Debatten dør ikke med papiravisen, Anker Brink Lund

For tre dage siden udtalte medieprofessor Anker Brink Lund i Politiken at  avisdøden er en katastrofe for den offentlige debat. Da journalisten spurgte om ikke der på internettet fandtes debat, svarede Anker Brink Lund: “På nettet kan alle jo komme til orde, men problemet er, at der er relativt få, der gider lytte til det.”


For det første er det en håbløst arrogant holdning, der antyder at Hr. Brink Lund absolut intet ved om internetkultur. For det andet er det helt, helt forkert - hvilket i dag heldigvis kunne bevises med størst mulige understregning.
I dag blev ACTA-traktaten stemt ned. Ved den største sejr i Europaparlamentet nogensinde. Og det takket være en offentlig debat på nettet, som er foregået både on stage og backstage. Backstage har hundredevis, ja tusindvis af internetaktivister, jurister, ngo'er, journalister og almindeligt samfundsengagerede borgere diskuteret, delt viden, skændtes og fundet løsninger. On stage, altså i internetaviser som vores egne information.dk og politiken.dk - og på personlige, så vel som tech-blogs, på internetradio og naturligvis på de store sociale netværk som Twitter og Facebook, har de/vi kunnet dele vores debatindlæg med millioner af medmennesker på tværs af landegrænser. 
Og det er der kommet blandt andet knapt 3 millioner underskrifter og en historisk afgørelse i EU-parlamentet ud af. Kære Anker Brink Lund. Du aner ikke hvad du taler om. Debatten lever, ja stortrives på nettet. Måske ikke der hvor du færdes online. Hvis du overhovedet færdes online. Men tro mig, debatten findes. Og den er det hele værd. Den sætter nemlig dagsordenen i lige så høj grad som en papiravis kan/kunne.

Høring om ACTA bør ses af flere

Man bør faktisk tage sig tid til at se stakeholder-høringen fra i går, for at forstå hvor kritisabel ACTA-aftalen er:
(den starter 17:14 inden i videoen)

Det er meget positivt at se en så bredspektret kritik af ACTA, men der foregår som bekendt mange ting sideløbende med ACTA. Som det også bliver nævnt i debatten bliver TPP (jeps, endnu en vanvittig aftale) i øjeblikket forhandlet på samme lukkede facon som tilfældet var med ACTA. Det kritiseres fra snart sagt alle sider, men forhandlingerne er lukkede for offentligheden og for interessenter.
Og helt uden om alle disse (SOPA, PIPA, ACTA, TPP) meget debaterede, fordækte akronymaftaler har rettighedslobbyister i USA forhandlet sig på plads med de største internetudbydere i USA, der fra 1. juli tilsyneladende kommer til at fungere som internetpoliti, der kan sende advarsler til forbrugere der er mistænkt for at downloade piratkopieret materiale (à la brevmodellen). Det kommer naturligvis til at bero på en grundig, metodisk og allestedsnærværende overvågning af forbrugernes internetvaner. Hvilket gør tiltaget decideret utidssvarende, ja stasi-lignende. Mere om det her:

Man må tage sig til hovedet.

Musikstjerner på YouTube

Kender du Melissa Polinar? Eller for eksempel Jack Conte og Nataly Dawn? Siger Kutiman dig noget? Eller hvad med Amy Heidemann og Nick Noonan?

Well… måske har du hørt om Kutiman fordi…nåja fordi han er genial. De andre kender du måske også.

Men hvis ikke, så…
Kutiman har brugt lang (laaaang) tid på at indsamle YouTubevideoer, og lige så lang tid på at klippe dem sammen så
de passer sammen. På nye måder. Og på den måde laver han helt ny musik. Det er genialt. Ikke så meget idéen
som det resultat der er kommet ud af den. Ingen kunne vel have forestillet sig at han kunne få så meget godt ud af det.
Ham, og hans ‘Thru You’-projekt skal du tjekke ud.
 
Amy Heidemann og Nick Noonan har en akustisk duo sammen. Den hedder Karmin Music. Det er noget med Karma, har Amy fortalt mig på twitter. Tjek nummeret 'Inside Out’ ud på deres website. Det er fedt. Eller besøg deres kanal på YouTube.
 
Nataly Dawn og Jack Conte er kærester. Og de har også en duo. Den hedder Pomplamoose. Historien bag det navn skal jeg nok google for dig.
 
De minder om en blanding mellem The Bird and The Bee og Feist, og det er i min bog en stor ros. Hver for sig - for de er meget produktive - lyder de anderledes. Men stadig godt. Og så er de sjove. Og skide dygtige.
 
Melissa Polinar lyder måske som et navn fra Mandrillen, men det er det ikke. Hun er en kvinde med en ny guitar, en evne til at skrive
popmusik, og en rigtig god stemme. Hende skal du også tjekke ud.
 
Fælles for dem alle er at de mere eller mindre kun opererer online. De sælger plader online, oploader videoer online, og får rigtig, rigtig mange
followers og abonnenter på twitter, YouTube og hvor end de opererer. Og dét er interessant fordi de dermed har taget sagen i helt egen hånd og er gået uden om den meget trætte pladebranche der ikke kan andet end at brokke sig over at tingene har ændret sig for hurtigt til at de kunne følge med.
 
De - og flere med dem - går nye internetveje for at finde et publikum. Og publikummet er der.
Jeg sidder lige her og deler det med dig, og finder deres ting på iTunes, og køber det. Fordi det er godt.
 
God musik vil altid finde vej til et publikum. Det kunne pladeselskaberne måske lære lidt af.