Forleden blev jeg lidt frustreret over Anker Brink Lund, fordi jeg syntes at han udtalte sig om noget han ikke ved noget om, nemlig den oplyste offentlighed som den tager sig ud på nettet. I fredags sendte P1 så første afsnit af Lasse Jensens sommerudsendelsesrække om medierne og demokratiet, hvor samme Brink Lund, foruden medieforsker Stig Hjarvard, også deltog. Der er tale om tre grand old men inden for deres fag, henholdsvis journalistik og 2 x medieforskning.
Lasse Jensen lagde for med at konstatere at demokratiet ikke kan eksistere uden medier - hvilket demokratiets grundlæggere måske ville være uenige i, da de havde demokrati for 2500 år siden uden medier men ok, den lader vi så stå for egen regning. Dernæst gik han videre til at sige at hvis selv Barack Obama frygter for demokratiets ve og vel, og i den forbindelse nævner nødvendigheden af stærke medier, så må der være noget om det. Her er det måske værd at huske at samme Obama (hvor meget bedre end alternativet han angiveligt ellers måtte være) uden tøven skrev under på ACTA og i øvrigt i sidste uge smed benzin på Operation Fast-and-Furious-skandalebålet (en skandale der kan blive et stort problem for hans troværdighed) ved at fastsætte et såkaldt executive privilege, hvilket gør det umuligt for pressen og ikke mindst de yderst kritiske amerikanske politikere der, med rette, tør man vel sige, finder sagen mildest talt skandaløs, at få aktindsigt. Der blev brugt lang tid på, med lange lydklip, at køre Obama i stilling som sandhedsvidne i sagen for argumentet om de traditionelle mediers uundværlighed i et demokrati.
Journalistikkens rolle blev sat i spil og flere eksperter blev adspurgt om den oplyste offentligheds natur. Den finske professor Hannu Nieminen redegjorde på fin vis for det skift der er sket i journalistikkens rolle. Den er ,mener han, gået fra at være en, der i udtalt grad havde et ansvar overfor det civile samfund og hvor der lå en immanent sandhedssøger gemt i en hver god journalist. Hvornår skiftet er sket er svært at sige, men Nieminen påpeger at journalistikken i dag stort set udelukkende har et ansvar overfor en økonomisk bundlinje.
Det er ikke svært at finde eksempler på hvor meget han har ret. Berlingske mente noget i en leder den ene uge, lige indtil dansk politik drejede 180 grader, hvorefter de mente det stik modsatte ugen efter (det handlede om de borgerliges deltagelse i skatteforhandlingerne).
Samtidig må man, hvis man skærer ind til benet, spørge hvorvidt DRs svar på TV2s Go'Aften Danmark-succes, en pseudo nyheds-feel-good-udsendelse sendt fra et trafikknudepunkt i hovedstaden, virkelig kun kunne være endnu en pseudo nyheds-feel-good-udsendelse sendt fra et trafikknudepunkt i hovedstaden. Og ja, nu er begge i mellemtiden flyttet, men det har intet med sagen at gøre. DR malede sig med Aftenshowet helt op i det hjørne der handler om seertalskamp og intet andet. Danmark havde jo ikke brug for et nyt Go'Aften Danmark, men det fik vi i store, såvel som små træk. Læg hertil at DR og TV2 begge sendte EM-finalen og en vis redundans indfinder sig hurigt. Det samme kan siges om papiraviser hvor Ritzautelegrammer skrives om eller bringes i flere aviser som med én unison stemme og derfor kan præcis de samme nyheder læses i landets aviser hver dag.
Derfor er det spørgsmålet om vi overhovedet har brug for medierne af i går, som de tager sig ud i dag. Selvfølgelig er der undtagelser, og selvfølgelig bliver der bragt, skrevet og formidlet god journalistik. Men journalistikkens rolle i dag er ganske rigtigt at sætte penge på mediehusenes slunkne bankbøger. Og det gør medierne dårlige, afhængige af kedelig kapital og i mange tilfælde ubrugelige som kilder til en oplyst offentlighed, hvis en sådan skal siges at have nogen reel værdi. Ydermere kæmper nyhedsjournalister, hvilket programmet belyser fint, for at bevare deres troværdighed, samtidig med at stadig flere af deres kolleger tager vellønnede jobs som spindoktorer for danske politikere, noget der alt andet lige ikke er med til at styrke troværdigheden for den journalistiske profession som helhed. Der blev i programmet brugt tid på at understrege at den, som den blev beskrevet af d'herrer, overfladiske offentlighed på nettet ikke er meget værd og Twitter blev igen brugt som et af eksemplerne herpå. Forleden beskrev Anker Brink Lund det således: “På nettet kan alle jo komme til orde, men problemet er, at der er relativt få, der gider lytte til det” - og mit svar var - og er - at den nylige afvisning af ACTA i EU-parlamentet simpelthen ikke ville være sket uden den brede, digitale, europæiske, oplyste offentlighed på nettet. Vi mobiliserede 3 mio underskrifter mod ACTA og iværksatte og muliggjorde den direkte kontakt med EU-parlamentarikerne online. Det er aldrig set før.
Og her er min største anke mod første udsendelse i programrækken, som ellers også indeholdt gode informationer, blandt andet om den historiske mediestøtte til amerikanske uafhængige medier i USAs barndom, nemlig, at både Jensen, Hjarvard, og Brink Lund udtaler sig skråsikkert om det moderne internet og dermed Twitter, Twitters rolle® og betydning, og Twitters plads i mediebilledet. For hverken Brink Lund eller Hjarvard er på Twitter og Lasse Jensen har tweetet 10 Tweets. Alle der er på Twitter og har været det mere end et par år har oplevet dét, som Twitter kan, netop når vi breaker nyheder, mobiliserer handlekraft og viden og skaber borgerjournalistik der er af yderste vigtighed for demokratiet, blandt andet eksemplificeret i ACTA-sagen. Det er utroværdigt at d'herrer gør sig kloge på Twitter og det får dem til at fremstå som sure gamle mænd. Jeg ser frem til de næste programmer med håbet om en inddragelse af eksperter på dette område. Ellers bliver det en tynd kop the, brygget på gamle medier.UPDATE 19 juli 2012:
Lasse Jensen har reageret på dette indlæg, samt på Christiane Vejløs indlæg. Ydermere har Leoparddrengen reflekteret over Lasse Jensens indlæg og Mads Munck Petersson har gjort det samme her.