig positive udvikling at flere og flere får succes uden om de etablerede pladeselskaber. Det har for mig længe fremstået absurd at jeg sku’ betale kr. 149,- for en ny cd, så en eller anden pladeselskabsboss ku’ have et penthouse-glaskontor på 5th Avenue. Og ja, i dén sammenhæng vil jeg hellere støtte Apple, da iTunes Store er nemt og bekvemt tidligt en lørdag morgen i forhold til at trave ned til - og derefter igennem TP når den åbner, for -måske- at finde en enkelt Steely Dan- eller Paul Simon-skive på tilbud, som vil gøre en god værtindegave på et senere tidspunkt.

Nå men altså, al magt til musikerne og sånnoget.

Det andet og ikke direkte forbundne var at caféen Saxons blev omtalt som en musikcafé, hvor nogen af de unge musikere nævnt i artiklen hang ud. Nogen fra det “kreative” venstreorienterede miljø på Nørrebro. Og så slår det mig endnu en gang hvor edderspændt rasende jeg var over at de møgunger huggede mad og penge fra Mark Saxon, en flink australsk saxofonist og kok, der flyttede til København for 15-16 år siden, og som jeg kom til at kende og spille med. Han var en ekstremt arbejdsom fyr der lavede Københavns til prisen bedste brunchburger, og som for sine sparepenge åbnede Saxon’s på Jagtvej og hurtigt tiltrak sig et fast klientel af stamgæster. Det gik egentlig ret godt, indtil naboerne begyndte at male graffiti på vinduerne (når de ikke smadrede dem), hugge pant og det der var værre og generelt opføre sig ad helvede til over for ham. Og til sidst havde han ikke hverken penge eller lyst til at blive ved med at betale deres pubertære udskejelser og rejste hjem til Melbourne.
Jeg har selv været til koncerter i Ungdomshuset, men har aldrig følt mig velkommen. Hvis ikke ens garderobe var så sort som stamklientellets blev der generelt set skævt til en. Og selv om måden huset blev solgt og revet ned på overskred enhver sans for fornuft og medmenneskelighed, så savner jeg ikke Ungdomshuset en brøkdel så meget som jeg savner den flinke australske saxofonist og kok som de møgunger drev til at rejse hjem til Australien. 

Åbent brev til danske klassiske musikere

Nedenstående er sendt til et par af mine venner der deltager i den øjeblikkelige offentlige debat om vilkårene for klassiske musikere i Danmark
–

Kære klassiske musikere i Danmark
Hvor er I?

Ok, i øjeblikket er I da akkurat til at få øje på i den offentlige debat, men tilsyneladende kun fordi I står overfor at miste en stor del af jeres offentlige støtte.  Misforstå mig ikke. Jeg nyder selv at høre klassisk musik, både live og i hverdagen derhjemme og på arbejdet. Den klassiske musik kan noget som den rytmiske musik ikke kan. Så dette er ikke en håndgranat fra den anden skyttegrav.
Men det virker desværre som om at vi, jeres potentielle tilhørere, kun hører fra jer når det kniber med pengene. Og det er simpelthen ikke godt nok. I har ganske givet et kernepublikum, typisk ældre borgere med både tid og penge til at gå til ofte (lidt dyrere) klassiske koncerter. Men I har også et potentielt publikum der boltrer sig på de sociale medier, hvor vi stopfodres med rytmisk musik, fordi den rytmiske musik er inkluderende, åben og imødekommende og har indtaget world wide web med 100 km/t. Det samme kan man desværre (endnu) ikke sige om den klassiske musik. Den er i nogen grad elitær, med et nuanceret og mangefacetteret udtryk der kræver meget af sin lytter. Det er der intet i vejen med (tværtimod). Men vi mangler jer simpelthen i vores hverdag. Vi mangler at I også innoverer og re-itererer jeres ansigt udadtil, at I henvender jer til os og at I optræder de steder vi befinder os.

Og nej, det er ikke nok at I har et personligt website. Hvis ikke I vil fremstå som en lukket, elitær del af samfundet må I springe ud på det dybe vand og udforske Vimeo, YouTube, Twitter, Google+ og så videre og så videre og præsentere dét den klassiske musik kan i formater der hører til i 2012. Et eksempel på en der har gjort det er Greg Anderson, som slet ikke er verdens bedste pianist, men som i sin videoperformance af Ligetis L'escalier du diable () formår at sætte en grundpræmis op for nysgerrige lyttere, som bliver holdt lidt i hånden og vist ind i den klassiske musiks verden uden at føle sig dum og uvelkommen - og på den måde har han fået knapt 400.000 visninger af sin video.
I bliver nødt til, i disse år, at komme på banen og være langt bedre til at promovere jer selv og den klassiske musik de steder hvor vi, jeres potentielle lyttere, befinder os. I er meget velkomne herude. Vis at vi er det samme dér, inde i jeres verden.
Bedste hilsner,

Jeppe Morgenthaler

Første test af Mattebox

Posted from: København, Denmark

Hver dag tager jeg 5 minutters break et stykke tid efter frokost og går en tur ud på Operaøen som har en stor parkeringsplads helt ud til vandet. Den er god at lade tankerne løbe af sted på, ud over vandet, opad, hvor end de skal hen. I dag havde jeg en ny app med i telefonen. Mattebox, som er en fotoapp til iPhone. Den er bygget op med Konicas Hexar som forbillede. Alt er nemt at gå til og det føles egentlig bare som om man lige skal vænne sig til knapperne. Funktionerne er få men gennemarbejdede og jeg tror jeg bliver rigtig glad for den. Her er de to første forsøg, uredigeret+redigeret (direkte på telefonen med vinterkolde, bare fingre midt på parkeringspladsen). Det skal nok blive bedre med tiden. Tjek den ud.

 

 

 

Farvel 2011, Goddag 2012

Det har været et underligt år. 2011 er fløjet af sted, synes jeg. Jeg har haft mere travlt end jeg kan huske nogensinde før at have haft.
Min uddannelse synger på absolut sidste vers. Jeg er i gang med specialet og til næste år bliver jeg færdig som cand.it.

Det har også været et år hvor mange omkring mig har været syge. Mængden af sclerose-, kræft- og andre alvorlige diagnoser i min vennekreds har været forfærdende. Og min far har været frygteligt syg af kræft det meste af året - men ser ud til på forunderlig vis at komme sig. Det går langsomt, men det går fremad.
Hårdest var det at miste Troels i august. Det var uvirkeligt. Det er det stadig. I dag var vi 7 venner sammen ude at se hans grav. Den stærkeste følelse i dag var den tilfældige uretfærdighed der er i at et venligt, videbegærligt menneske dør så lang tid før det er hans tid, samtidig med en taknemmelighed over at dele sorgen med så gode mennesker. Ja, det var det værste der skete i år, men læg så ovenig venners og families sygdomme og Troels’ dødsfald endnu et (alt) for tidligt dødsfald, nemlig en vens teenagesøn, et par skilsmisser i den nærmeste vennekreds, en barndomsven der nær døde af meningitis og venners børns alvorlige sygdomme i puljen og 2011 står som et annus horribilis.

 
Det har været tungt til tider. Men det har dog ikke været ulykker det hele. 
Jeg har nået mange ting i 2011 som jeg er glad for. Vi fik udgivet vores brætspil efter 3 lange års udvikling. Det er en dejlig fornemmelse. Det er en fed lyd når man stiller sådan en kasse på et bord. Klonk.
Der blev også sparket gang i mit stemmearbejde og i skrivende stund ser det ud til at jeg får radiodebut i januar som fortæller (og 5 andre stemmer) på historien ’Hvem danser twist & hvem danser polka?‘på DRs Radio Ramasjang (den for børn) - det bliver sjovt, og hvis bogen/cd'en bliver udgivet, hvilket det tyder på, så bliver den god. Sangene er rigtig gode og det er fedt at tage del i et positivt, kreativt projekt. 

På mit arbejde på Arkitektskolen har jeg netop relanceret et internationalt forskningstidsskrift, noget jeg har arbejdet på i et års tid sammen med designforskere og forskningsbibliotekarer fra USA og Australien. Det er dejligt at komme i mål (som det hedder på det sprog man taler der) med så langvarig en proces.

Der er mange der har lavet twitterlister over de sjoveste eller mest interessante og læseværdige tweets. Det har jeg ikke orket. Men jeg har da gjort mig nogle tanker om hvad Twitter betyder for mig. Twitter er blevet nærmest et metabegreb for mig, i det jeg hele tiden ser folk fra twitter privat eller på gaden og derfor ikke nødvendigvis er på Twitter når jeg interagerer med dem. Twitter er blevet en slags superleverandør af venskaber i krydsfeltet mellem professionel interesse og den gode interpersonelle kemi. Det er kommet efter 3 år, så hvis du ikke er på Twitter men har lyst til at gi’ det en chance så husk på at du ikke nødvendigvis høster frugterne første sæson. Men interaktionen og venskaberne er værd at vente på, skal jeg hilse at sige. Twitter er blevet det ene fænomen jeg ikke kan forestille mig at undvære i 2012. Facebook bliver mindre og mindre vigtigt, Google+ har stadig masser af potentiale, men Twitter er the dog’s bollocks. Tillad mig at citere en god veninde. 2012 skal indeholde more cowbell, more wine & more fun.
Jeg ønsker alle der måtte læse dette et rigtig godt nytår.

Service, no service

I løbet af de sidste 14 dage har jeg været i kontakt med to servicevirksomheder der begge i mine øjne fejlede i deres service.

Det første var ved købet af en ny telefon gennem teleselskabet 3. Ikke fordi telefonen ikke ku’ telefonere. Det var en mandagsudgave jeg havde fået, og den byttede 3 uden at kny. Faktisk oplevede jeg en fremragende service i 3-huset på Vimmelskaftet. Nej, det var da jeg fik en oversigt fra 3 i forbindelse med overgangen fra gammel telefon til ny at jeg fik kaffen galt i halsen. Der var et “fortsættelsesgebyr” på kr. 199,-. Jeg skrev straks til 3 og spurgte hvad det mon dækkede over. Jeg fik dette svar: 
“Når du opretter/forlænger et abonnement er der administrative omkostninger forbundet derved. Dette være lønning til personale der taster din ordre osv. Dette tager vi enten et oprettelsesgebyr eller et forlængelsesgebyr for.”

Hm. Det kunne de jo ret problemfrit have lagt ind i prisen, så jeg ikke skulle trækkes med gebyrer, og ikke følte mig røvrendt. Irma tager jo heller ikke gebyr fordi jeg bliver ved med at handle der. Jeg synes det er et rasende forkert signal at sende til en trofast kunde.
I går skulle jeg så købe den sidste julegave, et gavekort til Fitness World (bare rolig, modtageren læser ikke med her) og i den forbindelse gik jeg ind på deres website og så at der fandtes en webshop. Dog var der intet gavekort at finde. Og heller ingen e-mail-adresse, med mindre man ville skrive til den dedikerede firmaløsnings-adresse. Men jeg skulle jo ikke have nogen firmaløsning. Jeg spurgte twitter. Jo, den kunne jeg skam godt skrive til. Ok, det gjorde jeg. Hurtigt derefter kom der svar. 

“Du skal bare gå til dit lokale (fitness-)center, de kan sælge dig et gavekort." 
Nu er det så heldigt at der ligger et Fitness World-center lige ved siden af min arbejdsplads, så jeg smuttede der forbi på vej hjem. 

”Nej gavekort sælger vi ikke. Du kan selv købe adgang, hvis du vil have mulighed for at træne“. 
Hm. Jeg kørte slukøret hjem og skrev en hurtig mail til samme adresse om min oplevelse på det givne center. "Nå det var da mærkeligt, de burde ellers have en masse liggende”. Ja, ærligt talt, det lyder da lidt mærkeligt. Men jeg var jo taget hjem. Så nu er pengene blevet brugt på noget andet.

Mine tommelfingre hader mig

Altså.
Efter fredagens succesfulde gendannelse af min telefon (hurra) og den efterfølgende bet at måtte se alle mine Angry Birds-stjerner (3 stjerner på over 640 baner) forsvinde ud i den blå luft gik jeg øjeblikkeligt i krig med at rette op på fadæsen. Det kán altså godt være at jeg ikke orker det (det tog lang tid i første omgang) - især ikke de grimme og irriterende Rio-baner - men nu er jeg da i gang. Og mine tommelfingre hader mig allerede. 618 baner to go…

En hvid mands problemer

For en uge siden købte jeg en ny telefon. En dyr en. Nøøj, jeg var glad for den. Nu var der endelig* masser af plads til hele mit musikbibliotek OG dertil en masse musik som jeg synkroniserede fra Rdio. Hvor nemt kan det være!? Jeg hentede hurtigt en masse nye apps til den, ting jeg havde ventet på at komme i gang med fordi den telefon jeg havde haft før var en håbløst gammeldags udgave af den telefon jeg nu havde fået fingrene i. Noget med 3GS… hvem kan snart huske den slags. Det er jo en hel uge siden!

Der var bare et problem. Jeg kunne ikke telefonere fra den. 

En telefon til over seks tusind kroner som ikke ku’ telefonere. Nå. Jeg måtte indlevere den i går hos de (i hvert fald for mit vedkommende) rasende servicemindede folk i 3huset på Vimmelskaftet. De så på den i en time og gav mig så en helt ny telefon. Nøøj jeg var glad for den. NU var der endelig*…
Der var bare et problem. Jeg kunne ikke sende og modtage sms'er på den.

Nå. Det begyndte at gå mig på nerverne. Jeg følte mig nærmest socialt handikappet ved ikke at have en telefon der duede. De rare mænd i 3huset på Vimmelskaftet gjorde store øjne da jeg i dag kom tilbage med den telefon de netop havde udleveret i går. 
De spurgte om de måtte prøve at gendanne den nye-nye on the spot. Jeg havde jo back-up derhjemme så det var ikke noget problem. Shit, nu ku’ den sende - OG modtage - beskeder igen! De kloge sagde at det kunne være et problem i indstillingerne af min gamle telefonprofil Eller måske noget virus. Der var ikke andet for end at prøve at gendanne min egen telefon fra de gamle indstillinger éen gang til, og hvis det stadig koksede, så lave en ny profil til telefonen.
Hjem med mig på cykel gennem non-stormen og i med telefonen. Shit, App'en crashede igen. Det var altså noget i indstillingerne af min gamle telefonprofil der fik beskeder-app'en til at crashe hver gang den skulle bruges. No prob, tænkte jeg. Alle mine kontakter, mine kalendre, al min musik, så meget jeg ku’ komme i tanke om, kunne gendannes i en ny telefonprofil. Jeg skulle jo bare indtaste min profil i et par social-media-apps . Så jeg tog springet og geninstallerede forfra. Nyt navn, valg af indhold der skulle synkroniseres, fik droppet en masse apps jeg aldrig brugte (mange, faktisk) og de få jeg bruger hele tiden. Genstartede. Yes, nu fungerede det hele. Og jeg ku’ sende beskeder igen! OG modtage dem!

Og sådan noget skal da fejres med 3 stjerner i dagens udgave af Angry Birds-kalenderen. Angry Birds, hvor jeg har 3 stjerner på alle baner i alle 3 udgaver. Wait a minute, der er jo slet ingen stjer…. NOOOOOOOOOOO!!!