Mit institut, INSS, var flyttet til Nye KUA, og derfor foregik undervisningen naturligvis der.
Det var i 2005 - fire år efter Nye KUA stod færdig. Der gik dog ikke lang tid før der ovre ved Gamle KUA blev opstillet pavilloner, der lignede nogle der kunne huse frokostspisende vejrbidte arbejdsmænd og i øvrigt holde tørt - ikke meget mere end det.
Pavillonerne havde således ikke det udstyr som state of the art-lokalerne på Nye KUA havde og som kræves af et moderne universitet. Langt fra.
Ikke desto mindre blev de hurtigt -i takt med at Nye KUA overstrømmede med nye studerende- fyldt op med videbegærlige unge mennesker, der kunne undre sig over at de gik på KUA men altså ikke rigtigt gik på KUA alligevel. Fire år var der gået, før man måtte rykke en stor del af undervisningen ud i pavilloner så indlysende ringe egnet til formålet.
Alt imens jeg var heldig at det meste af min undervisning dog foregik på Nye KUA, var der jo stadig folk der gik på Gamle KUA og fik al deres undervisning der. Her skal det, for dem der ikke måtte være klar over det, forklares at Gamle KUA blev bygget som KUMUA, Københavs Universitets Midlertidige Udbygning på Amager. Midlertidige. Bygningerne er fra 1970'erne og som sagt bygget til at skulle være en midlertidig ordning. Stedet var/er mildt sagt uegnet til at opholde sig i. Indeklimaet er ikke-eksisterende og lokalerne udpint i næsten ubegribelig grad.
Jeg var som studerende fuldt ud klar over mit held. Nye KUA! Ahhh!
Det undrede mig godt nok at man i det nye årtusinde kunne bygge et universitet hvori der ikke var tænkt en internet-løsning til de studerende der måtte vælge at tilbringe eftermiddagene i de studiemiljøer der dog var tænkt ind i planerne. Det stod jeg selv i spidsen for at få indført. Med held. Ligeledes måtte vi studerende også med en vis skepsis indse at et gennemsnitligt undervisningslokale ikke var bygget til det antal studerende der var på et gennemsnitligt hold. Typisk var vindueskarmene fyldt med studerende med bærbare computere og bøger på skødet. Disse overfyldte lokaler rummede to til fire stikkontakter til 35 studerendes computere... hvorfor jeg gjorde det til en vane at tage en forlængerledning med ti hunstik med i tasken.
Men det var jo KU. En gammel institution hvor ting, processer og mindset tager tid at ændre.
Måske var det forventeligt der.
Siden rykkede jeg videre ud langs Erik Holms Kanal til IT-Universitetet - det stolte, hypermoderne og helt nye(!) byggeri med stærekasselignende konferencerum hængende fra væggen i et flot 5-etagers atrium. Her er jeg i fuld krig med at læse min Cand.it i Digital Design og Kommunikation. Og her er der gratis internet for alle pengene ;-). Altså undtagen de der par steder på 2. og 3. sal. Og her er der plads! Eller rettere, her var der plads indtil ITU indførte en tilsyneladende eksponentiel optagelsesrate med oprettelse af BA-linjer, der gør det store ITU til et lidt for lille, eller rettere alt for lille ITU. Så lille at man har lejet sig ind i det nybyggede Mikado House lige ved siden af ITU. Sikkert ingen billig fornøjelse.
For nylig fik jeg en stilling som Teaching Assistant på ITU, og tre dage inden vi skulle undervise første gang fik vi at vide at undervisningen skulle foregå - ikke på ITU, ikke i Mikado House, ikke på Nye KUA, ikke i de forfærdelige pavilloner, men i alverdens bygningers svar på metastatisk kræft: Gamle KUA. Lokalet -skulle det vise sig- er uegnet til undervisning. Det kom ikke som nogen overraskelse. Ikke for os undervisere og studerende. Men hvem kom det egentlig som en overraskelse for? Hvorfor kan spritnye universiteter vise sig at være for små og på flere områder utilstrækkelige, nærmest i det øjeblik de står færdigt?
Hvor er det, det går galt?
