Spredt filmfægtning

Fredag var jeg til koncert med norske Bernhoft  i Studie 2 i Koncerthuset. Jeg havde hidtil kun været i den store koncertsal men Studie 2 var et overraskende godt bekendtskab. Lyden var perfekt og han spillede så man måtte overgi’ sig 100% til hans soulrockede stemme, hans ufatteligt stærke time og hans nærværende bud på håndspillet (men dog loopet) enmandssoul anno 2011. Se ham live hvis du kan li’ folk der virkelig kan synge og spille.

Det har i øvrigt været en filmweekend. Jeg fik set fætter/kusinefilmene ’Melancholia’ og ’Another Earth’ og syntes afgjort bedst om sidstnævnte, selv om Kirsten Dunst i ‘Melancholia’ mindede en om at hun virkelig har et talent man burde kunne få masser godt ud af de næste 20-30 år. Filmen mindede dog for meget om en slags “Festen 2” (nu med depression!) hvor 'Another Earth’ med (smukke) Brit Marling stillede nogle gode filosofiske spørgsmål, samtidig med  at den rummede fremragende skuespil og et soundtrack der er et genhør eller tre værd. Ikke mindst nummeret for sav, skrevet af Scott Munson og fremført af Natalia Paruz. Brit Marling fremstod som en blanding mellem Kristin Dattilo og Ellen Page, både i udtryk og udseende.

Jeg fik også set Contagion, som nok er den mest stjernespækkede film jeg har set i umindelige tider. Laurence Fishburne, Matt Damon, Gwyneth Paltrow, Marion Cotillard, Kate Winslet, Jude Law, Bryan Cranston og flere endnu. På det grundlag synes jeg filmen skuffer en smule. Men det glædede mig gevaldigt at den indeholdt så megen u-overdrevent stof. Tillad mig i denne anledning varmt at anbefale ’The Hot Zone’ af Richard Preston (på dansk den noget tjuhej-prægede titel 'Farezone 4’) som dokumenterer hvordan et udbrud af Ebola var lige ved at løbe løbsk i en forstad til Washington. I virkeligheden. Jeg fik den klare fornemmelse at folkene bag 'Contagion’ syntes at filmmediet “skyldte” 'The Hot Zone’ en noget bedre behandling end den havde fået i fx den fesne 'Outbreak’ fra 1995. Den næsten ulideligt spændende sande historie om udbruddet af Ebola nær Washington kaldte Stephen King "one of the most horrifying things I’ve ever read.“ Læs den.
Her til eftermiddag så jeg dokumentarfilmen 'Page One: Inside The New York Times’, der var et fint omend lidt overfladisk kig indenfor i en journalistisk højborg og en spændende historisk arbejdsplads. Det var bemærkelsesværdig at se hvordan avisen gik fra at have et rent afsenderminded website til at have omkring 80 blogs - og hvordan de fx havde arbejdet sammen med WikiLeaks, Der Spiegel og The Guardian omkring offentliggørelsen af hemmeligstemplede militærdokumenter i titusindvis og således genopfandt sig selv som et af de vigtigste journalistiske mediehuse i verden.