Mandag med kræft på

Det var måske hybris at skrive om det positive ved at dele sorger og glæder online.

Jeg har netop fået at vide at min far har fået konstateret kræft igen. Han var netop sluppet af med, den i hans aldersgruppe allestedsnærværende, prostatakræft og så frem til en tid hvor han måske ku’ få humøret op, kroppen i omdrejninger og livet lidt ind i vante gænge igen - men det bliver ikke lige med det samme. Nu skal det (det er som at starte forfra) afklares om den nye kræft har bredt sig, hvor meget der er, og om det kan opereres væk (den sidder i tyktarmen). 
Der er flere af mine venner og bekendte der i år er blevet konfronteret med alvorlige diagnoser, min far har kræft for anden gang i år, min ven mistede sin teenagesøn til kræft i sidste uge og min ven Troels blev dræbt for en måned siden. 

2011, du er officielt et lorteår indtil videre.

Om at dele sorger og glæder online

Der var en tid hvor jeg vitterligt konsekvent søgte efter succeshistorierne. Dem jeg aller helst ville dele online, her på bloggen for eksempel - og senere på Facebook og twitter. Og jeg deler da også gerne mine succeser. Men jeg ved jo også godt at det giver et noget poleret glansbillede hvis de får lov at stå alene. Og da jeg for år tilbage så at andre med mere mod end jeg turde skrive om fiasko, sygdom og bekymringer større end mine har jeg langsomt vænnet mig til at det er ok at dele noget af det fra skyggesiden også. Og at man faktisk kan få de hjerteligste varme medfølelser direkte fra indbakken til hjertekulen, fra varme, omsorgsfulde og empatiske tweeps og andre man møder online. 

Som da min far blev syg af kræft eller da Troels døde for nylig og jeg, på e-mail, sms'er, direkte beskeder og mentions på twitter fik så meget medfølelse og trøst at det rørte mig dybt, og jeg igen måtte sende overbærende tanker til de af mine venner der kalder online for overfladisk, ligegyldigt og pseudo. De skulle bare vide. Så det fortæller jeg dem. Og viser dem de mange beskeder. Og så er det som om de forstår at der er en dybde som de ikke havde troet mulig online.

Og denne dybde er lige så rørende og fantastisk når jeg fortæller gode nyheder. Som at vores brætspil snart kommer på gaden eller da min største helt takkede mig i sin seneste bog. Da er den umiddelbare reaktion fra tweeps og online godtfolk i øvrigt så overvældende varm og positiv at man ikke kan andet end at føle sig umådelig heldig med et netværk som jer. I er alt, alt, alt for seje.

Du kan hjælpe mig

Jeg lægger, som nogen allerede ved, stemme til tusindbenet Torben i den kommende børnebog/cd ‘Hvem Danser Twist & Hvem Danser Polka?“. Sangen om Tusindbenet Torben er blevet nomineret til titlen som årets danske børnesang og du kan stemme på sangen om Torben lige her: http://www.spildansk.dk/assets/files/vote/

Men du skal selvfølgelig have muligheden for en lille smagsprøve først. Den er lige her:  (Du skal 1:35 ind i videoen hvis du vil springe direkte til den nominerede sang) Din hjælp i form af en stemme vil blive modtaget med ydmyg taknemmelighed. Tak!

I dag sagde vi farvel til Troels

At sige endeligt farvel til en ven der blev bare 30 år gammel er meget sørgeligt og forkert.

I dag måtte vi sige farvel til Troels for sidste gang. Og det blev præcis så hårdt og sorgfuldt som man kunne forestille sig. Vi var 300 mennesker samlet i Nordre Kapel på Vestre Kirkegård. Det var rørende at se Troels’ elever fra Christianshavns Gymnasium, hans kollegaer, hans familie, hans egne gamle gymnasiekammerater, hans fodboldvenner og for mit eget vedkommende ikke mindst den store flok af os studiekammerater fra Dansk som jeg fulgtes med. 

Vi mødtes hos mig kl. 12:30 og gik i samlet flok -næsten som et lille optog- over til Vestre Kirkegård, hvor bisættelsen fandt sted. Vi sang nogle fine sange, ingen fra salmebogen, og så holdt Troels’ forældre hver deres rørende tale for ham. Og så kunne vi ikke andet end græde. Det var en stærk oplevelse at græde sammen med så mange mennesker som jeg ikke kender. Og mange som jeg kender. Og mærke trøstende hænder på mine skuldre, uden at bekymre mig om hvis hænder det var. Og selv lægge skuldre til grædende venner.

Der var så mange blomster at de alene gjorde en grådlabil.

Vi trak udenfor, hvor der heldigvis stadig var langt til trafiklarmen fra byen, og så Troels blive kørt væk i rustvogn. Det havde regnet mens vi var inde, og hele Vestre Kirkegård duftede af gran og vådt græs. Der var gravøl på Elefanten inde på Carlsbergområdet og jeg fik mulighed for at kondolere til Troels’ kæreste og hans forældre. Jeg fortalte hans forældre hvor præcist de havde ramt med deres taler, hvor stolte de kunne være af deres søn og hvor god en ven han havde været for alle os der lærte ham at kende.

Det gør mig uendeligt ondt på deres vegne at de skulle sige farvel til ham så tidligt i livet.

En meget trist dag

Klokken var halv tre da Nicolai ringede i eftermiddags. Jeg var på arbejde. Jeg kunne med det samme høre at hans stemme ikke var som den er normalt. “Ved du hvorfor jeg ringer?” spurgte han. Det vidste jeg ikke. “Troels er død”. Nicolai og jeg kender kun én Troels sammen, og selv om det lød fuldstændig uvirkeligt, kunne jeg høre at han ikke havde lavet sjov. Det var ikke en grov spøg af den slags vi har sendt hundredevis af til hinanden. Troels er død.

Jeg lærte Troels at kende på KUA. Han hørte til en allerede etableret gruppe af drenge og piger som i nogen grad slog tonen an på Dansk. Dem der var i festudvalget, dem der passede kaffebaren, dem der var sjove at hænge ud med. Dem som jeg var heldig at blive en af, ret hurtigt. Og Troels var den mindst udfarende, den umiddelbart mest stille fyr men også et af de mest venlige mennesker jeg nogensinde har mødt. Ikke en jeg blev bedste venner i verden med, men en som jeg altid spurgte til, hvis han -mod sædvane- ikke var til stede ved en festlig lejlighed. En man savnede når han ikke var der.

Og natten til i går døde han tilsyneladende helt pludseligt og uden at nogen kunne gøre noget ved det. Han gik ud for at trække frisk luft og blev fundet død lidt senere. Og det fortalte Nicolai mig i dag. Og så slukkede jeg min computer og cyklede ud til Nicolai. Der sad allerede 7 andre af Troels’ venner og var meget stille. Vi var flere fra den flok som altid holdt julefrokost, påskefrokost og så videre, med Troels. Så det var meget mærkeligt at han ikke var der. Og meget forkert at skulle tale om ham i datid. Så drak vi en øl. Og grinede også lidt, af interne jokes med snævre referencerammer som Troels ville have grinet med på. Så drak vi en øl til. Og snakkede lidt mere om Troels. Og så kørte vi hjem, hver for sig.

Hjemme kunne jeg ikke rigtig finde den rigtige stol at sidde på. Så ringede jeg til min mor. Og da hun tog telefonen begyndte jeg at græde. Så meget at jeg først ikke kunne sige et ord. Så meget at jeg blev nødt til som det første at forsikre hende at det ikke var min søster og nevø der var sket noget med. Ikke siden min mormor døde har jeg grædt så meget. Og så fandt jeg stemmen. Og så græd min mor. Fordi hun lige som jeg fandt det så ufatteligt uretfærdigt at en mand på 30 år bare dør. Sådan. Slut. En marathonløber, fodboldspiller og gymnasielærer. En mand om hvem man sagtens kan sige at verden ville være et bedre sted hvis lidt flere var som ham; venlig, rolig og videbegærlig. En mand som vi nu skal savne hver gang vi skal ses i den flok.

Det bliver meget mærkeligt og meget trist.

Og så en trist update: Det bliver ikke mindre sørgeligt af at det nu viser sig at Troels døde helt unødvendigti ved en tragisk hændelse, hvor han efter alt at dømme blev kørt ihjel af en bil. Mine varmeste tanker og medfølelse går til hans allernærmeste.

Inkonsekvens (advarsel, pedanteri)

Som kunde i Lån & Spar Bank (i daglig tale Fråds & Spendér) har jeg, i kraft af min status som sprognørd, længe undret mig over en mærkelig sproglig inkonsekvens fra deres side.

Man kan hos dem få et MasterCard Debet; det kalder de det i hvert fald på deres website, i pjecer, i e-mails, i officielle skrivelser, alle steder…undtagen på selve kortet, som hedder MasterCard Debit. Det er jo selvsagt ikke jordens undergang men alligevel noget der undrede mig, så jeg skrev til dem og spurgte hvorfor de mon stavede det på én måde på kortet og en anden måde alle andre steder. Jeg fik følgende bankagtige svar:

“Problemet opstår fordi MasterCard er et amerikansk kort og stavemåden er lidt forskellig i Danmark og USA”
Jeg kaldte det ikke et problem, jeg spurgte blot hvorfor. Og det kan de åbenbart ikke svare på. Hvis produktet vitterligt hedder MasterCard Debit, fordi det er et amerikansk kort, så har det vel det navn i alle henseender. Ing?! Forestil dig at en iPad hed en iPad, så længe man læste navnet på bagsiden af produktet, men hed en jeg-blok (eller noget lignende) så snart man så reklamemateriale for den. Jeg mener det er tegn på en mangel på sprogforståelse og jeg er næsten stolt over at gå op i noget så pedantisk.

Specialestart

Kære venner

Som en naturlig konsekvens af at have bestået mine eksamener på ITU skal jeg i gang med de indledende øvelser til specialet, og der er ingen tvivl om at jeg kommer
til at skrive om (en eller anden form for)  kommunikation mellem mennesker på/gennem/via world wide web anno 2011. Måske i HCI/CMC-feltet.

Jeg er lun på (men nervøs ved) at tage twitter under kærlig behandling men også Google+ kunne være interessant at angribe (akademisk).
Men jeg har sådan brug for et indspark eller tre; gode idéer til fokusområde, løs problemstilling, vinkel osv. Hvad savner du svar på?
Jeg vil nemlig helst skrive om noget der også samtidig er et svar på spørgsmål som mine fremtidige kolleger går rundt med i deres dagligdag netop nu.

Enhver hjælp i form af indspark vil blive modtaget med kyshånd.

Music before words

I can find no adequate words to describe or comment on the massacre in Norway on Friday July 22nd. In times like these, I always turn to music to find something that can even remotely express the feelings invoked by such hideous events. These past days, no piece of music express those feelings better than Panorama by Daniel Lanois

 

De manglende modpoler

Nedenstående er en længere udgave af et læserbrev jeg havde i Information 19. juli.

Politiken efterspurgte for nyligt unge venstreorienterede debattører. Men findes den endnu, venstrefløjen? I gamle dage hørte i hvert fald SF til venstrefløjen men i dag er der for mange eksempler på at SF er blevet magtbegærlige i en grad der har fjernet fokus fra noget som højrefløjen for længst har lagt bag sig. Almindelig god opførsel.

Det virker overflødigt at opremse de utallige eksempler på den siddende samt den forrige regerings lemfeldige omgang med lov, moral og almindelig god opførsel. Ellers kan man frekventere forbryderalbummet.

Der går to strømninger i Danmark. En i medierne, hvor vi hylder laveste fællesnævner og lovpriser middelmådigheden fordi det simpelthen er nemmere end at forholde sig til kvalitet. Og en på Christiansborg, hvor det samme er tilfældet: Det er nemmere at tilslutte sig had, løgn og frygt fordi det, at forholde sig til sandheden, tilsyneladende er blevet for besværligt.

Og de to strømninger er sammenlignelige. TV2 har, sammen med andre reklamefinancierede kanaler, sænket standarden for tv til et plan hvor kun overfladen, det hurtige underholdningsfix og sensationen bliver taget i brug. Der hvor DR kunne stå som modspil til overfladen har den i stedet spillet med på samme melodi. Som modsvar til TV2s ‘Go’ Aften Danmark’, et overflødighedshorn af ligegyldigheder, transmitteret fra et trafikknudepunkt i hovedstaden, kom DR op med Aftenshowet, et overflødighedshorn af ligegyldigheder, transmitteret fra et trafikknudepunkt i hovedstaden. For nu at skære det ud i pap.

På samme måde er SF gået fra at være et vigtigt politisk alternativ, til i disse dage at komme op med løsninger der ligner regeringens i form og funktion men som man navngiver mindre blåt og får solgt til mange vælgere, der således får lettet samvittigheden, fordi vi på den måde stadig kan stemme SF, uagtet at substansen er rykket over midten og ligner blå stues politik.

Tilbage er en venstrefløj bestående af Enhedslisten der, omend optændt af retfærdighedens indre ild, kun i sjældne tilfælde formår at gøre sig gældende. Der er simpelthen ikke plads til nuancering i det pointsystem af punchlines og sound bites som medierne nu består af.

Og her mødes de to strømninger. For er der noget bedre end en hadefuld one-liner fra Mogens Camre, en floskel fra Brian Mikkelsen eller en uudfordret svada fra Bertel Haarder til at tilfredsstille både den indre svinehund og behovet for fordummende overfladeunderholdning? Tilsyneladende ikke i dagens Danmark.

Ny twitterclient og en præmie til @kmdk !

I forrige indlæg efterlyste jeg tips til en ny twitterclient efter min elskede Nambu var blevet forladt af sine udviklere og nu sejlede sin egen sø, hvilket resulterede i for mange fejl efterhånden.

Der er kommet en pæn håndfuld anbefalinger, både her på bloggen og på twitter, hvor jeg altid poster links til mine blogindlæg. Selv om jeg bruger Echofon på min telefon var den ikke lige det jeg ledte efter på Mac'en. Det samme gælder Hibari, som dog lokkede lidt, fordi det var en for mig helt ukendt client. Tweetdeck har på designfronten altid aet mig mod hårene og Twitter for Mac havde ikke alle de funktioner jeg ledte efter.

Twitterriffic var nok det tætteste jeg kom på en favorit, indtil Karen i 11. time bød ind med YoruFukurou, der med det samme vagte en vis interesse. Ikke blot er den elegant lavet og for eksempel meget nem at styre to eller flere konti fra, den har også et udpræget Macinterface og ligner til forveksling Nambu, hvorfor jeg var solgt på stedet. Derudover er den gratis, hvor flere af de andre koster en lille sum penge. Ikke noget der i sidste ende ville have skilt mig fra en client hvis den var bedre end de andre. Men YoruFukurou er præcis hvad jeg ledte efter, og er derfor min nye twitterclient. Tak, Karen, der er en udgave af Amon Tobins nye ‘Isam’ på vej til dig, og tak til jer andre for de gode forslag!

Inspiration fra sydengland

Posted from: Copenhagen, Denmark

På forhånd undskyld for den noget sløje dokumentation, men at fedte rundt med både to slags fars, fire meter lammetarm og en iPhone var for det meste for meget af det gode og iPhonen vil i dette tilfælde not blend.

Jeg bliver mere og mere glad for Hugh Fearnley-Whittingstall og hans programmer om og fra River Cottage i Dorset. Så glad at jeg for nylig købte to dvd-bokse med i alt 16 skiver. Mange timers underholdning og undervisning. Hans nose-to-tail-madlavning og hans prædiken om at kende de råvarer vi laver mad af, for ikke at nævne hans arbejde for at forbedre dyrevelfærd er virkelig et lyt og kig værd. 

Blandt de mange ting han har lavet i programmerne er hjemmelavede pølser og det så ikke uladesiggørligt ud, så min ven Henrik og jeg satte os for at lave en flok chili- og timian/øl/fennikelpølser og i begge tilfælde blev resultatet rigtig godt. Vi blev i hvert fald enige om at gentage succesen snart.

 

 

Glem ikke at være stolt af København

For nylig diskuterede jeg med venner hvor vi helst ville bo hvis vi havde alle muligheder for selv at vælge. Svaret ligger nok et sted mellem New Yorks kultursmeltedigel og sydenglands milde klima med muligheden for at leve lidt tættere på naturen, for mit vedkommende.

Men jeg har ikke pt muligheden for at købe River Cottage og en leljighed på 5th Avenue og så veksle mellem de to som jeg nu ønsker det. Jeg bor i København. Men jeg er faktisk også ret glad for at bo her. Ikke mindst når udefrakommende gør mig opmærksom på de ting jeg simpelthen tager for givet: