I dag fik jeg svar på min ankesag ved patienterstatningen. Det er en erstatning man kan søge hvis man har været udsat for mere end man kunne forvente ved for eksempel en given behandling. (det er ikke en egentlig retssag og sundshedspersonalet bliver ikke anklaget)
I forbindelse med en rutineoperation i oktober 2019 var jeg ved at miste livet og har indtil videre brugt 15 måneder på fysisk og psykisk rehabilitering. Ved en akut opstået blødning måtte jeg åbnes på tværs af min krop, og hastetilkaldte leverkirurger reddede min lever og mit liv mens jeg tabte 4,5 liter blod under operationen. Med deres ord: “Havde det været et hvilket som helst andet sygehus, længere væk end vi var fra Hvidovre, så var du død”.
Jeg tabte min sag. Ankenævnet fastholdt udelukkende at fokusere på mit blodtab og ikke en eneste af følgeskaderne og den efterfølgende månedlange indlæggelse, der inkluderede de mest chokerende oplevelser jeg i mit liv har været udsat for. Heller ikke det kropsbrede ar, jeg fortsætter med at behandle, er blevet anmærket. Ligeledes så de bort fra min indsigelse om indtil videre 15 måneders psykologbehandling (on/off) med den noget rystende begrundelse at det “ikke er overvejende sandsynligt at Jeppe Morgenthaler har udviklet psykisk sygdom som følge af behandlingsskaden”. Godt så.
Det er heldigt at mine psykologer har været ekstraordinært gode, og at min egen læge har støttet mig hele vejen igennem. Det var for eksempel hans klare opfattelse at der absolut var grundlag for at få tilkendt erstatning. Han havde aldrig set noget lignende.
For nu kan jeg, trods nærværende skuffelse, takket være deres og andres hjælp, komme videre, også fra dette.