Debatten dør ikke med papiravisen, Anker Brink Lund

For tre dage siden udtalte medieprofessor Anker Brink Lund i Politiken at  avisdøden er en katastrofe for den offentlige debat. Da journalisten spurgte om ikke der på internettet fandtes debat, svarede Anker Brink Lund: “På nettet kan alle jo komme til orde, men problemet er, at der er relativt få, der gider lytte til det.”


For det første er det en håbløst arrogant holdning, der antyder at Hr. Brink Lund absolut intet ved om internetkultur. For det andet er det helt, helt forkert - hvilket i dag heldigvis kunne bevises med størst mulige understregning.
I dag blev ACTA-traktaten stemt ned. Ved den største sejr i Europaparlamentet nogensinde. Og det takket være en offentlig debat på nettet, som er foregået både on stage og backstage. Backstage har hundredevis, ja tusindvis af internetaktivister, jurister, ngo'er, journalister og almindeligt samfundsengagerede borgere diskuteret, delt viden, skændtes og fundet løsninger. On stage, altså i internetaviser som vores egne information.dk og politiken.dk - og på personlige, så vel som tech-blogs, på internetradio og naturligvis på de store sociale netværk som Twitter og Facebook, har de/vi kunnet dele vores debatindlæg med millioner af medmennesker på tværs af landegrænser. 
Og det er der kommet blandt andet knapt 3 millioner underskrifter og en historisk afgørelse i EU-parlamentet ud af. Kære Anker Brink Lund. Du aner ikke hvad du taler om. Debatten lever, ja stortrives på nettet. Måske ikke der hvor du færdes online. Hvis du overhovedet færdes online. Men tro mig, debatten findes. Og den er det hele værd. Den sætter nemlig dagsordenen i lige så høj grad som en papiravis kan/kunne.