Tim 30 år

Forleden fyldte min ven Tim 30 år. I den anledning havde hans kæreste arrangeret en (i øvrigt meget succesfuld) surprise party for ham.

Og som det sig hør og bør når man har læst Dansk, så havde vi skrevet en lille sang til ham, delt mellem en ny og en gammel melodi:

TIM 30 ÅR
Mel: WRECKING BALL

01
Her er en sang
Som ikk’ er lang
Til gengæld, proppet med sjovhed
Vi rimer kækt
På Rosenthaleffekt
Og drysser efter med grovhed

Så’ der fan’me fest
Tim er æresgæst
Vi skal vifte med flag
Alle fejrer Tim
Her - nok ikk’ på Krim
Det er hans fødselsdag

OMKVÆD:
Og nu bli’r Timmo 30 år
Amen hold nu kæft hvor tiden går
Lig’ for lidt siden havde han børnesår
En Bar Mitzvah og en Li-i-i-ibido
Ja en, libido


02
Vi bliver ved
En kort besked
Til dig, en krøllet debattør
Din guttermand
En Superman
Kan du mon huske dagen før:

KUA det var fedt
Tim fik trænet lidt
Diskussionen som sport
Fastlåst af tøser, nej
Alting løser sig
Evig “Summer of George”

OMKVÆD:
Men det’ ikke altid så’n det går
Fulde-frieri fra Sønderborg
Mon han endelig bli’r gift i år?
Eller undgår han en ku-u-ugle mer’?
Ja en, ku-u-ugle mer’?

03
Og år’ne gik
med slæbeskridt
Og vi - er blevet rigtig’ mænd
Vi roser dig
Det hedder sig
At du – er vores gamle ven

Krøller eller ej
Vi er glad’ for dig
Nøgen eller i tøj
Tårer i øjenkrog
Tænd for smøgen, Yo!
Dubstep, skål og halløj

OMKVÆD:
Og nu bli’r Timmo 30 år
Amen hold nu kæft hvor tiden går
Lig’ for lidt siden havde han børnesår
En Bar Mitzvah og en Li-i-i-ibido
Ja en, libido


Mel: I EN KÆLDER SORT SOM KUL

Her må vi dog skifte spor
Til en gammel traver
Tim du kan vel nok forstå
Traditionen drager
Miley, tag du blot et hvil
Og lad os nu komme til
Skål for traditioner
Øl for tyve kroner (ish)

Mange rim er strømmet ud
Gennem KUA-tiden
Fra Jens-Ejnars røde tud
til den gang han “døde”
Husk nu, din personlighed
Findes i dit hår et sted
Lader du det rage
Din essens vil drage

Tim det er din fødselsdag
Men du er jo jøde
Så vi burde blive væk
Men vi er jo søde
Så vi fejrer dig i dag
For det er en æressag
At din skål udråbe
Udn at spild’ en dråbe

Fra drengene med navne af variende længe:
Nis, Lars-Ole, Jeppe, Frank, Karsten, Jesper og Jon

Det var uhyggeligt

Nedenstående er ikke fiktion. Det er min og min ven Jacobs genkaldelse af en hændelse der fandt sted da vi var 14.

Jacob og jeg havde været til en slags drengeeftermiddag/aften med fodbold og hotdogs (uden alkohol forstås) hvor vi var blevet lidt længere end vi egentlig måtte.

Det var blevet halvsent (for 14-årige), klokken har vel været 11 om aftenen. Den gang var det ikke ualmindeligt at man cyklede hjem så sent, fx efter badmintontræning.

Men altså, vi var på vej fra Nykøbing til Rørvig, og jeg skulle overnatte hos Jacob, så vi kørte gennem fuglereservatet. Det var/er en betydeligt kortere vej, som ingen af os ville have taget, hvis vi havde kørt alene.

Men nu var vi jo sammen og det var ikke blevet helt mørkt endnu.

Det første stykke af selve fuglereservatet kan, selv i dagslys, være lidt uhyggeligt, med høje granner på begge sider af cykelstien og derfor mange fugle og smådyr der flagrer og pusler tæt ved, når man cykler forbi.

Men det stykke var vi nået igennem og vi var faktisk så godt som ovre den smalle dæmning der løber gennem reservatet, hvor der til den ene side er lavvandet fjordvand og til den anden side er et marskområde der ville gøre Arthur Conan Doyle misundelig. 

Ud til marskområdet står et 10-15 meter højt observationstårn, hvorfra man kan se ud over hele området. Vi besluttede os for at kravle derop og nyde udsigten i det sidste lys. Måske ville vi være heldige at se en af de havørne der var på besøg i området i den periode. Vi stillede cyklerne og kravlede op.

Der gik ikke mere end et halvt minut før vi fik øje på ham. En kæmpe af en mand, der stik mod al logik betrådte den sumpede marsk som var den en parkeringsplads. Han gik 150-200 meter fra os; han havde en stor grå parkacoat på, og havde slået hætten helt op. Over den ene skulder bar han på en cylinder, der vel var 3 meter lang og 30 cm tyk, og som så tung ud. Det var umuligt at afgøre hvad det var. 

Han vendte sig, som ramt af vores blik, og kiggede tilsyneladende direkte op mod os. Efter et par hurtige bevægelser hvor han først gik den ene vej, så den anden, vendte han sig pludselig og satte i rask trav af sted mod tårnet hvor vi sad. Vi dukkede os ned inde i selv tårnet og stirrede rædselslagne på hinanden.

Hvad gør vi?”

Kan vi nå ned?”

Jacob kiggede frem fra vores skjul og dukkede sig med det samme igen.

Jeg kan ikke se ham!”, hviske-råbte han i panik.

Jeg tvang mig selv til at gentage hans manøvre og fik øje på kæmpen 20 meter fra tårnets fod. Vi kunne umuligt nå ned inden vi ville stå ansigt til ansigt med ham. Han kiggede direkte på mig men afslørede ikke andet end et ubestemmeligt mørke inden i hætten. Ingen øjne at se. Intet ansigt at tyde. Har man set Ringenes Herre-filmene vil man genkalde sig fænomenet fra De Sorte Ryttere.

Jeg dukkede mig ned sammen med Jacob, lammet af skræk. Pludselig kunne vi høre ham. Hans støvler svuppede på det våde græs under tårnet og han rodede helt tydeligt med et eller andet. Vi kunne høre noget hårdt blive sat mod noget andet hårdt, uden dog at kunne afgøre hvad der skete. Til sidst kunne vi høre ham sjoske af sted igen. Og vi blev siddende, koldsvedende og med krampe i benene.

Sådan må vi have siddet i et kvarter, måske tyve minutter. Det virkede som den halve nat. Der var igen blevet fuldstændig stille, efter at kæmpen havde sjosket rundt ved tårnets fod. Det var også blevet næsten helt mørkt.

Vi besluttede os til igen at vove os frem og rejste os sammen op i tårnet igen. Med det samme så vi ham - nu i en lidt anden retning fra tårnet, og længere væk end første gang vi så ham. Vi så på hinanden med et indforstået blik i øjnene og nærmest kastede os ned gennem hullet i gulvet og kurrede ned af den stejle stige. Halvvejs nede er der en lille platform, hvorfra man stadig kan se meget af marsken. Derfra så vi ham, endnu en gang på vej i rask trav, lige mod tårnet og os. Vi sprang de sidste to meter ned og hen til cyklerne, som vi løb i gang og hoppede op på. 

Min var punkteret.

Vanviddet og vores frygt var nu så udtalt at adrenalinen holdt mig kørende de næste par kilometer uden jeg tror at en pumpet cykelslange havde gjort en forskel. Da vi ramte de første huse og gårde (herfra var der stadig 3 km hjem) sprang jeg af cyklen og løb med den ved siden af mig resten af vejen. Vi så os tilbage hvert andet sekund men så aldrig mere til kæmpen fra marsken.

Den nat sov vi ikke. Og lige siden den gang har vi af og til talt om hændelsen. Vi husker den stadig lige rædselsvækkende og kan stadig ikke finde nogen fornuftigt forklaring på hans opførsel.

Jeg har længe tænkt på at skrive om uhyggelige oplevelser gennem mit liv. Synes du jeg skal fortsætte?

Pono på vej, endelig

I går blev det annonceret at Neil Youngs musikafspiller Pono, langt om længe er på vej i handlen. Fra på fredag kan den forudbestilles på Kickstarter. Der er ikke nogen projektside endnu, på Kickstarter.

Hvorfor er det sådan en big deal? Det er det fordi han med Pono samler et par, for vores tid, hidtil modsatrettede tendenser, nemlig mobility, og hifi. Oprindeligt hed det sig at Pono ville kunne indeholde 1000-2000 albums, men det er blevet rettet til en del færre.

Stadig er det dog et rigtig interessant produkt, der i øvrigt kommer til at stå i ca. kr. 2.100 ($399). Forestil dig kombinationen af en iPod og det bedste hifi-anlæg. Med en helt ny musikkvalitetsstandard går Young og co. først og fremmest i krig mod mp3-komprimeringen. Men med en lydkvalitet på op til 192 kHz han går langt videre end det. Det er den hidtil bedste lydkvalitet i et mobile device. Mange diskuterer hvorvidt menneskeører overhovedet kan registrere forskelle mellem 48 og 192 kHz (som er Ponos loft), men jeg synes det er prisværdigt at han alligevel giver den gode, mobile musikoplevelse en reel chance. At dimsen så ligner en toblerone er mindre forståeligt. Jeg ville nok have foretrukket en flad dims, à la en mobil-harddisk eller en iPod.

Fra i morgen onsdag burde projektet være oppe på Kickstarter. Jeg kommer til at følge det tæt.

image

Fantastisk sprogsludder

Har du overvejet hvordan forskellige sprog lyder, første gang du hører dem og ikke forstår en lyd? Det har Smoukahontas, som har øvet sig i at tale nonsens med lyde der efterligner rigtige sprog. Et par af hendes eksempler er aldeles geniale og lyder fuldstændigt som det sprog hun har i tankerne men intet af det giver mening. Tjek hende ud:

On The Virg LIVE!

On The Virg (OTV) er Virgil Donatis gamle australske progressive fusionsband. De udgav kun ét studiealbum, nemlig Serious Young Insects, fra 1999.

Men til Australian Ultimate Drummers’ Weekends 20-års jubilæum i 2012 blev bandet genforenet, dog med ny bassist, amerikanske Doug Shreeve, som Virgil ofte har med i mange andre sammenhænge, både med Planet X og i på Virgils seneste soloalbum, In This Life.

Denne optræden, Anatomy Of Live, af OTV blev filmet, og er nu tilgængelig som VOD og download. Og hvis man *er* til progressiv fusionsmusik, så bliver det simpelthen ikke bedre. Her er en smagsprøve:

Mine forældre skulle ha' bank

…når de, efter begge at have været alvorligt kræftsyge i aller nærmeste fortid, begge lægger telefonbeskeder om at jeg skal ringe hurtigst muligt - og det så drejer sig om at de har glemt en FUCKING iPad-pinkode, som jeg har skrevet med 3 cm høje bogstaver på en neonlyserød seddel som jeg har hængt på deres opslagstavle i gangen, så tydeligt at cyberforbrydere kan læse den fra gaden. 

- og det ikke er første gang det sker.


For helvede.

Ingen TOS hos NSA

I går var international the day we fight back-dag. I Danmark kaldte vi det #taginternettettilbage og vi var (mit bedste bud) omkring 500-600 mennesker der mødtes ved den amerikanske ambassade og siden gik til Christiansborg Slotsplads, for at markere vores frygt for- og eklatante afstandtagen til den default indeksering (overvågning) af vores, verdenssamfundets, digitale liv, foretaget af NSA, GCHQ, PET og en række andre efterretningstjenester og andre nationale spion/kontraspionage-enheder verden over.

I kølvandet på whistleblower Edward Snowdens afsløringer står det klart at der er tale om et omfang af registrering der får Stasi til at ligne en samling blinde og døve pennevenner med nedslidte blyanter og vådt brevpapir.

En af de typiske kommentarer fra skeptikere imod os der råber op, har været at det er paradoksalt at vi deler information om en demonstration på Facebook, hvor al vores data bliver brugt mod- og med os. Men det er ikke sammenligneligt med den indeksering som NSA og co. har lagt for dagen. Med Facebook (og Twitter og Tumblr osv) har jeg (vi) en aftale. Her skriver jeg under på at de godt må dele mine oplysninger med folk der vil sælge mig noget. Det er den pris jeg helt overlagt og bevidst betaler for et spændende, lærerigt og underholdende netværk af venner og bekendte, online. Det skriver jeg under på i en TOS - en Terms of Service. Og jeg får gode tilbud på fastspolehjul i min strøm, men det er en anden historie.

Jeg har sgu ikke skrevet under på nogen Terms of Service med NSA, lige som jeg har meget svært ved at gennemskue hvad de tilbyder mig i tilgift til alle mine metadata. Derfor er det ikke sammenligneligt. Og derfor skal folk vågne op og lugte til overvågningen. Det virker grotesk at skulle understrege det men, som jeg, i dagens udgave af Politiken, er citeret for at tweete, så er et verdenssamfund med en default-overvågning af *alle* menneskers digitale liv et sygt verdenssamfund.

Om Anne Knudsens kommentar

Salget af 19% af aktierne i DONG til Goldman Sachs ligner en realitet. Hvad Anne Knudsen i denne kommentar, og sammen med mange andre kommentatorer, aldeles glemmer at forholde sig til, eller simpelthen ikke formår at forstå, er at det ikke handler om hvor mange penge, eller hvor meget godt salget til Goldman Sachs kan gøre det danske folk.

Det handler om Goldman Sachs.

Hvis jeg havde brug for hjælp til at holde styr på gemytterne til en stor festival, så gik jeg da også bare til rockerne. De bor jo oppe på Strandvejen i et hus der indikerer at de virkelig forstår at tjene penge - og de sidder jo ikke i fængsel alle sammen, så skidt med at de kontinuerligt bliver dømt for narkobesiddelse, ditto salg, trusler, vold, drabsforsøg etc etc. Så længe det de gør for mig er i orden, så er alt i skønneste orden!

Det handler om gammeldags moralsk kvababbelse. Vi handler kraftedeme ikke med nogen der har så rådden en moral som Goldman Sachs. Og ja, de får igen og igen rekordbøder for deres metoder, og ja, selv vores egen regering kæmper mod Goldman Sachs’ modus operandi med den ene hånd, mens den anden hånd velvilligt rækkes frem til håndtryk.

Den er ikke længere, end at det er forkert, fordi det er Goldman Sachs. De opererer umoralsk. Og det skal vi ikke på nogen måde være med til. 

Men det kommer vi nu til.
Godnat og sov ad helvede til.

Fremdrift

image

Jeg har i en årrække haft ansvaret for en del af den australske trommeslager og komponist Virgil Donatis online-tilstedeværelse®. Det udtaler han sig om her.

De seneste par år har det blandt andet inkluderet at jeg har samarbedet med YouTube gennem deres Content Verification Program og at jeg er community manager på hans Facebook-side.

Sidstnævnte har oplevet en flot fremdrift i år og det tilskriver jeg næsten udelukkende det fantastiske indhold vi har produceret. Vi hyrede den amerikanske multikunstner Carl King til  atfilme og producere et par højkvalitets videoer, som vi har delt på Facebook, YouTube og Vimeo. Især de direkte uploads til Facebook (i modsætning til YouTube-indlejring) har givet pote. Således har vi af flere gange nået ud til flere hundredetusinde mennesker, gennem organisk deling/spredning. Og siden er så småt ved at runde 80.000 fans (likes).

image

image

Oveni var det en stor oplevelse at få lov at lave coveret til hans seneste udgivelse sammen med min fætter, arkitekten Lars Steffensen. Det blev et utroligt flot resultat, som jeg er meget stolt af.

image

Det er min forventning at vi i første halvdel af 2014 runder 100.000 fans på Facebook, men det er ikke et mål i sig selv. Målet er at blive ved med at producere mere super godt indhold - så kommer de nye fans af sig selv.

Rdios udfordring

Jeg bed mærke i et tweet fra Ricki Mae Melchior, hvor han kommenterer en del unavailable content ovre på Rdio. Jeg må indrømme at jeg har været ude for det samme. 

Det er sjældent sådan at numre helt forsvinder, ofte er det en udgave af et album der afløses af en anden udgave. Det var for eksempel tilfældet med Michael Jacksons BAD-album, der pludselig var blevet afløst af en særudgave, med endnu flere numre. Det er ikke det store problem hvis man vi høre hele albummet. Så tilføjer man det blot i sin collection, eller afspiller det on the fly.

Men hvis man har snuppet enkelte udvalgte numre fra BAD, som man har tilføjet til en spilleliste og så det album er fjernet, så bliver numrene unavailable (utilgængelige) og dét er rigtig uheldigt, når nu de rent faktisk findes på Rdio! For så amputeres de spillelister man bruger så meget tid på at konstruere.

Og det er pt Rdios største udfordring, synes jeg. Designmæssigt er de stadig lysår foran Spotify - og samspillet mellem iOS og Mac OS-apps er fejlfrit.

De bliver nødt til at løse det, for det er irriterende at skulle hente de samme numre til en spilleliste igen og igen.

Hej 2014!

image                                 ASMRaurette, en af mine favorit asmrtists

2013 var året hvor min mor, oven på min fars forløb med 3 kræftsygdomme, blev diagnosticeret med kræft, i form af en stor led tumor. 2013 var også et jobmæssigt noget omtumlet år, så på mange måder var det ret fedt at året bare susede derudaf og forsvandt. 

På den anden side var det også året hvor begge mine forældre faktisk kom sig oven på deres kræftsygdomme og nu begge to er symptomfri. Og det var en af de bedste somre jeg kan mindes. Fyldt med venner, hvidvin, fisketure, musik, bøger og lange cykelture.

Som så mange andre har jeg også gjort mig et par tanker om det kommende års tid og de kan som sædvanligt gøres op i hvad man gerne ser lidt mere og lidt mindre af, hvis man selv får lov at vælge - og det gør man som regel, når ikke det for eksempel gælder føromtalte kræftsygdomme.

Så her kommer de, i en ikke-prioriteret rækkefølge, mine ønsker for 2014:

Færre nyhedsbreve i min indbakke

Flere fisketure

Flere e-bøger

Flere lange middagsselskaber

Flere egenproducerede podcasts

Flere løbeture

Mindre Facebook

Mere Twitter

Mere leg

Flere kreative projekter (2 på vej i skrivende stund)

Mere hjemmelavet snaps (4 på vej i skrivende stund)

Færre biler

Flere cykler

Mindre H&M

Mere Etsy

Mindre NSA

Mere NASA

Mere ASMR

Mere kærlighed

Mindre Vild med dans

Mere dans

Godt Nytår!

Kære Ricky Lawson

I will always love you.

Som ung trommeslager har man, som alle andre musikere, en række helte, der er med til at forme ens smag og ens opfattelse af hvad der fungerer musikalsk, hvad der er beundringsværdigt og attråværdigt. Meget få trommeslagere var på højde med dig, hvad det angår. Du fungerede altid musikalsk. I forgårs døde du, kun 59 år gammel.

Dine utallige verdenshits og dit arbejde med de største stjerner, Michael Jackson, Phil Collins, Whitney Houston, Mariah Carey, Al Jarreau, Babyface, Eric Clapton, Lionel Richie - listen er fantastisk lang – cementerede din position som en af de mest lyttede-til musikere i verden. Dine grooves var i en helt særlig liga. Og de har for altid indprentet sig i min hjernebark. Din timing var uovertruffen og din smag altid et spørgsmål om præcis hvad musikken, nummeret, situationen havde brug for.

Derfor står dette ene, dit storladne slag ved breaket i ’I Will Always Love You’ inden musikken modulerer og Whitney gentager omkvædet, også som en perfekt salut til dit eget liv. Det var nemlig dig der indspillede det, og resten af nummeret, naturligvis.

Som gravskrift står også dine perfekte grooves på ’Change The World’ og ’Talk To Me’ fra Babyface: Unplugged in NYC, der begge simpelthen satte så høje standarder for hvordan den slags musik skal leveres. Tak for dem. Og tak for musikken og inspirationen. Hold op, hvor vil jeg savne dig.

Update på jobfronten

2013 har været en smule mere dynamisk på jobfronten, end de forudgående år. Nytår 2012/2013 blev min arbejdsplads, Center for Designforskning, nedlagt af Morten Østergaard (rigtig, rigtig dum beslutning) så der skulle vi alle ud og lede efter nye udfordringer. Dem fandt jeg i div. små kreative freelanceopgaver for at ende med en plads hos LBi, hvor jeg for alvor fik testet mine evner som community manager for et stort brand og med mere end en million Facebookfans.

Mine kolleger var fantastiske, men det var ikke det rigtige match, så jeg sagde op 1. juli og holdt den længste og mest fuldgyldige sommerferie siden jeg var barn. jeg har stadig et super forhold til holder på LBi. De er nogle af de dygtigste og hårdest arbejdende mennesker jeg har mødt og jeg ser dem stadig privat.

Derefter rykkede jeg til memit, der tilbød en mulighed for at prøve kræfter med en start-up for første gang, for mit vedkommende. Det viste sig dog hurtigt at likviderne ikke slog til og de måtte omstrukturere for at fokusere på udvikling frem for kommunikation. Den helt rigtige beslutning. Og det efterlod mig i slutningen af oktober med en åbning for at komme til at arbejde sammen med min gamle ven Bo, som jeg havde kommunikationsfirmaet StrateKo med for en håndfuld år siden. Han var nemlig i mellemtiden skiftet til det lille reklame- og kommunikationsbureau Benzin, hvor der var plads til mig og hvor jeg nu i et par måneder har slået mine folder og befinder mig rigtig godt.

Jeg kører ikke på fuldtid, så 2014 er egentlig meget åben på jobfronten og tegner til på mange måder at kunne blive super spændende. Måske opgraderer vi til et fuldtidssamarbejde, Benzin og jeg, måske får jeg mulighed for at kombinere med egne projekter eller freelance for andre. Jeg har blandt andet et par venner, jeg har planer om at prøve ting af med. :)

Rigtig godt arbejdsrelateret nytår til jer alle!

Podcrastination #5

Jule- og nytårsudgaven af Podcrastination er i luften. 45 minutters løs snak, anekdoter og julemusik. Altsammen blot for at ønske dig en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

I programmet nævner jeg følgende julekalendre:

Juletrauma.dk

Mindreendtre.dk ( <3 )

Yolofar.dk

Jeg nævner også naturvin, som du kan læse lidt mere om her.

Og så skylder jeg lige en kort kommentar til ABBA-numret. Jeg synes det er et ret smukt (om end noget overspillet) nummer, som indeholder præcis den rette mænge glæde og melankoli som er kendetegnende ved et nytår, hvor man ser tilbage på alt det gode og mindre gode der er sket i løbet af året. Derfor slutter jeg af med den.

December

image

Det er mandag aften - jeg sidder med et glas rødvin og kommenterer højlydt, og dog all by myself, Sam Seaborns opførsel over for den unge kønne jurastuderende turned luksus-callgirl.

Lad os lige komme i rette stemning.

December måned har nemlig for mit vedkommende en tradition der gør juledagene rangen stridig som decembers vigtigste tema: Jeg ser The West Wing. Igen. For 6. gang, tror jeg. Fordi det er den bedste serie der nogensinde er lavet, og fordi jeg stadig ikke har fået nok af den.

Og nu har Sam lige lavet en scene på en restaurant, fordi han ikke kan lade den kønne unge callgirl være. Fordi han vil redde hende. Og jeg forstår ham. Og vender øjne og kommenterer det alligevel. Og det jo bare en fucking serie. Som jeg har set 5 gange før.

Er det ikke fantastisk så meget man kan holde af en serie?

Podcrastination #3

Jeg er totalt hooked på at lege radio! Det er skide sjovt og jeg lærer faktisk en del hver gang. I denne, min tredje podcast, introducerer jeg eventuelle lyttere til den amerikanske duo Pomplamoose. Jeg glemmer såre at fortælle at alle sangene også kan købes på iTunes, men vil her godt understrege at de altså selv har lagt dem på Soundcloud til fri afspilning.

Denne blev til i et lidt forhastet tempo, men selv om lyden er lidt dårligere og mindre ensartet end ved Podcrastination #2 så lærte jeg igen noget der forhåbentligt gør en positiv forskel på den lange bane. Enjoy! Og husk at kommentere med links til gode kunstnere på Soundcloud.