Der var en tid hvor jeg vitterligt konsekvent søgte efter succeshistorierne. Dem jeg aller helst ville dele online, her på bloggen for eksempel - og senere på Facebook og twitter. Og jeg deler da også gerne mine succeser. Men jeg ved jo også godt at det giver et noget poleret glansbillede hvis de får lov at stå alene. Og da jeg for år tilbage så at andre med mere mod end jeg turde skrive om fiasko, sygdom og bekymringer større end mine har jeg langsomt vænnet mig til at det er ok at dele noget af det fra skyggesiden også. Og at man faktisk kan få de hjerteligste varme medfølelser direkte fra indbakken til hjertekulen, fra varme, omsorgsfulde og empatiske tweeps og andre man møder online.
Som da min far blev syg af kræft eller da Troels døde for nylig og jeg, på e-mail, sms'er, direkte beskeder og mentions på twitter fik så meget medfølelse og trøst at det rørte mig dybt, og jeg igen måtte sende overbærende tanker til de af mine venner der kalder online for overfladisk, ligegyldigt og pseudo. De skulle bare vide. Så det fortæller jeg dem. Og viser dem de mange beskeder. Og så er det som om de forstår at der er en dybde som de ikke havde troet mulig online.
Og denne dybde er lige så rørende og fantastisk når jeg fortæller gode nyheder. Som at vores brætspil snart kommer på gaden eller da min største helt takkede mig i sin seneste bog. Da er den umiddelbare reaktion fra tweeps og online godtfolk i øvrigt så overvældende varm og positiv at man ikke kan andet end at føle sig umådelig heldig med et netværk som jer. I er alt, alt, alt for seje.