Nedenstående er en længere udgave af et læserbrev jeg havde i Information 19. juli.
Politiken efterspurgte for nyligt unge venstreorienterede debattører. Men findes den endnu, venstrefløjen? I gamle dage hørte i hvert fald SF til venstrefløjen men i dag er der for mange eksempler på at SF er blevet magtbegærlige i en grad der har fjernet fokus fra noget som højrefløjen for længst har lagt bag sig. Almindelig god opførsel.
Det virker overflødigt at opremse de utallige eksempler på den siddende samt den forrige regerings lemfeldige omgang med lov, moral og almindelig god opførsel. Ellers kan man frekventere forbryderalbummet.
Der går to strømninger i Danmark. En i medierne, hvor vi hylder laveste fællesnævner og lovpriser middelmådigheden fordi det simpelthen er nemmere end at forholde sig til kvalitet. Og en på Christiansborg, hvor det samme er tilfældet: Det er nemmere at tilslutte sig had, løgn og frygt fordi det, at forholde sig til sandheden, tilsyneladende er blevet for besværligt.
Og de to strømninger er sammenlignelige. TV2 har, sammen med andre reklamefinancierede kanaler, sænket standarden for tv til et plan hvor kun overfladen, det hurtige underholdningsfix og sensationen bliver taget i brug. Der hvor DR kunne stå som modspil til overfladen har den i stedet spillet med på samme melodi. Som modsvar til TV2s ‘Go’ Aften Danmark’, et overflødighedshorn af ligegyldigheder, transmitteret fra et trafikknudepunkt i hovedstaden, kom DR op med Aftenshowet, et overflødighedshorn af ligegyldigheder, transmitteret fra et trafikknudepunkt i hovedstaden. For nu at skære det ud i pap.
På samme måde er SF gået fra at være et vigtigt politisk alternativ, til i disse dage at komme op med løsninger der ligner regeringens i form og funktion men som man navngiver mindre blåt og får solgt til mange vælgere, der således får lettet samvittigheden, fordi vi på den måde stadig kan stemme SF, uagtet at substansen er rykket over midten og ligner blå stues politik.
Tilbage er en venstrefløj bestående af Enhedslisten der, omend optændt af retfærdighedens indre ild, kun i sjældne tilfælde formår at gøre sig gældende. Der er simpelthen ikke plads til nuancering i det pointsystem af punchlines og sound bites som medierne nu består af.
Og her mødes de to strømninger. For er der noget bedre end en hadefuld one-liner fra Mogens Camre, en floskel fra Brian Mikkelsen eller en uudfordret svada fra Bertel Haarder til at tilfredsstille både den indre svinehund og behovet for fordummende overfladeunderholdning? Tilsyneladende ikke i dagens Danmark.