Få albums har jeg hørt så meget som jeg har hørt dette. Det blev udgivet 8 måneder før jeg blev født og har ikke været en del af mine forældres pladesamling. Faktisk havde og har de intet Stevie Wonder. Noget der egentlig undrer mig, nu jeg tænker over det.

På Friskolen havde musikken i mange år trukket mig længere og længere ind mod sig, og i 7. klasse joinede jeg mit første band, Pauseklovnene, som skulle blive startskudet til en årrække med funk og soul. Tower Of Power og Stevie var hovedleverandører til sætlisten og i mange år mente jeg mere eller mindre hårdnakket at kunne argumentere for at musik der ikke havde både hornsektion og formede sig som en eller anden afart af soul, funk, eller r'n'b, simpelthen ikke var musik. Noget forbandet vrøvl naturligvis, og senere er min musiksmag heldigvis udvidet noget så gevaldigt.

Men det ændrer ikke på at Songs In The Key Of Life gjorde, og stadig gør et kæmpe indtryk på mig. Sangskrivningen var fuldkommen original, og kompositionerne syntes og synes at indeholde livserfaring, ægthed og troværdighed i en grad jeg ikke før havde hørt og ikke siden er stødt på. Samtidig lægger pladen sig som rosinen i pølseenden af Wonders nærmest absurd produktive periode i 1970erne.

Et bemærkelsesværdigt faktum er også at Stevie, som på flere af sine plader, spiller trommer med en lethed og overbevisning der matches af de færreste sangskrivere og sangere, og at hans stemme i øvrigt sjældent har været optaget bedre. En stemme der er i en liga helt for sig selv. Jeg har aldrig hørt nogen synge halvt så godt som ham.

Faktum er vist at jeg ikke mener at en pladesamling er noget værd uden Songs In The Key Of Life. Den er simpelthen bedre end legenden om sig selv. Hele pladen (oprindeligt en dobbelt-LP) svinger, groover og gynger sig ind i hjertet, og rummer samtidig de mest inderligt velkomponerede melodier.