For 7 måneder og 1 uge siden mødtes vi på en lille bar og drak en øl i stedet for den kaffe vi havde aftalt. Og snakkede. Og drak en øl mere. Og grinede. Og efter jeg havde fulgt hende næsten helt hjem stod vi fire timer senere og kyssede midt på gaden - uden at være særligt fulde.
Et par dage senere mødtes vi igen. Og fortsatte i samme spor - og 14 dage efter droppede jeg længe færdiggjorte planer for en fuldt booket og spændende weekend for at tage med hende i det mest fantastiske selskab og på det mest eventyrlige sted, sammen med 25 af hendes venner til en stor fødselsdag over næsten 3 dage.
Jeg har aldrig troet på kærlighed ved første blik men der var noget ved L som jeg ikke havde oplevet i mit voksne liv. En utvetydig og brusende tiltrækning mod alt hvad hun er. Hendes sprudlende kreative tilgang til verden, hendes grin, hendes intellekt, hendes følsomhed, hendes krop. Hende.
Jeg var egentlig også en lille smule skræmt af forelskelsen. For ikke siden M i gymnasiet, for en menneskealder siden, havde jeg følt så entydigt at høre sammen med et andet menneske. Men glæden og nysgerrigheden tog styring og forelskelsen voksede. Efter de første par måneder, som gik med kunstudstillinger, venners bryllup, frokoster med snaps og grin, koncerter, fantastiske weekender sammen og en varm og kærlig smelten sammen havde vi en snak om tempoet i vores forhold. Hun syntes faktisk det gik lidt hurtigt. Jeg syntes ikke det kunne gå hurtigt nok. Vi forventningsafstemte, talte om tingene, længe, grundigt, og godt; kyssede, fandt en ny grad af nærhed og voksede tættere sammen. Det samme skete en måned senere. Og for hver af disse samtaler kom vi ud på den anden side stærkere og tættere på hinanden.
Forelskelsen voksede. Jeg elskede hende. Og elsker hende. Og december var en drøm af nærvær, ømhed og følelsen af at smelte sammen. Nytårsaften sammen: Fremtiden er sammen!
Jeg vil gøre alt for hende. Hun er fantastisk.
Det viste sig tidligt at jeg havde en bemærkelsesværdig adgang til hendes mest sårbare sider. Det er sider som de færreste ser, og som for hendes umådeligt søde søster virkede super glad for at jeg kunne lukke op for. L udtrykte også selv en stor påskønnelse af denne evne. Jeg selv var fuldstændig lykkelig over at kunne nå ind til et sted hvor jeg som den eneste kunne være der for hende, trøste hende og passe på hende. Det gjorde mig et bedre og lykkeligere menneske at kunne det. Jeg bleve gladere for mig selv når jeg var sammen med hende.
I starten af året skulle hun på en lang, lang ferie hvor jeg ikke skulle med. En eventyrlig rejse med gode venner, planlagt for over et år siden. Ret hurtigt savnede jeg hende helt enormt. Også meget mere end hun savnede mig. Måske er det i sagens natur at når eventyret ligger for ens fødder, er man gladere end når man er blevet efterladt hjemme med en hverdag der ikke er ændret på andre områder end at ens elskede er væk.
Hun kom hjem 7 uger senere og var af sol og strandliv blevet farvet endnu smukkere end hun var da hun rejste. Og havde lidt svært ved at finde ind til den hverdag som hun allerede dagen efter blev kastet tilbage i. Og lidt svært ved at finde ind til mig igen. Jeg, derimod elskede at have hende tilbage. Forelskelsen var ikke mindsket - den var vokset. Vi snakkede. Og så hinanden dybt i øjnene. Og fandt ind til hinanden. Vi tog i sommerhus i påsken, væk fra travlhed og by og med tid til nærhed og ro. Og det var dejligt.
Og i denne uge skulle vi ud at spise inden en koncert. En halv time før fik jeg en sms. “Jeppe, vi skal ikke til koncert. Jeg skal tale med dig. Vi mødes hvor vi aftalte”.
Få øjeblikke senere lå ordene i hendes mund. “Vi kan ikke være kærester. Jeg er vild med dig som menneske, du er fantastisk og kærlig men jeg kan ikke gengælde dine følelser”. Der fulgte 4 timers lang gåtur, tårer i spandevis fra os begge, og intet jeg kunne sige kunne få hende på andre tanker. Når jeg nævnte min særlige adgang til hendes følsomme sider var hun nærmest utrøstelig og medgav at det havde haft en stor betydning for hende. Og jeg kunne kun appellere til at det kunne være grundlag for at fortsætte. Men det kunne det ikke. For det skal man være to til at synes og tro på.
Forelskelsen, denne, min forelskelse er noget af det mest bemærkelsesværdige jeg har oplevet. Den mindskedes ikke under de 4 timers samtale. Den øgedes. Og den er lige stærk nu. Jeg elsker hende.
Dagen efter havde jeg sovet halvanden time, men tog alligevel til Oslo for at undervise. To gange undervejs var jeg ved at stoppe op og råbe til tilhørerne: “Har I hørt om L? Nej? Nu skal jeg fortælle jer om det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt”.
For sådan er forelskelsen. Den tager ikke hensyn til nytte, til realiteter, til fakta. Den buldrer videre i et knust hjerte og lader mig sende et par håbefulde sms’er inden førstehjælpen, i form af de bedste venner man kan ønske sig, træder til og siger alle de rigtige ting: “Lad være med at sende flere sms’er lige nu. Hun bliver kun mere presset på den måde”. “Giv hende plads nu. Så bliver det måske nemmere at tale sammen næste gang I skal det”. “Kom hjem til os, så laver vi mad”. “Vil du med til det her arrangement, det er lige dig”. “Kom med ud i det gode vejr, det vil gøre dig godt”. “Jeg giver kaffe - kig forbi”.
Og søvnløshed og tårer danner et stærkt makkerpar og lader mig forstå at jeg er fucked. Jeg er så forelsket at jeg skal have hjælp fra andre der før har været i lignende situationer, til at navigere i det, uden at skræmme hende fra al fremtidig kontakt. Og stadig gennemsyres alle mine følelser og alle mine frustrationer af en varm og dyb kærlighed til hende.
En forelskelse så stærk at jeg spekulerer på om den nogensinde vil forsvinde.