Hej hej fra nederste hylde

Da jeg forleden postede mit indlæg om forelskelse fik jeg omkring 60 kærlige og opbakkende beskeder. Og 3 der stak i den anden retning. Lad mig citere: 

1 “der har godt nok været meget negativt fra dig på det seneste”
2 “måske skal du holde lidt igen med at dele”
3 “Jeg kan ikke blive enig med mig selv om du deler for meget ud”

Jeg kan godt forstå hvis nogen synes at de har været en entydig forestilling fra min side på det seneste. Men der er ingen tvang om at læse med. Og ærligt talt, det hele stinker bare pt.

Jeg kunne godt have delt, at på trods af halvanden times søvn - efter at være blevet droppet af mit yndlingsmenneske - nåede jeg morgenen efter flyet til Oslo, og formåede succesfuldt at undervise både de mange tilstedeværende og dem der via videokonference var med fra 3 andre byer i Europa.

Jeg kunne også have delt at jeg forleden fik skruet den perfekte burger sammen, i ledtog med min gode ven Henrik, hvor friskkværnet peber og knuste fennikelfrø blev æltet ind i burgeren lige inden den ramte gasgrillen.

På samme måde kunne jeg havde delt at det der skulle have været en kærlighedssang til mit yndlingsmenneske, faktisk stadig er blevet til en ok kladde af stemninger og grooves, hvor af min musikmakker og jeg finder mindst 4 takter hæderlige nok, egentlig.

Men det er ikke det, der fylder i øjeblikket. Det er det uendeligt hårde savn af et fuldstændig guddommeligt menneske, ovenpå min mors forsvinden ind i sig selv. I dag prøvede jeg at fortælle min mor om min nylige singlestatus. Hun forstod det ikke og havde ingen medfølelse. Hendes empati er væk. Jeg fortalte hende også om Oslo. Det troede hun heller ikke på. Hun er paranoid, aggressiv, forvirret og helt uden for rækkevidde. Det fik mig til at bryde sammen i telefonen. Det opfattede hun i øvrigt heller ikke, hvilket førte til endnu en ubegribeligt hård samtale med hende derefter. Hun er væk. For et år siden havde hun lige syltet agurker og rødbeder, havde lige bagt franskbrød og rugbrød, havde lige hentet æg fra eget hønsehus og kogt æg til påskefrokost.

I dag havde hun rejst sig fra sin stol éen gang.

Jeg har bestilt tid hos en god psykolog, for at gøre hvad jeg kan for ikke selv at crashe.

Så undskyld hvis det hele er negativt og sortseende. Der *er* masser af gode tætte venner på sidelinjen, som gør alt hvad de kan, og er der for mig 100%, men jeg savner min mor og jeg savner mit yndlingsmenneske og dét fylder det hele i øjeblikket. 

For der er ingen tegn på at jeg få nogen af dem igen.

Forelskelsen

For 7 måneder og 1 uge siden mødtes vi på en lille bar og drak en øl i stedet for den kaffe vi havde aftalt. Og snakkede. Og drak en øl mere. Og grinede. Og efter jeg havde fulgt hende næsten helt hjem stod vi fire timer senere og kyssede midt på gaden - uden at være særligt fulde.

Et par dage senere mødtes vi igen. Og fortsatte i samme spor - og 14 dage efter droppede jeg længe færdiggjorte planer for en fuldt booket og spændende weekend for at tage med hende i det mest fantastiske selskab og på det mest eventyrlige sted, sammen med 25 af hendes venner til en stor fødselsdag over næsten 3 dage.

Jeg har aldrig troet på kærlighed ved første blik men der var noget ved L som jeg ikke havde oplevet i mit voksne liv. En utvetydig og brusende tiltrækning mod alt hvad hun er. Hendes sprudlende kreative tilgang til verden, hendes grin, hendes intellekt, hendes følsomhed, hendes krop. Hende.

Jeg var egentlig også en lille smule skræmt af forelskelsen. For ikke siden M i gymnasiet, for en menneskealder siden, havde jeg følt så entydigt at høre sammen med et andet menneske. Men glæden og nysgerrigheden tog styring og forelskelsen voksede. Efter de første par måneder, som gik med kunstudstillinger, venners bryllup, frokoster med snaps og grin, koncerter, fantastiske weekender sammen og en varm og kærlig smelten sammen havde vi en snak om tempoet i vores forhold. Hun syntes faktisk det gik lidt hurtigt. Jeg syntes ikke det kunne gå hurtigt nok. Vi forventningsafstemte, talte om tingene, længe, grundigt, og godt; kyssede, fandt en ny grad af nærhed og voksede tættere sammen. Det samme skete en måned senere. Og for hver af disse samtaler kom vi ud på den anden side stærkere og tættere på hinanden.

Forelskelsen voksede. Jeg elskede hende. Og elsker hende. Og december var en drøm af nærvær, ømhed og følelsen af at smelte sammen. Nytårsaften sammen: Fremtiden er sammen!

Jeg vil gøre alt for hende. Hun er fantastisk.

Det viste sig tidligt at jeg havde en bemærkelsesværdig adgang til hendes mest sårbare sider. Det er sider som de færreste ser, og som for hendes umådeligt søde søster virkede super glad for at jeg kunne lukke op for. L udtrykte også selv en stor påskønnelse af denne evne. Jeg selv var fuldstændig lykkelig over at kunne nå ind til et sted hvor jeg som den eneste kunne være der for hende, trøste hende og passe på hende. Det gjorde mig et bedre og lykkeligere menneske at kunne det. Jeg bleve gladere for mig selv når jeg var sammen med hende.

I starten af året skulle hun på en lang, lang ferie hvor jeg ikke skulle med. En eventyrlig rejse med gode venner, planlagt for over et år siden. Ret hurtigt savnede jeg hende helt enormt. Også meget mere end hun savnede mig. Måske er det i sagens natur at når eventyret ligger for ens fødder, er man gladere end når man er blevet efterladt hjemme med en hverdag der ikke er ændret på andre områder end at ens elskede er væk.

Hun kom hjem 7 uger senere og var af sol og strandliv blevet farvet endnu smukkere end hun var da hun rejste. Og havde lidt svært ved at finde ind til den hverdag som hun allerede dagen efter blev kastet tilbage i. Og lidt svært ved at finde ind til mig igen. Jeg, derimod elskede at have hende tilbage. Forelskelsen var ikke mindsket - den var vokset. Vi snakkede. Og så hinanden dybt i øjnene. Og fandt ind til hinanden. Vi tog i sommerhus i påsken, væk fra travlhed og by og med tid til nærhed og ro. Og det var dejligt.

Og i denne uge skulle vi ud at spise inden en koncert. En halv time før fik jeg en sms. “Jeppe, vi skal ikke til koncert. Jeg skal tale med dig. Vi mødes hvor vi aftalte”.

Få øjeblikke senere lå ordene i hendes mund. “Vi kan ikke være kærester. Jeg er vild med dig som menneske, du er fantastisk og kærlig men jeg kan ikke gengælde dine følelser”. Der fulgte 4 timers lang gåtur, tårer i spandevis fra os begge, og intet jeg kunne sige kunne få hende på andre tanker. Når jeg nævnte min særlige adgang til hendes følsomme sider var hun nærmest utrøstelig og medgav at det havde haft en stor betydning for hende. Og jeg kunne kun appellere til at det kunne være grundlag for at fortsætte. Men det kunne det ikke. For det skal man være to til at synes og tro på.

Forelskelsen, denne, min forelskelse er noget af det mest bemærkelsesværdige jeg har oplevet. Den mindskedes ikke under de 4 timers samtale. Den øgedes. Og den er lige stærk nu. Jeg elsker hende. 

Dagen efter havde jeg sovet halvanden time, men tog alligevel til Oslo for at undervise. To gange undervejs var jeg ved at stoppe op og råbe til tilhørerne: “Har I hørt om L? Nej? Nu skal jeg fortælle jer om det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt”.

For sådan er forelskelsen. Den tager ikke hensyn til nytte, til realiteter, til fakta. Den buldrer videre i et knust hjerte og lader mig sende et par håbefulde sms’er inden førstehjælpen, i form af de bedste venner man kan ønske sig, træder til og siger alle de rigtige ting: “Lad være med at sende flere sms’er lige nu. Hun bliver kun mere presset på den måde”. “Giv hende plads nu. Så bliver det måske nemmere at tale sammen næste gang I skal det”. “Kom hjem til os, så laver vi mad”. “Vil du med til det her arrangement, det er lige dig”. “Kom med ud i det gode vejr, det vil gøre dig godt”. “Jeg giver kaffe - kig forbi”. 

Og søvnløshed og tårer danner et stærkt makkerpar og lader mig forstå at jeg er fucked. Jeg er så forelsket at jeg skal have hjælp fra andre der før har været i lignende situationer, til at navigere i det, uden at skræmme hende fra al fremtidig kontakt. Og stadig gennemsyres alle mine følelser og alle mine frustrationer af en varm og dyb kærlighed til hende. 

En forelskelse så stærk at jeg spekulerer på om den nogensinde vil forsvinde.

De sidste 24 timer

-har jeg været i Oslo
-har min mor i sin uhyrlige demens/angst/depression bedt mig om aldrig at tale med hende igen
-har min gamle ven været få øjeblikke fra at dø i en brand
-er en af mine bedste venner blevet fyret fra noget hun var fantastisk god til
-har mit voksne livs største kærlighed sagt at kærligheden ikke er gengældt


De sidste 24 timer har været bemærkelsesværdigt hårde. 

Den lukkede

Påskeferie!

Den er 7 timer gammel og indtil videre er den fejret med noget så sexet som tøjvask, opvask og lidt overfladisk budgettering.

I morgen skal jeg så for første gang besøge min mor på en lukket afdeling. Den har de valgt at placere i Vordingborg, for længere kan man næsten ikke komme fra alt andet i verden uden direkte at fornærme (danske) pårørende til mennesker med psykiske problemer.

Det går kun een vej med min mor i øjeblikket. Hun viser utvetydige tegn på demens, oven i depressionen og angsten og kan altså i øjeblikket ikke stoles på. Hun tager ikke de rigtige beslutninger. Det er uhyggeligt og ulykkeligt.

Min søster og jeg er stadig et godt makkerpar i denne suppedas. Og vi giver stadig hinanden fri en dag eller to ad gangen, for simpelthen at overleve. Fri fra at tage telefonen, fri fra at tage beslutninger om min mor og far og hvordan vi forholder os til dem.

Min søster har taget min nevø med til Rørvig, hos min far. Det er godt at han får lidt kvalitetstid med sit barnebarn og sin datter. Og vice versa.

Efter turen i morgen tager jeg også ud af byen til et velkomment hvil. Sammen med mit yndlingsmenneske. Vi skal væk fra det hele, sammen. Og jeg glæder mig helt vildt. Det er en underdrivelse.

Men i aften nåede jeg også lige at forkæle mig selv med en bestilling af et nyt legetøj, som jeg har ønsket mig i et stykke tid. En Maschine, fra Native Instruments. Jeg har leget med sådan en flere gange, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære den bedre at kende.


image



Men først står den på hudløs socialrealisme i Vordingborg. For helvede.

Tillykke til en gammel far

I dag fylder min far 77. Min, på det seneste, hårdt prøvede far - der aldrig har været god til at tale om de svære sider af livet, og som ikke ville indrømme at han godt ku’ tænke sig nogle gæster. Indtil nogle af mine forældres naboer, genboer og gamle venner afslørede at de kom forbi, enten han ville det eller ej. For så måtte han indrømme at det er han faktisk rigtig glad for at de gør.

Gode, lange venskaber er vel noget af det aller bedste livet kan byde.

Min far har overlevet en livslang svag ryg, triple bypass-operation, en ny hofte, hudkræft, prostatakræft, leverkræft, tarmkræft, egen depression og, over de sidste 8 måneder, at have en bipolar, angst, (måske begyndende dement) kone.

Det er mere end godt gået. Tillykke, gamle far.

Tredje indlæggelse

Det har peget i en retning de sidste par uger. Klokken to i nat blev min mor indlagt for tredje gang på 8 måneder. 

Lige som ved de to første indlæggelser virkede det uundgåeligt og lige som de to første gange føles det både som en lettelse og som en stor sorg. Hun er indlagt på en akutmodtagelse, en psykiatrisk skadestue, hvorfra hun højst sandsynligt overføres til en regulær psykiatrisk afdeling, måske i dag eller i morgen.

Telefonopkald, gråd, koordinering af gøremål og beskeder til familie og venner. Det praktiske er både håndgribeligt og kvalmende. Det er svært at forklare.

Selv om der er en lettelse ved indlæggelsen, så er den jo også et helt håndfast bevis på hvor dårligt hun har det. Hun er utroligt syg. Hun har manglet fornemmelsen af ‘sig selv’ de sidste par uger. Hun er forvirret, fortvivlet og angst. Det er forfærdeligt. 

Et håb om bedring føles uendeligt lille. Men… måske, hvis de kloge kan komme op med en korrekt ny diagnose, at de så kan medicinere hende fra den helt invaliderende angst og sortsyn. Forvirringen synes uhelbredelig men fortvivlelsen må og skal dæmpes hvis hun skal klare den. Det må, efter en stabilisering, være der håbet ligger lige nu. Hvor lille det end er.

Måske farvel

Denne uge har indeholdt de hårdeste 24 timer i mit voksne liv.
Det lyder voldsomt - men der er også voldsomt.

Min søster og jeg tager på landet mandag for at se til mine forældre og for at deltage i et såkaldt netværksmøde med psykiater, psykolog og distriktspsykiatri-sygeplejerske. Mødet var tirsdag.

Mandag møder der os et kaos som jeg ikke før har oplevet. Min mor er i øjeblikket så mentalt svækket at hun stort set ikke kan udtrykke sig meningsfyldt. Alt er farligt, alt er umuligt. I hendes øjne.

Det er hårdere end det lyder. ALT er umuligt. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe. Jo, Jeppe.

Jeg vil ikke skrive i detaljer om de episoder der udspiller sig, men det er hjerteskærende og uhyggeligt at se min mor reduceret til et barn. Et følelseshæmmet barn.

Både min far, søster og jeg har hver vores sammenbrud i løbet af aftenen og om morgenen, og min mor ‘er der bare’. På et tidspunkt sidder jeg lige over for hende og ser hende i øjnene. Tårerne triller ned af mine kinder og hun stirrer tomt på mig. Det er noget af det sørgeligste jeg nogensinde har oplevet. Det gør ondt i hele kroppen at opleve det.

Tirsdag morgen vil hun ikke have at jeg løber en morgentur. “Du må ikke løbe væk”. Ingen yderligere argumentation. Bare, fordi!

Vi skal til netværksmøde kl 12:45. Kl. 06 bliver min mor nervøs for om vi når det, og må stå op. Igen springer jeg detaljer over. Men tør godt sige at vi oplever min mor på en måde som ingen har godt af at opleve et nært familiemedlem. Hun siger det faktisk bedst selv da vi må bruge 10 minutter på at få hende ind i bilen fordi hun mangler noget. “Jeg skal have mig selv med!” 

Mødet.

Psykologen vil godt køre mødet som en slags serieinterviews i plenum. Det giver god mening. Min mor fatter intet.

Vi græder. Og fortæller om ting hun har gjort og sagt over de seneste 3-4 uger. Og distriktssygeplejersken bakker os op. Og psykiateren bakker os op. Og psykologen bakker os op. Og alle er konstruktive og pro-aktive mens vi andre mest græder, men også får sat ord på alle de ting der er i vejen med min mors psyke.

Hun har måske demens. Siger psykiateren. Men det kan også være en sen-hjerneskade fra en række bittesmå blodpropper, afledt af en atrieflimmer hun har haft i flere år. Siger psykiateren.

Vi ved ikke hvad der lyder værst.

Hun skal indlægges. Det er alle enige om. Undtagen hende. Hun tør ikke. Det ville blive hendes tredje indlæggelse på 8 måneder.

Det tager 6 mennesker en time at få hende til at sige ja til en frivillig indlæggelse, som gør processen nemmere. 20 minutter senere har hun glemt at hun har sagt ja, og vi må forklare hende det hele igen. Og igen. Og igen.

Hun bliver nok indlagt i løbet af den næste uge. Og skal udredes med henblik på at stille den tredje/fjerde diagnose på 8 måneder. Mani. Depression. Bipolar. Dement? Hjerneskadet?

De øjeblikke jeg har helt tæt sammen med hende over de 24 timer er de hårdeste. Hun er der næsten ikke. Hun sidder der, men min mor er der ikke.

Samtaler med svære ord

De ord der skal i brug når tingene ikke længere er grimme og hårde på den måde hvor de stadig kan blive gode igen, de ord er så svære at skulle bruge.

Beskyttet bolig.

Det er to ord der er svære at bruge sammen.

I går var jeg til en 40-års fødselsdag for en god ven. Til det sidste var jeg i tvivl om jeg kunne være med til at feste og fejre ham fordi jeg har været så ked af hvor hurtigt og hårdt situationen med mine forældre har udviklet sig. Men jeg var heldig at min dejlige ven fra New York stod i døråbningen og var den første gæst jeg så. Og at jeg derefter mødte en fyr jeg rent samtalemæssigt altid er fuldstændig på bølgelængde med, selv om der typisk går et år mellem vi ses. Så han og jeg fejrede vores fælles ven ved at stå mere eller mindre det samme sted i 5 timer og tale om virkeligt tunge, sørgelige og jo desværre helt aktuelle emner.

For min mor skal måske i beskyttet bolig. Vi ved intet endnu, men det er nu en fast del af samtalen. Samtalen som intensiveres over de næste par dage, i mine forældres hus, med min søster og jeg og dem. Og med systemet.

Det forundrer mig til stadighed hvor meget det hjælper at dele sine sorger. Hvor meget det at der bliver lyttet gør for ens velbefindende. Det samme gjorde sig gældende da jeg i fredags modtog et kort fra alle mine teamkolleger. Jeg har valgt at dele det med dem, hvordan det går med mine forældre. Opbakningen har været helt utroligt rørende og har igen bevist overfor mig at den slags skal man dele. 

Man er jo stadig ked af det. Jeg er jo stadig ked af det. Meget ked af det. Men det hjælper alligevel at dele det. Det er som om en brøkdel af sorgen og bekymringen nu deles med de andre. At deres skuldre bærer deres lille del af ulykkelighederne for en.

Gode kolleger gør en forskel. Tak. Og tak til Morten for 4 timers samtale om alt det hårdeste i livet. 

Kort fra mine kolleger. <3

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Rutsjebanemetaforen fra mit sidste indlæg synes at have indeholdt sin egen lille hybris, for selvfølgelig er det ikke mig der bestemmer hvor langt ned vi skal, inden det - måske - går opad igen.

Denne gang viste det sig at vi skulle langt længere ned, fordi min mor, oveni sin depression og angst, nu også har fået diagnosen begyndende demens. 

Demens. 

Det er ikke første gang jeg skriver om demens i familien. Den gang var jeg ekstremt frustreret over det lange tågede farvel. Det er jeg stadig.

For hvad nu hvis det er sidste gang vi har set min mor glad og ved sine fulde fem? Tanken er næsten ubærlig.

Og det koster altså tårer. Min far, min søster, jeg. Alle er vi helt slået ud af diagnosen. Min mor forstår det ikke. Hun er forvirret og usikker men nogen egentlig forståelse er der ikke tale om. Det er ikke fordi vi andre kan gennemskue konsekvenserne. Mest fordi de er ukendt land. Vi ved ikke hvordan hun får det. 

Så jeg sidder og hører George Harrison. Men indsæt endelig din allermest rørende yndlingsmusik. Og jeg opdagede lige at jeg bare sad og græd ned i tastaturet.

Hvor mange tårer kan et tastatur holde til?

Det vi ved er, at hvis det udvikler sig som den slags kan gøre, så skal vi være heldige hvis vi får et par uproblematiske stunder med hende inden hun er væk. 

For i øjeblikket spiller alle tre diagnoser ludo om at bestemme. Der er dage hvor depressionen lægger sig i førertrøjen, dage hvor angsten spænder sit greb og dage hvor forvirringen er så slagfast at min mor er uden for rækkevidde.

På den pro-aktive, konstruktive konto har jeg talt med min chef. Og arrangeret enkelte fridage i det i forvejen taknemmelige forår, der gør at jeg kan prioritere at gøre en forskel, hvilken form den end finder.

Rutsjebanen - going down

Det er mere end 3 måneder siden jeg sidst bloggede. Det er der flere grunde til. Kærlighed, travlhed og fortvivlelse er nok de tre vigtigste.

Sidst jeg satte ord bag tasterne her, var min mor lige blevet indlagt igen, med en dyb depression og socialt invaliderende angst.

Den tid der fulgte inkluderede en endeløs række af møder med hendes behandlere, daglige telefonkald med min far, der selv var ved at gå i stå, indspark og nærvær når det var muligt, og en stor fortvivlelse over at måtte se i øjnene at min mor er rigtig syg. Og at min far. langsomt. gik. i. stå.

Mange af mine forældres venner har hjulpet os. Og familien bakker helt og holdent op og støtter flot. Men… det hjælper bare ikke. Intet hjælper.

For en måned siden blev min mor udskrevet til distriktspsykiatrien, efter at være indlagt mere end to måneder - og efter et voldsomt forløb med blandt andet 12 elektrochokbehandlinger. Og hun blev ikke udskrevet fordi hun var rask, men fordi hun skulle blive rask i hjemmet.

Elektrochokbehandlingerne har, blandt andre bivirkninger, betydet at hendes hukommelse er skudt helt i stykker. Især korttidshukommelsen, men også hukommelsen i al almindelighed. Så noget af hende er simpelthen forsvundet. Det i sig selv er forfærdeligt. Og angsten er nærmest uændret. Listen af dagligdags ting hun ikke tør er for lang og sørgelig til at skrive.

I den tid hun var indlagt faldt min far ind i en slags ældre-sløvsind - i mangel af bedre ord - som har gjort ham nærmest hjælpeløs i det daglige. Han fik ikke lige lavet mad den dag… og han kom ikke lige ud af huset den dag… og han glemte at gøre det meste han plejede at gøre.

Det er ham min mor er blevet udskrevet til. Og det er hende min far har fået ud, som han skal passe på. I begge tilfælde en komplet uoverkommelig opgave. 

Viser det sig.

For over den sidste måned har vi, de nærmeste, kun kunnet se til, imens alle vore anstrengelser er druknet i virkelighedens dybe, kolde vand.

Der er intet vi gør, der hjælper. Disse to, en tidligere kok ved den schweiziske nationaludstilling i Lausanne i 1964, og hans viv, nordvestsjællands bedste brødbager med mere, kan ikke længere lave mad. Og fordi de er så pressede hver for sig, kan de ikke finde sammen om noget. Overhovedet.

Det er lige til at tude over. Hvad vi da også gør. Men det hjælper heller ikke.

God råd er eddermame dyre. I øvrigt også helt bogstaveligt, for mine forældres økonomi er ikke hvad den har været. Vi er få uger fra at jeg får ansvaret for den. Skide tak, univers.

Det er uvirkeligt at tale om sine forældre som et projekt. Som to planter man gør alt for at vande korrekt, og gi’ nok sollys, men ikke for meget - og alligevel visner de. Disse musikelskende, madentusiastiske kulturstorforbrugere er reduceret til to hensygnende planter, som måske, måske ikke, klarer den. 

Mareridtet Distriktspsykiatrien

For 3 måneder siden blev min mor udskrevet - efter en indlæggelse med manisk psykose.

Det var en god indlæggelse, på den måde at den virkelig hjalp hende, både med medicin og talrige samtaler med det dygtige og venlige personale på afdelingen.

Hun var også glad for at komme ud igen. Ud i virkeligheden. Ud til en efterbehandling under distriktspsykiatrien. En efterbehandling der ikke har fundet sted.

Det var meningen af de skulle have set hende efter 5 dage hjemme. Det blev hurtigt til 10. Og dén aftale blev så flyttet. Til en ny dato. Som også blev flyttet på grund af sygdom hos dem. Så der gik 4 uger inden der igen var nogen der tog sig af hende.

Det var for lang tid. For i mellemtiden var hun blevet nervøs og havde mange bivirkninger fra sin medicin. 

Da hun endelig kom til samtale sagde de at det var for tidligt at justere hendes medicin, og at hun måtte forvente at ha’ det dårligt i et stykke tid, også selv om hun havde fået det markant dårligere siden hun var kommet hjem. Derefter har det nærmest været umuligt at få noget ud af dem. Ingen behandlingsudsigt, ingen køreplan, ingen updates.

5 samtaler på 3 måneder er det blevet til. Efter en indlæggelse hvor hun havde 3 samtaler dagligt.

Distriktspsykiatrien har haft mig, min søster, min far og mor i røret løbende, alle sammen frustrerede over det totalt mangelfulde forløb og over at de billedeligt talt tabte hende på jorden igen.

Det er desværre præcis hvad der er sket. Hun har fået det værre og værre over de sidste par måneder og i dag havde min mor det igen så dårligt at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv, så i dag blev hun indlagt. Igen.

Hun er ikke manisk. Måske nærmere angst. Helt ufatteligt bange. Bange, usikker, rådvild, fra snøvsen. Det er ikke til at bære.

Når hun igen bliver udskrevet til distriktspsykiatrien, hvad så?

Frit valg på den mest nederen hylde

Det er 6 uger siden jeg skrev et længere indlæg om min mor og hendes indlæggelse. Min mor er hjemme igen og i klar, utvetydig bedring. Det virker næsten som en alternativ virkelighed, det der skete. Svært at forholde sig til, og samtidig står det lysende klart i hukommelsen. Der kom i øvrigt et radioindslag ud af det (ca. 55 minutter inde). Det var også svært. Men også en nødvendig ventil som jeg har fået meget fin feedback på. De var flinke og forsigtige og jeg følte mig godt behandlet.

Mens min mor har været indlagt, og i virkeligheden et par måneder før det, har min far også været syg. Ikke psykisk, som min mor, men fysisk. Han har spist mindre og mindre og for at gøre en virkelig lang historie kort(ere) så har han i den sidste måned på det nærmeste ikke spist noget. Vi er flere i familien der frygter at kræften har fat igen.

En af grundende til at jeg tog til mine forældre i weekenden var at vurdere hans fysiske tilstand helt tæt på, i et par dage. Han vejer forsvindende lidt. Hans læge har ikke reageret - før min søster i dag tog fat i ham - altså lægen.

I aften blev min far indlagt til observation og med det del-formål at få noget næring i ham. Det er selvfølgelig ret kaotisk, men også rart at nogen nu ser til ham med professionelle øjne.

Jeg synes, det der med at være den voksne over for sine forældre, stinker. Men bekymringer omkring nære venners eller familiens svære sygdomme, om de er fysiske eller psykiske, er altså nødvendige at dele med andre.

Ellers bliver man selv skør. Ellers bliver jeg selv skør. 

Musiktip: Jonathan Wilson

Det er kun et par dage siden jeg første gang hørte Jonathan Wilson, over et godt glas rødvin. Den her giver mange gode billeder på nethinden (når først den kommer i gang). Enjoy.

Det taler vi (typisk ikke) om

image

Ok.

Det er ikke nemt at skrive eller tale om dette.
Det er heller ikke nødvendigvis velset.

Men det er nogen gange nødvendigt, for ikke at brænde inde med sine bekymringer og sorger, at dele dem med andre.

Mine forældre har gennem længere tid haft et svært indbyrdes forhold. Efter 43 år sammen er det, set udefra, mærkeligt, men når man ved at de begge har være dødssyge af kræft inden for de seneste 5 år, så er det måske ikke så mærkeligt at reserverne er helt i bund.
De har taget hver deres vej ud af sygdommen. Min far har lukket sig lidt inde i sig selv og været mere mentalt og fysisk bundet til sin lænestol, end sædvanligvis.

Min mor har omvendt set det som en ny chance for at gribe dagen og livet, og gå på museer, til koncerter, til events og generelt glædes over sin bedring, mere end at græmmes over den seneste sygdom.

Det har gjort at mine forældre sammen har haft det hårdt det seneste halve til hele års tid.

Men over de seneste par måneder har en sideløbende proces udviklet sig - først uden at det overhovedet var synligt, senere som en tendens der var ubehagelig, men uomtvistelig. Min mor fik med tiden et aktivitetsniveau der ikke bare kunne kaldes ‘glad for livet’, men som tendenserede et fyrværkeri uden ende.

Dét forløb kulminerede i løbet af den seneste uge, hvor min far inviterede flere familiemedlemmer og flere af min mors gamle venner på besøg, for at få deres indspark på min mors tilstand.

Det var ikke rart at tale med dem alle, efterfølgende. De fleste græd. Og alle var meget, meget bekymrede for min mor. Hendes fyrværkeri-lignende livsglæde havde udviklet sig til en manisk psykose og søndag formiddag besluttede min søster og jeg at tage hjem til mine forældre og forsøge at få hende indlagt. Der er flere detaljer der forklarer hvorfor vi var så sikre i vores sag, men dem udelader jeg her.

Vi besluttede os for ikke at involvere vores far i beslutningen, alene af den grund at han så ville kunne påberåbe sig absolut uvidenhed, og vi ankom søndag aften, 20 minutter før hun returnerede fra en svømmetur med en gammel veninde.

Med det samme fik vi trukket veninden til side og forklaret hende tingenes tilstand. Hun tilbød at være chauffør for hvad end der skulle ske følgende. For det er vi hende evigt taknemmelig, og det ved hun.

Vi var igennem faser af umådelig triste konfrontationer og sammenbrud, men det korte af det lange er at vi først fik overtalt hende til et besøg hos vagtlægen, som vi havde kontaktet - og at han, efter at have oplevet hende i 10 minutter gjorde os klart at han ville henvise os direkte til en psykiater i Roskilde.

Efter endnu en konfrontation og mange tårer, satte vi os i bilen og nåede hurtigt Roskilde Sygehus. Psykiateren og hendes tilknyttede sygeplejerske var forbilledlige i deres behandling af os, og af min mor, men da de i første omgang trådte ud af samtaleværelset var min mors konklusion at hun “under ingen omstændigheder” ville indlægges.

Men indlægges skulle hun, for hendes hjerne er i uorden, og selv om hun ikke direkte fysisk var til fare for andre eller sig selv, så var der flere fakta, som jeg igen udelader, der gjorde det smerteligt klart at hun var meget, meget syg.

Og derfor måtte min søster og jeg skrue bissen på. Og fortælle hende - igen og igen, og igen og igen - at der var en grund til at vi sad kl. 02 natten til mandag og havde fortalt vores respektive jobs at vi ikke kom på arbejde mandag, og at hendes veninde sad i venteværelset med tårer i øjnene, og at vi holdt så meget af hende at vi ikke kunne andet end at blive siddende til hun frivilligt lod sig indlægge. Og efter tårer der normalt ville være grædt over mange år, talrige barske konfrontationer, og højrøstede kærlighedserklæringer, gav min mor op og lod sig indlægge.

Så nu er min mor indlagt med manisk psykose. Og det er så mærkeligt og sørgeligt. Og rart. På den der mystiske måde, når man ved at i denne bizarre situation er det vigtigste at hun får professionel hjælp.

Skønhed

…kommer i mange afskygninger.

Jeg har været Daniel Lanois-fan i mange år. Det vil man kunne se hvis man bladrer tilbage i arkivet af blogposts her på siden.

I går så jeg dette timelange NY-Times-interview med ham og et par andre dygtige musikere, og midt i det hele får han lov at spille på sin lille “church in a suitcase”, som han kalder sin pedal steel-guitar.

Han spillede to af mine yndlingsnumre, nemlig ‘Panorama’ fra Belladonna og 'JJ Leaves LA’ fra Shine. Og så tudede jeg af lykke. Det er så utroligt smukt. Hvis du ikke har tid til selve interviewet, så gå til 48m 26s, læn dig tilbage og nyd hans fantastiske evner på en pedal steel-guitar:

Dagen efter... Tanker om valget.

Dagen efter EU-valget bliver det diskuteret flere steder hvorvidt vi, der stemte anderledes, har lov til at harcelere over DFs mange stemmer. Hvis vi trækker parallellen til 30'ernes politiske situation, hvor den radikale højredrejning i dele af Europa førte til 2. Verdenskrig, og også husker hvor hårdt DF i disse år trækker stregerne op, i forhold til hvem der er velkomne i DERES samfund, så synes jeg altså også at det er forståeligt nok at folk korser sig højlydt og lader frustrationerne få frit løb. Og det er jo netop ikke kun i Danmark højredrejningen foregår. Der *er* paralleller at trække til for 70-80 år siden, da ultranationalismen fik overtaget. 

Det er en pisse uhyggelig, hadefuld, xenofobisk højredrejning vi ser - og sidst vi så den førte den det sorteste onde med sig. Det er oplagt at skyde skylden på DF, men som en gammel ven sagde en gang: “hvordan skal de, som er dummere end mig, vide at jeg er klogere end dem?”

Jeg lægger meget af skylden hos V og K, som lukkede DF ind i varmen for at holde på magten i 10 år. Valgresultatet i går er prisen.

Urban fishing 10 min fra Enghave Plads

image

Min Sluseholmen-forbandelse er brudt, med et brag! I går ved 17-tiden startede jeg ovre ved pontonbroen, helt inde ved Sjællandsbroen og fiskede 3 kvarter uden at der skete noget.

Jeg havde læst lidt op på Allans fiskeblog og fiskede dybt og langsomt. Så langsomt at jeg var bange for bundbid. Jeg fiskede først med en sort/rød filur, senere med sølvpilen 16 gr. i kobber/sort.

Så rykkede jeg til fiskepladsen midt i slusen (“under” cykelbroen) og i 5. kast var der hug. Jeg kunne ikke fornemme hvad det var, og den gik dybt uden at springe. Da den kom helt ind og op troede jeg det var en torsk, men da den lå ved stangen ku’ jeg se det var en lille sej. Min første mørksej nogensinde. Jeg var fuldstændig begejstret men satte den ud igen.

10 minutter senere rykkede det igen i stangen. 
Denne gang var det en lille torsk på samme størrelse, ca 35 cm. Det er over målet, men jeg syntes den virkede lille, så den røg også ud igen.

I det samme kom min gode bekendte Anders forbi. Han havde en ny stang med og riggede den hurtigt til med en lille 8-grams filur. I 3. kast havde han en lille torsk på, som selv hoppede af da han løftede den fri af vandet.

Så var det min tur igen. Denne gang en lidt større torsk, som jeg også satte ud. Og så fik Anders bid igen med det samme. “Den er større” - sagde han, så jeg hev kameraet frem og begyndte at filme. Samtidig fik jeg hentet min kejs, så jeg ku’ lande den for ham. En fin torsk på ca. 40 cm. kom på land og blev gokket.


Det gentog sig 5 min. senere, denne gang dog med en endnu større torsk, som jeg igen landede for Anders. Den var 47-48 cm og på over et kg. - vurderede vi.

Så gik der et kvarter hvor vi begge havde fisk på som sprang af inden de kom tæt nok på til at se hvor store de var, men inden jeg kørte hjem havde jeg to mindre torsk mere oppe. Den ene i et dobbelthug, hvor vi begge landede fiskene. Ren magi.

Anders’ ven tog 10 torsk forleden og de gik (både den dag og i går) nord for slusen, så langt man kan kaste i medvind, på kanten af strømmen, så dybt som muligt. Anders tog i øvrigt 3 torsk mere efter jeg var kørt.

Fabelagtig måde at slippe Sluseforbandelsen på!