Inspiration

Dét. Det der gør at man får ny tro på mennesket som den mest intelligent race. Dét er jeg blevet stopfodret med i aften. Ok, jeg har selv ført skeen, men indholdet har andre produceret.

Først i den rørende hyldest til -ulykkeligvis- nærmest håbløst kræftsyge Christopher Hitchens, filmet for et par dage siden i London, med mit måske største retoriske forbillede, Stephen Fry, som ordstyrer. Hitchs kendte venner, Martin Amis, Salman Rushdie, Richard Dawkins og naturligvis Fry selv (samt flere - blandt andre, Sean Penn) talte om Christopher Hitchens' betydning som en slags bannerfører gennem de seneste 40 år for the public intellectuals, for den kritiske journalisme og for oplysningstidens overlevelse, om jeg så må sige.

Jeg var ærligt talt rørt. Selv om teknikken af og til svigtede havde hele seancen en aura ef umådelig respekt for Christopher Hitchens' tankevirksomhed, produktivitet og evne til at forme langtlevende og langtrækkende venskaber. Se den hvis du bekymrer dig om fremtiden, fortiden,kulturen og kunsten (og ja, det koster £5 - men de er godt givet ud). Du skal naturligvis også finde Stephen Fry og Christopher Hitchens' debat med medlemmer af den katolske kirke (på YouTube), og opleve hvordan moralske ateister og forrygende retorikere kan pille de etablerede religioner fra hinanden som var de løse ukogte ris på et glat køkkenbord.

Herefter var jeg så heldig at fange et tweet fra Huffington Post, som ledte mig til NPRs (lovlige) streaming af hele det nye Kate Bush-album. Ja, dén Kate Bush. Kate Bush som har dannet skole for så mange kvindelige (og mandlige) kunstnere siden hendes første fænomenale udgivelser i slutningen af 70'erne. Og igen var jeg rørt. Albummet har potentiale til at blive en nyklassiker. En genkomst af de sjældne. Igen i øvrigt med vigtigt bidrag fra Stephen Fry. Dén havde jeg ikke set komme. Ej heller duetten med Elton John. Men det fungerer. Kate Bushs nye album '50 Words for Snow' er absolut værd at tjekke ud. Det er en underdrivelse*.

Endelig, og her måtte jeg selv i nogen grad på banen, kunne jeg, for hvem ved hvilken gang, nyde en af samtalepassagerne fra Daniel Lanois' forrygende (*en endnu større underdrivelse) film og album 'Here Is What Is' som nok er et af de 4-5 vigtigste albums i min samling fra de seneste 10 år. Sekvensen hedder 'Beauty' og er mestendels en analyse, udført af Brian Eno, da Lanois spørger ham om kunstens og skønhedens væsen. Jeg fandt ingen transkribering af sekvensen og valgte derfor at gøre det selv.

Her er den. Lad den være en påmindelse om at tro på idéer der ved første øjekast kan virke blåøjede, sårbare og urealiserbare, men som altid har potentiale til at blive til noget fantastisk.

What would be really interesting for people to see is how beautiful things grow out of shit
 - because nobody ever believes that 

You know, everybody thinks that Beethoven had his string quartets completely in his head
- they'd somehow appeared there and formed in his head before him, and all he had to do was write them down and they would kind of be manifest to the world

But I think what's so interesting and what would really be a lesson that everybody should learn is that things come out of nothing - things evolve out of nothing

You know, the tiniest seed in the right situation turns into the most beautiful forest, and then the most promising seed in the wrong situation turns into nothing

And I think this would be important for people to understand because it gives people confidence in their own lives to know that that's how things work

If you walk around with the idea that there are some people who are so gifted - they have these wonderful things in their head - but you're not one of them, you're just sort of a normal person, you could never do anything like that, then you live a different kind of life, you know

You could have another kind of life where you can say, well I know that things come from nothing very much and start from unpromising beginnings, and I'm an unpromising beginning and I could start something 

Min alle tiders album top 10 #5

The_kick_inside_uk_cover
Da jeg var knapt et år gammel udgav Kate Bush, som bare 19-årig, et mesterværk af en plade, med sange som hun havde skrevet så tidligt som 6 år tidligere, altså som 13-årig. Det er næsten ikke til at fatte at en ung pige kan rumme så megen musik; så megen modenhed i sangskrivningen og en sådan englevokal, der fuldstændig tog pippet fra anmeldere og publikum. Og altså undertegnede.

Fra min barndom husker jeg især to af numrene, nemlig de der blev spillet mest i radioen, The Man With The Child In His Eyes og superhittet Wuthering Hights, der fint eksemplificerer hendes kærlighed til litterære og akademiske referencer. Noget der også er komplet ufatteligt at hun har rummet i så ung en alder.

På The Kick Inside er det Kate Bush' eminente upolerede og meget letgenkendelige melodistrukturer der skinner igennem, og gør at jeg jævnligt hører den - gerne i gråvejr med en god bog og en potte the som medspillere. Måden hendes melodier og akkorder udvikler sig på er siden blevet kopieret flittigt og kan tydeligt høres som inspirationskilder for folk som Fiona Apple, Emiliana Torrini, Tori Amos og Rufus Wainwright. Alle dygtige sangskrivere med en stor gæld til Kate Bush.

The Man With The Child In His Eyes er nok stadig min yndlingssang fra den plade. En mystisk varm serenade, der altid rører mig - selv efter hvad der nok er 200 afspilninger, eller flere.
Man skal -synes jeg- tage sig tiden til at værdsætte de finurligt spundne melodier, og så tænke over at de er skrevet af et barn. Så får man gåsehud over hele kroppen. På en god måde. Jeg vil dog også -til folk der slet ikke kender Kate Bush- gerne anbefale den udmærkede opsamling The Whole Story, der rummer hendes bedste numre, inklusiv de bedste fra The Kick Inside. Jeg er fuld af beundring for hende. Sikken fantastisk sangskriver.

The joy of good sound

Audioengine_2
Recently I purchased a set of Audioengine 2 desktop speakers.

They are small, borderline cute, but they sure pack a punch you wouldn't expect from them. Did you ever see the movie Men In Black? These speakers are the noisy cricket of sound. It has been a real pleasure trawling through my extensive music catalog and discover nuances and details that even my best headphones had kept secret to me.
 
In fact it has been such a pleasure that I chose to make a list of the tracks I'd suggest you try listening to on the A2's, just for the beauty of the sounds produced by these babies. If you own a pair of A2's, let me know what you think of this list. I deliberately chose rather mainstream tracks that I suspect most would be able to access. No out of print rarities here. 
(I hope!)

So, here goes:
As I look at this list, much of it features a lot of guitar playing. In fact I went through even more guitar driven music and I discovered that the A2's quite simply make a well recorded guitar come to life.

Give the A2's a spin when you have the chance. And try playing one of the tracks from this list. My guess is you won't be disappointed.

Jeg donerede $10 til Melissa Polinars kommende EP i går

Jeg har været ret vild med Melissa Polinar i et stykke tid.

Så da muligheden for at støtte hende dukkede op i form af en kickstarterkampagne,
sprang jeg til og donerede 10 dollars.

Du kan se og høre hendes ret fantastiske 'Never Change' her:

Vær med, hvis du synes hun er go'.
Alt fra $1 og op er cool. Projektet kører her:

Musikstjerner på YouTube

Kender du Melissa Polinar? Eller for eksempel Jack Conte og Nataly Dawn? Siger Kutiman dig noget? Eller hvad med Amy Heidemann og Nick Noonan?

Well... måske har du hørt om Kutiman fordi...nåja fordi han er genial. De andre kender du måske også.

Men hvis ikke, så...
Kutiman har brugt lang (laaaang) tid på at indsamle YouTubevideoer, og lige så lang tid på at klippe dem sammen så
de passer sammen. På nye måder. Og på den måde laver han helt ny musik. Det er genialt. Ikke så meget idéen
som det resultat der er kommet ud af den. Ingen kunne vel have forestillet sig at han kunne få så meget godt ud af det.
Ham, og hans 'Thru You'-projekt skal du tjekke ud.
 
Amy Heidemann og Nick Noonan har en akustisk duo sammen. Den hedder Karmin Music. Det er noget med Karma, har Amy fortalt mig på twitter. Tjek nummeret 'Inside Out' ud på deres website. Det er fedt. Eller besøg deres kanal på YouTube.
 
Nataly Dawn og Jack Conte er kærester. Og de har også en duo. Den hedder Pomplamoose. Historien bag det navn skal jeg nok google for dig.
 
De minder om en blanding mellem The Bird and The Bee og Feist, og det er i min bog en stor ros. Hver for sig - for de er meget produktive - lyder de anderledes. Men stadig godt. Og så er de sjove. Og skide dygtige.
 
Melissa Polinar lyder måske som et navn fra Mandrillen, men det er det ikke. Hun er en kvinde med en ny guitar, en evne til at skrive
popmusik, og en rigtig god stemme. Hende skal du også tjekke ud.
 
Fælles for dem alle er at de mere eller mindre kun opererer online. De sælger plader online, oploader videoer online, og får rigtig, rigtig mange
followers og abonnenter på twitter, YouTube og hvor end de opererer. Og dét er interessant fordi de dermed har taget sagen i helt egen hånd og er gået uden om den meget trætte pladebranche der ikke kan andet end at brokke sig over at tingene har ændret sig for hurtigt til at de kunne følge med.
 
De - og flere med dem - går nye internetveje for at finde et publikum. Og publikummet er der.
Jeg sidder lige her og deler det med dig, og finder deres ting på iTunes, og køber det. Fordi det er godt.
 
God musik vil altid finde vej til et publikum. Det kunne pladeselskaberne måske lære lidt af.

Midt i en jazztid

Mens mange af mine venner ligger i urinstøv til op over begge ører på en mark nær ikke-stedet Roskilde bladrer jeg, med et glas rødvin i den ene hånd, programmet for årets jazzfestival igennem og smører hver formiddag sandwiches til eftermidddagens kombinerede brostenssidning og jazzlytning. 

 
Sådan har det været i 17 år, og sådan er det mere eller mindre også i år.
Men 17 år går ikke uden visse traditioner melder sig henad vejen.
 
Det er ikke Jazzfestival før jeg har fyldt stuen med Acoustic Guitars' 'Gajos in Disguise'
og The Ends 'Contents Irreplaceable' mange gange i ugen op til festivalstart.
 
Faktisk har det i 17 år heller ikke været jazzfestival uden af jeg på festivallens 2. fredag indfinder mig ved Pumpehusets udendørsscene og nyder førnævnte The End optræde.
For det gør de altid der, og altid på festivallens 2. fredag.
I år skal jeg desværre se meget langt efter den tradition, da Pumpehuset gik konkurs forleden.
 
Øv.
 
Men underboen har allerede lært 'Gajos In Disguise' og 'Contents Irreplaceable' at kende.
Og i år byder mit program både på Miles Davis' gamle superbassist Marcus Miller og den unge, smukke og dygtige bassistinde Esperanza Spalding. Det glæder jeg mig til.
 
Men jeg glæder mig lige så meget til at gøre som jeg gjorde for 17 år siden, for endelig har jeg ferie til at slentre rundt og fange lidt Jacob Fischer hist og lidt Hugo Rasmussen pist. Lidt A-Team her og lidt Thomas Blachman dér (og ja, han er en virkelig, virkelig god jazztrommeslager).
 
Og det er første gang i mange år at jeg har ferie i Jazzfestivallen.
 
Hej Jazzfestival, gamle ven.
Godt at se dig igen.

--
Jeppejazz
Et lille minde fra sidste års jazzfestival.
Til jam på La Fontaine en tropenat i København.
 

Moodagent

Det er sgu ikke uden en vis entusiasme og stolthed at jeg kan se Moodagent

Jeg arbejdede i sommer som konsulent for Syntonetic, der har bygget Moodagent; 
mest med deres ordunivers og tidlig ux-sketching.

Det Moodagent kan, kan ingen anden musikservice:
Anbefale musik baseret på sindsstemninger.

Syntonetic rummer den fedeste flok dejlige musiknørder og jeg ønsker
virkelig at de får succes med Moodagent.

Hvis du har en iPhone, så tjek Moodagent ud nu (det er gratis pt!)

Yay!
Billede_1