Sikke vi larmer!
Således sagde musen som bekendt da den gik over broen sammen med en flok elefanter.
Ikke desto mindre er det den følelse jeg sidder med, når jeg læser at DR fyrer Mikael Kamber. Ikke fordi jeg har noget som helst imod ham personligt, men fordi fyringen, lige som afskeden med Lars Grarup, Merethe Eckhardt og Ole Mølgaard, signalerer et markant skifte i hvordan man griber public service an i DR-tv. For 5 år siden lagde Politiken spalteplads til et mindre slagsmål mellem Lars Grarup -DRs daværende tv-direktør- og mig, da jeg havde taget det på mig at fortælle DR hvor hovedrystende overfladisk og fordummende deres musikformidling var blevet med årene. Noget som Lars Grarup ikke lod sig mærke med. Han syntes jeg var nedladende og at kritikken var “helt ved siden af”.
Men jeg var ikke den eneste der blæste til angreb mod den overfladiske ligegyldighedssuppe. Andre havde sammen med mig hvæsset pennen og i de seneste 5 år har mange i den offentlige debat efterlyst en genrejsning af public service-niveauet for dækningen af kunst og kultur i (især) DR. Og om det er os der har larmet, eller Maria Rørbye Rønn simpelthen bare tilfældigvis er enig med os, er ikke til at sige. Glædeligt (overordentlig glædeligt) er det dog at se at vinden nu blæser den anden vej. Maria Rørbye Rønn kræver med udspillet ‘Et skarpere DR’ mere “kant og substans”; ord man nærmest havde glemt kunne associeres med DR-tv. Kan man mon håbe på at man igen kan lære noget på DR-tv? At man igen bliver klogere af at tænde for et kulturprogram i flimmerkassen? At de små og lidt skæve ekspertudsendelser igen får mulighed for at vokse op gennem den asfalt der er lagt af Boogie, Aftenshowet, Smagsdommerne, Hit med Sangen, X-Factor osv. osv. Det skulle glæde en gammel musikelsker.