Restaurantanbefaling

For et par måneder siden kom min kollega på arbejde med julelys i øjnene og berettede om en madoplevelse han havde haft på Restaurant Alouette, på Islands Brygge, og jeg måtte indrømme at det ikke sagde mig en pind. Jeg havde aldrig hørt om Alouette.

Jeg besøgte deres hjemmeside, som, trods fin stil, ikke afslørede meget mere end at det er en restaurant i den dyre ende af hvad jeg plejer at spise for, når jeg går ud. Så jeg besluttede mig for simpelthen at stole på min kollegas smag. Vi har før spist ude sammen og har været enige om kvalitet og smag.

Jeg bad min kæreste reservere aftenen, som der på det tidspunkt var en måneds tid til, og undlod at afsløre mere. I mellemtiden havde jeg skrevet til Alouette og sikret mig at de kunne lave hendes mad vegetarisk.

“I kan GODT glæde jer!”

På aftenen havde jeg købt en god halv flaske champagne som vi lagde ud med at gøre kål på inden vi cyklede mod Sturlasgade. I det øjeblik vi svingede ind gennem porten, trådte en ung tjener ud af en elevator og spurgte om jeg mon var Jeppe og om vi ledte efter Alouette. Timingen kunne ikke være bedre. Hun præsenterede sig som Nanna og bød os hjerteligt velkommen, inden hun førte os ind i den gamle industrielle elevator, som var oversået med graffiti-tags og klistermærker.

Da vi nåede toppen, mødte vi et selskab der trådte ud af restauranten med de største smil om munden og den ene kvinde vendte sig og råbte “I kan GODT glæde jer!” til os. Det gjorde vi jo allerede men så var stemningen i hvert fald slået fast. Vi trådte ind i et smukt og super stilet lokale med et stort åbent køkken til højre og et akustisk perfekt spiseområde ligefremme og til venstre for indgangen. Det føltes ikke sport kontrastfyldt at indretningen var smuk og stilren, og at tjenerne alle smilede og bød os velkommen. Den uformelle stil fra deres side var med til at vi følte os velkomne fra første sekund.

Da vores jakker på forunderlig vis havde fundet ud i garderoben, blev vi bænket og skænket et flot glas spanske bobler til velkomst. Vores hovedtjener Jamie regnede ud at min kæreste var vegetaren og derfra kørte også den del på skinner.

Udvalg af maden vi spiste. Her brisler, svin og is-dessert med 3 forskellige tørrede citrusfrugter

Udvalg af maden vi spiste. Her brisler, svin og is-dessert med 3 forskellige tørrede citrusfrugter

Første servering var en elegant tallerken med en række små snacks. Ristede beder, umeboshi-blommer, svampechips og en dumpling med malkeko-kød. Åndssvagt delikat. Vi drak den bedste hvidvin jeg har smagt, en Riesling fra Kesselstatt Josephshöfer, som vi også endte med at købe en flaske med hjem af.

Derefter kom smør og brød så godt at vi ikke troede vores smagsløg. Brødet var en sød brioche og ikke tungt surdejsbrød som man ellers får mange steder. Smøret var rørt med æbleeddike eller æblecidereddike og bacon og var så lækkert at jeg nærmest punkterede i stolen.

Jeg vil ikke gennemgå hver en ret men fremhæve følgende nær-orgasmiske kulinariske oplevelser:

  • Blæksprutten med citronskræl

  • Tranebærrene med salturt og kaviar

  • Grisen fra Steensgaard med vintertrøfler

  • De svinegode vine der passede perfekt til maden

Vinflokken som vi var igennem på aftenen

Vinflokken som vi var igennem på aftenen

Aftenen forløb fuldkommen naturligt, på den måde hvor man svang den sidste tår af sit ene glas vin ned, med sidste bid af den tilhørende ret, og ikke nåede at savne den næste ret før den stod foran en, med en ny vin som akkompagnatør. Maden blev serveret på smukt stentøj, som jo får en gammel keramikersøn til at knibe en tåre.

Vi blev slutteligt fulgt ned på gaden af head chef Nick og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde en så helstøbt, god aften.

Hvis du holder af god mad, og har budget til at bruge 1500,- pr. snude på en god aften, (og det er inklusiv vin!) så mener jeg at det er svært at finde et sted der gør det bedre til prisen. Jeg har spist på Michelin-restauranter der ikke producerede så god en sammenhængende oplevelse som den vi fik på Alouette. Og som var dyrere. Oplevelsen sidder forhåbentligt i mig længe, men jeg er også allerede begyndt at spare sammen til et nyt besøg… :)

Jeg synes du skal gøre det samme. Og du kan GODT glæde dig!

For madører par excellence

De næste par minutters læsning handler om glæden ved madlavning og godt håndværk. Ok, 30-40 minutter, hvis du også ser videoerne.

For små 10 år siden mødte jeg en flink fyr. Han hedder David. David er træskærer. David er sindssygt dygtig: (dette, hans svendestykke, er skåret af eet stykke træ)

image


For 3 år siden besøgte jeg en flink fyr. Han hedder Joel. Joel er knivmager. Joel er også sindssygt dygtig:

For et halvt års tid siden købte jeg en kniv af Joel. En dyr kniv. En god kniv. En håndlavet kniv der holder hele mit liv. En Prospect 240 i AEB-L-stål. For nu at være helt nøjagtig.

I dag besøgte jeg David, for at tale om et skærebræt der måske kunne matche min kniv i kvalitet. Ideen havde jeg fået ved at se en video fra et canadisk firma der laver skærebrætter i lærketræ:

Deres skærebrætter koster omkring 1500 danske kroner, men med fragt fra Nova Scotia til Danmark, og importmoms oveni, kom de op på 2500 kroner eller mere, alt efter hvor mange man bestiller. Og det er over min smertegrænse for skærebrætter. Og over mine venners. For jeg havde selvfølgelig delt Larch Wood-videoen med et par venner.

Men som sagt besøgte jeg David i dag, og hvis jeg må parafrasere hans ord så kan han “sagtens lave nogle tilsvarende, efter samme metode. Måske med lidt pænere fødder”. Så det gør vi.

Senere i dag luftede jeg projektet for mine madørevenner som umiddelbart også er med på ideen; ideen om at samle 5-10 mennesker der har lyst til at investere 1500 kr. i et godt, håndlavet skærebræt, som man til sin tid ville kunne hente på Frederiksberg og tage med hjem og skære dejlig mad på i årevis.

Kunne det ikke være sjovt og fedt?

Hvis det er noget du har lyst til at investere i, så send mig en dm på Twitter eller Facebook, eller skriv til mig på jeppe.morgenthaler@gmail.com.

Inspiration fra sydengland

Posted from: Copenhagen, Denmark

På forhånd undskyld for den noget sløje dokumentation, men at fedte rundt med både to slags fars, fire meter lammetarm og en iPhone var for det meste for meget af det gode og iPhonen vil i dette tilfælde not blend.

Jeg bliver mere og mere glad for Hugh Fearnley-Whittingstall og hans programmer om og fra River Cottage i Dorset. Så glad at jeg for nylig købte to dvd-bokse med i alt 16 skiver. Mange timers underholdning og undervisning. Hans nose-to-tail-madlavning og hans prædiken om at kende de råvarer vi laver mad af, for ikke at nævne hans arbejde for at forbedre dyrevelfærd er virkelig et lyt og kig værd. 

Blandt de mange ting han har lavet i programmerne er hjemmelavede pølser og det så ikke uladesiggørligt ud, så min ven Henrik og jeg satte os for at lave en flok chili- og timian/øl/fennikelpølser og i begge tilfælde blev resultatet rigtig godt. Vi blev i hvert fald enige om at gentage succesen snart.

 

 

Jeg har bagt mit første No-Knead-brød

Det kulinariske input den seneste tid fra Hugh Fearnly-Whittingstall, i form af
de fantastiske River Cottage-udsendelser har gjort mig nysgerrig.
Og med et tip fra Solfinn, lykkedes det mig
at bage mit første No-Knead-brød her til formiddag.

‘No-Knead’ betyder 'ingen æltning’, så I kan måske
forstå hvorfor jeg var interesseret.
Jeg fulgte denne fremgangsmåde:

Efter råd fra Solfinn brugte jeg 
700 gr. mel
3,5 dl lunken vand
1 tsk salt og
1 kvart  tsk tørgær

Ellers var det bare at følge anvisningerne fra den venlige mand på videoen.
Smid det hele sammen i en skål, lad det hæve i 18 timer og siden 2 timer mere på
bagepladen, og voila - efter 35 minutter ved 220 grader breder duften sig i lejligheden.
Det smager fortrinligt og det er ikke sidste gang jeg har lavet No-Knead-brød.
Det er næsten uforskammet nemt. Et brød står mig i 10 kroner - og 10 minutters arbejde.