Kære Eva,
Tillykke med de 75 i dag. Jeg har købt spansk hvidvin til din festmiddag; dén lavet på albariñadruer, med den smukke fiske-etiket. Og Ulla har lavet lagkage.
Vi glæder os. Vi glædede os. Vi glædede os faktisk helt utroligt til at fejre dig i dag.
I stedet for at se tilbage sammen med dig, må vi nu se tilbage uden dig. Sammen med dine venner, dine bekendte og vores familie. Se tilbage på et helt liv. Ikke de sidste mærkelige år, hvor du ikke var dig selv. Men tilbage på det fulde, hele og rige liv du levede da du stadig selv bestemte.
Tilbage på dengang du gik op i at bekæmpe apartheid; at gå til fredsdemonstrationer; at være til koncerter; at holde frokoster og middage, og pleje venskaber med de dejligste mennesker man kan tænke sig. Mennesker, hvis’ børn blev mine venner.
Tilbage på et hjem med klaver og høj musik på anlægget; et køkken der duftede af dit nybagte brød; tilbage på en mor med en dyb kærlighed til Grønland, som du heldigvis fik besøgt.
Tilbage på et liv hvor cyklen skulle være klar til når lærken kom til Nørrevang eller Nakke Nord. Til nattergaleture på meget tidlige sommermorgener. Og til badeture to gange om dagen, når det var højsommer.
Tilbage på en mor der var rummelig og kærlig, men principfast. Hvis noget ikke var i orden skulle man som minimum skrive et læserbrev; et debatindlæg; blande sig. Ikke bare se til, når nogen gjorde noget fejt, noget uærligt, eller ondt. Gerne krydse vejen for at hjælpe en der blev drillet eller havde ondt i livet af andre grunde. Jeg har været vidne til mennesker der, med tårer i øjnene, takkede dig for, at du var den første der stod på deres dørtrin, da deres verden faldt sammen.
Tilbage på en mor der bød alle mine venner velkommen. Af og til med ufrivilligt morsomme bemærkninger. Da jeg en sommer havde mine venner Frank, Nis, Jon og Tim med til Rørvig, kiggede du på dem, der alle er højere end mine 185 cm og udbrød: “Dét var nogle korte navne til så lange mennesker”, inden du bød dem indenfor.
Da du opdagede at vi alle, undtagen Tim, var blevet kronraget, kiggede du på ham, og hans halvlange krøller og sagde: “DU må ikke klippe dig, for al DIN personlighed sidder i håret”. Vi græd af grin og jeg kan ikke ses med dem uden at det stadig bliver nævnt, her 15 år senere.
Din kærlighed til naturen er noget jeg arvede fra dig og fra din far, min morfar.
Havørne er noget man står af cyklen for at betragte, med hovedet lagt helt tilbage, indtil man får hold i nakken.
Når lærken synger, holder man kæft og nyder livet.
Modne mirabeller på Skredbjerg er nogle man snupper før sin nabo.
Det samme med pærerne ovre fra Østergade.
Perikum er noget vi drikker. Hvert år, til din fødselsdag, kørte vi til Højsandsparken og plukkede perikum til din julesnaps.
Det er umuligt at tænke på dig uden at tænke på børn. Du var ikke kun den bedste til at trøste mig. Du var mange børns betroede og har gjort en forskel for mange små liv.
Tak for det forbillede, jeg alt for sent indså at du ofte var.
Tak fordi du var min mor.