Høring om ACTA bør ses af flere

Man bør faktisk tage sig tid til at se stakeholder-høringen fra i går, for at forstå hvor kritisabel ACTA-aftalen er:

(den starter 17:14 inden i videoen)

Det er meget positivt at se en så bredspektret kritik af ACTA, men der foregår som bekendt mange ting sideløbende med ACTA. Som det også bliver nævnt i debatten bliver TPP (jeps, endnu en vanvittig aftale) i øjeblikket forhandlet på samme lukkede facon som tilfældet var med ACTA. Det kritiseres fra snart sagt alle sider, men forhandlingerne er lukkede for offentligheden og for interessenter.

Og helt uden om alle disse (SOPA, PIPA, ACTA, TPP) meget debaterede, fordækte akronymaftaler har rettighedslobbyister i USA forhandlet sig på plads med de største internetudbydere i USA, der fra 1. juli tilsyneladende kommer til at fungere som internetpoliti, der kan sende advarsler til forbrugere der er mistænkt for at downloade piratkopieret materiale (à la brevmodellen). Det kommer naturligvis til at bero på en grundig, metodisk og allestedsnærværende overvågning af forbrugernes internetvaner. Hvilket gør tiltaget decideret utidssvarende, ja stasi-lignende. Mere om det her:

Man må tage sig til hovedet.

Udredning for nysgerrige iACTAgere

BREAKING: World Wide Web er under angreb fra onde akronymer!!

SOPA, PIPA, ACTA, TPP, OPEN, ?

Godt så.

Vi lærer dag for dag mere om ACTAs konkrete indhold og kan i skrivende stund konstatere at mange af de mest uhyrlige forslag i traktaten er fjernet i løbet af processen. Godt nok kun fordi der blev lækket tidlige udgaver af traktaten, så jurister og eu-parlamentarikere kunne råbe vagt i gevær i forhold til de stasi-metoder der var lagt op til. Men processen er fortsat under heftig beskydning fra alle sider og i sig selv værd at påtale. Samtidig åbner ACTA stadig for lovgivning der nærmer sig de netop bortkastede PIPA- og SOPA-love, og derfor er ACTA stadig noget lort. For nu at sige det lidt firkantet.

Du kan læse Ars Technicas rigtig gode gennemgang af ACTA, og den lidt unøjagtige kritik som mange (jeg selv inklusiv) har kommet med. Der er ikke tale om Peter og Ulven. Der er tale om at vi, præsenteret med nogle informationer, gjorde hvad vi kunne for at få belyst sagen. Det er ved at lykkedes. Vi er 1,3 millioner mennesker der har skrevet under mod ACTA. Det er der stadig alt mulig god grund til at gøre.

Men der er også behov for at skue fremad. Og igen henviser jeg til Ars Technica, som med dette indlæg peger på ACTAs onde tvilling, Trans-Pacific Partnership, eller TPP, som er næste i rækken af onde akronymer der vil overtage wwwerdensherredømmet.

Jeg mener at danske it-journalister bør sætte sig (og derefter os) ind i TPP, og i samme øvelse undersøge OPEN, som er Darrel Issas bud på en fornuftig traktat (i øvrigt på tværs af partier) der vil bekæmpe pirateri og samtidigt holde nettet åbent. Han er stærk modstander af ACTA og indtil videre støtter i hvert fald Google hans OPEN-forslag. Det er et sympatisk træk at der er absolut åbenhed omkring OPEN (hvor meta), og at det er muligt at komme med ændringsforslag direkte på websitet dedikeret til OPEN. Men vi må stadig sætte vores lid til grundige journalister, der kan samle op, researche og præsentere de lovforslag vi møder. Her er Information i mine øjne hidtil bedste bud, med denne journal. Tjek den ud og hold dig opdateret.

UPDATE: OPEN bliver nu kritiseret af The Recording Industry Association of America (RIAA) - hvilket efterhånden næsten kun kan ses som et kvalitetsstempel. Issa (republikaner) og Wyden (demokrat) forsvarer deres fælles traktatforslag ved at liste en række stramninger som de mener falder indenfor rimeligheden med det bagvedliggende del-mål at bevare nettet åbent.