En meget trist dag

Klokken var halv tre da Nicolai ringede i eftermiddags. Jeg var på arbejde. Jeg kunne med det samme høre at hans stemme ikke var som den er normalt. “Ved du hvorfor jeg ringer?” spurgte han. Det vidste jeg ikke. “Troels er død”. Nicolai og jeg kender kun én Troels sammen, og selv om det lød fuldstændig uvirkeligt, kunne jeg høre at han ikke havde lavet sjov. Det var ikke en grov spøg af den slags vi har sendt hundredevis af til hinanden. Troels er død.

Jeg lærte Troels at kende på KUA. Han hørte til en allerede etableret gruppe af drenge og piger som i nogen grad slog tonen an på Dansk. Dem der var i festudvalget, dem der passede kaffebaren, dem der var sjove at hænge ud med. Dem som jeg var heldig at blive en af, ret hurtigt. Og Troels var den mindst udfarende, den umiddelbart mest stille fyr men også et af de mest venlige mennesker jeg nogensinde har mødt. Ikke en jeg blev bedste venner i verden med, men en som jeg altid spurgte til, hvis han -mod sædvane- ikke var til stede ved en festlig lejlighed. En man savnede når han ikke var der.

Og natten til i går døde han tilsyneladende helt pludseligt og uden at nogen kunne gøre noget ved det. Han gik ud for at trække frisk luft og blev fundet død lidt senere. Og det fortalte Nicolai mig i dag. Og så slukkede jeg min computer og cyklede ud til Nicolai. Der sad allerede 7 andre af Troels’ venner og var meget stille. Vi var flere fra den flok som altid holdt julefrokost, påskefrokost og så videre, med Troels. Så det var meget mærkeligt at han ikke var der. Og meget forkert at skulle tale om ham i datid. Så drak vi en øl. Og grinede også lidt, af interne jokes med snævre referencerammer som Troels ville have grinet med på. Så drak vi en øl til. Og snakkede lidt mere om Troels. Og så kørte vi hjem, hver for sig.

Hjemme kunne jeg ikke rigtig finde den rigtige stol at sidde på. Så ringede jeg til min mor. Og da hun tog telefonen begyndte jeg at græde. Så meget at jeg først ikke kunne sige et ord. Så meget at jeg blev nødt til som det første at forsikre hende at det ikke var min søster og nevø der var sket noget med. Ikke siden min mormor døde har jeg grædt så meget. Og så fandt jeg stemmen. Og så græd min mor. Fordi hun lige som jeg fandt det så ufatteligt uretfærdigt at en mand på 30 år bare dør. Sådan. Slut. En marathonløber, fodboldspiller og gymnasielærer. En mand om hvem man sagtens kan sige at verden ville være et bedre sted hvis lidt flere var som ham; venlig, rolig og videbegærlig. En mand som vi nu skal savne hver gang vi skal ses i den flok.

Det bliver meget mærkeligt og meget trist.

Og så en trist update: Det bliver ikke mindre sørgeligt af at det nu viser sig at Troels døde helt unødvendigti ved en tragisk hændelse, hvor han efter alt at dømme blev kørt ihjel af en bil. Mine varmeste tanker og medfølelse går til hans allernærmeste.