Det er fandeme (og det må være mig tilladt at bande)
ikke hver dag jeg oplever sådan en emotionel rutsjebanetur som
den i dag.
I morges vågnede jeg 5:30, alt for tidligt og alt for spændt på eksamen.
Distributed Collaboration and Development.
En del af min specialisering på ITU.
Kl. kvart i ni var jeg på ITU, hvor jeg satte min Mac op til min gruppes 4 individuelle oplæg.
Første gruppemakker ude. Et 10-tal.
Anden gruppemakker ude. Et 10-tal.
Min tur. Et 12-tal.
Tredje gruppemakker ude. Et 10-tal.
Hvor godt går det lige?!
PLUS en fælles nominering til
http://www.youtube.com/watch?v=Uhbu4cWJZTU for os alle 4. Vi var ikke til at skyde igennem.
Efter vi havde sendt Helle til Odense kørte 3/4 af gruppen til
Lottes i Kronprinsessegade, hvor vi fik store velfortjente sandwiches og go' kaffe.
Tilbage på ITU, mere kaffe, masser af hilsner på twitter og Facebook med
digitale skulderklap. "XX and 34 others like your status"...
Blev hængende for lige at bakke de sidste eksamensramte medkursister op.
Hjemad, med smil op til begge ører. Når til Ørestad Boulevard, hvor jeg entrer
rundkørslen som jeg plejer, for at krydse Amager Fælled hjemad mod Vesterbro.
Men i rundkørslen overser en kvindelig bilist mig fuldstændig, og i sidste øjeblik
får jeg krænget cyklen mod venstre, så hun rammer mig med venstre side af bilen
på min højre side, og så jeg lander midt i rundkørslen.
Chok!
Straks er der en læge-medcyklist der smider sin cykel og er over mig.
5-7 minutter går. Jeg har ikke fået en skramme. Ikke en eneste.
Jeg kan rejse mig op, børste sne af skulderen og trække luft ind til den største
skideballe jeg nogensinde har givet. Og 4 medcyklister stemmer i.
Med adrenalinen pumpende trækker jeg ud over fælleden og hjem.
Og har nu åbnet en flaske vin som jeg ikke tror overlever aftenen.
Sikke en dag.
Et 12-tal rigere.
Og jeg har ikke en skramme.
Comments [0]