Da jeg forleden postede mit indlæg om forelskelse fik jeg omkring 60 kærlige og opbakkende beskeder. Og 3 der stak i den anden retning. Lad mig citere:
1 “der har godt nok været meget negativt fra dig på det seneste”
2 “måske skal du holde lidt igen med at dele”
3 “Jeg kan ikke blive enig med mig selv om du deler for meget ud”
Jeg kan godt forstå hvis nogen synes at de har været en entydig forestilling fra min side på det seneste. Men der er ingen tvang om at læse med. Og ærligt talt, det hele stinker bare pt.
Jeg kunne godt have delt, at på trods af halvanden times søvn - efter at være blevet droppet af mit yndlingsmenneske - nåede jeg morgenen efter flyet til Oslo, og formåede succesfuldt at undervise både de mange tilstedeværende og dem der via videokonference var med fra 3 andre byer i Europa.
Jeg kunne også have delt at jeg forleden fik skruet den perfekte burger sammen, i ledtog med min gode ven Henrik, hvor friskkværnet peber og knuste fennikelfrø blev æltet ind i burgeren lige inden den ramte gasgrillen.
På samme måde kunne jeg havde delt at det der skulle have været en kærlighedssang til mit yndlingsmenneske, faktisk stadig er blevet til en ok kladde af stemninger og grooves, hvor af min musikmakker og jeg finder mindst 4 takter hæderlige nok, egentlig.
Men det er ikke det, der fylder i øjeblikket. Det er det uendeligt hårde savn af et fuldstændig guddommeligt menneske, ovenpå min mors forsvinden ind i sig selv. I dag prøvede jeg at fortælle min mor om min nylige singlestatus. Hun forstod det ikke og havde ingen medfølelse. Hendes empati er væk. Jeg fortalte hende også om Oslo. Det troede hun heller ikke på. Hun er paranoid, aggressiv, forvirret og helt uden for rækkevidde. Det fik mig til at bryde sammen i telefonen. Det opfattede hun i øvrigt heller ikke, hvilket førte til endnu en ubegribeligt hård samtale med hende derefter. Hun er væk. For et år siden havde hun lige syltet agurker og rødbeder, havde lige bagt franskbrød og rugbrød, havde lige hentet æg fra eget hønsehus og kogt æg til påskefrokost.
I dag havde hun rejst sig fra sin stol éen gang.
Jeg har bestilt tid hos en god psykolog, for at gøre hvad jeg kan for ikke selv at crashe.
Så undskyld hvis det hele er negativt og sortseende. Der *er* masser af gode tætte venner på sidelinjen, som gør alt hvad de kan, og er der for mig 100%, men jeg savner min mor og jeg savner mit yndlingsmenneske og dét fylder det hele i øjeblikket.
For der er ingen tegn på at jeg få nogen af dem igen.